Mødedato: 23.01.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nordhavnsvej, ekspropriation ifm. placering af jordankre

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om at gennemføre ekspropriationer i forbindelse med anlæggelse af Nordhavnsvej og placering af jordankre under 4 bygninger.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gennemføres ekspropriation i forbindelse med placering af jordankre under bygningerne Strandvejen 59, karréen Strandvænget 1-3/Strandvejen 8-10/ Svanevænget 2-4. Svanemøllevej 2, Strandvejen 6.

Problemstilling

Under de fire ejendomme Strandvejen 59, Svanemøllevej 2, Strandvejen 6 og karréen Strandvænget 1-3/Strandvejen 8-10/Svanevænget 2-4 skal der bores jordankre ind i forbindelse med tunnelbyggeriet af Nordhavnsvej. Det har imidlertid ikke været muligt at indgå aftaler med ejerne af ejendommene, hvorfor det er nødvendigt at gennemføre en ekspropriation af de nævnte ejendommes ”undergrund”.

Løsning

For at sikre de nævnte ejendomme mod skader, er det nødvendigt at anvende en byggemetode, som er både skånsom mht. vibrationer og ligeledes er meget robust. Det er derfor valgt at etablere byggegrubens afstivende vægge med såkaldte sekantpæle (betonpæle). I forbindelse med udgravningen af byggegruben er det nødvendigt at forankre sekantpælevæggen i undergrunden. Det sker med jordankre, der bores skråt ned i jorden. Jordankerne bores ca. mellem 5m og 15m  ind under ejendommene (se bilag 2). Dette er en midlertidig foranstaltning for at sikre sekantpælevæggen under udgravningen. Senere i byggeriet er jordankrene ikke længere nødvendige, og spændingen vil derfor blive taget af jordankrene, som derefter ikke vil være virksomme eller i funktion. Jordankrene vil blive liggende i jorden, men vil på ingen måde påvirke ejendommen eller brugen af denne. Hvis der på et tidspunkt skal udgaves en dyb kælder eller lignede under ejendommen, kan jordankrene blot fjernes.

 

Forvaltningen forudsatte, at placeringen af jordankre kunne ske ved frivillige aftaler og uden kompensation til ejendommene, hvilket dog ikke har været muligt. Forvaltningen vurderer ikke, at der er grundlag for at yde erstatning for etableringen af jordankrene, fordi ejerne af ejendommene ikke ses at lide noget tab.

 

På Borgerrepræsentationens møde 25. august 2011 blev der truffet beslutning om, at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at træffe ekspropriationsbeslutning, jf. vejlovens § 49.

 

Der har været afholdt åstedsforretning den 25. november 2011. Ekspropriationsprotokol er vedlagt som bilag 1. På åstedsforretningen blev det meddelt, at den servitut om jordankre, der tinglyses på ejendommene, vil indeholde bestemmelse om, at jordankrene forbliver under ejendommene, og hvis dette på et senere tidspunkt giver anledning til ekstraudgifter for ejerne, betaler Københavns Kommune disse. Det blev endvidere meddelt, at der efter Københavns Kommune opfattelse ikke er grundlag for at yde erstatning for etableringen af jordankrene og pålæg af servitut herom, fordi ejerne af ejendommene ikke ses at lide noget tab. E/F Svanemøllegården og Ejerforeningen Strandvejen 59 har fremsat indsigelser mod ekspropriationen. (bilag 3). I udkast til afgørelse (bilag4) er der nærmere redegjort for de indkomne indsigelser og forvaltningens bemærkninger hertil.

Økonomi

Udgifterne til ekspropriation er dækket af tidligere givet bevilling og udgiftsføres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.22.3 (Vejanlæg). Forvaltningen forventer ikke, at der skal ydes nogen form for økonomisk kompensation.

Videre proces

Når afgørelsen om ekspropriation er truffet af Teknik- og Miljøudvalget, vil der blive sendt brev ud til ejerne herom, og herefter er der en klagefrist på 4 uger.

 

 

                            Hjalte Aaberg                    /Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 23. januar 2012

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F og Ø.
Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: O.
1 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C.

Indstillingen blev godkendt.

(V var ikke til stede under afstemningen).
Til top