Program for parallelopdrag på Sankt Annæ Plads, Store og Lille Strandstræde samt Kvæsthusgade.
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende program for parallelopdrag på Sankt Annæ Plads, Store og Lille Strandstræde samt Kvæsthusgade. Opdraget skal resultere i tre forslag, der belyser hvilket byliv, der kan foregå i området.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at vedlagte ”Program for parallelopdrag for byliv på Sankt Annæ Plads, Store og Lille Strandstræde og Kvæsthusgade” godkendesProblemstilling
Københavns Kommune og Realdania har indgået et samarbejde om at udarbejde et forslag til ny indretning af Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade, Store og Lille Strandstræde (jf. indstilling til Borgerrepræsentationen j.nr. 2011-59328 og notat til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen (j.nr. 2011-820813).
Muligheden for at skabe et nyt sammenhængende byrum i området er opstået i forbindelse med etableringen af et underjordisk parkeringsanlæg ved Kvæsthusmolen og et nyt aktivt byrum på overfladen. Jf. Borgerrepræsentationens beslutning af 10. juni 2009 (j.nr. 2009- 71 550) skal der nedlægges et antal p-pladser i gadeplan svarende til p-kælderen. Det giver mulighed for at forbedre forholdene for fodgængere og cykler og invitere til et varieret byliv i området og dermed bidrage til visionen og målsætningerne i udspillet ”Metropol for Mennesker” og i ”Byrumsstrategi for Nyhavnsområdet”.
Samtidig har beregninger i forbindelse med Københavns Kommunes Klimatilpasningsplan vist, at Sankt Annæ Plads kan spille en central rolle for afledning af vand fra Frederiksstaden efter skybrud og dermed reducere omfanget af skader i området.
Løsning
Realdania har i samarbejde med Københavns Kommune tilrettelagt en proces, der indenfor de givne rammer, sikrer bedst mulig kvalitet og størst mulig koordination mellem Kvæsthusprojektet og Sankt Annæ Plads-projektet. Processen indledes med et parallelopdrag, hvor tre rådgiverhold indbydes til, i en åben proces, at belyse mulighederne for byliv i flg. område:
Sankt Annæ Plads fra Bredgade til Kvæsthusgade, Lille Strandstræde, Store Strandstræde samt Kvæsthusgade. Toldbodgade kan fremadrettet komme til at spille en vigtig rolle i koordineringen af cykel-, fodgænger- og biltrafikken for Sankt Annæ-projektet og Kvæsthusprojektet. Toldbodgade indgår ikke i parallelopdraget, men den tilrettelagte proces muliggør at en eventuel opgradering af Todlbodgade i en senere fase af projektet kan indgå i en samlet løsning for området.
Som grundlag for opdraget er udarbejdet et program (Bilag 1), der bl.a. indeholder formål, vision og mål for byrummene samt forudsætninger, krav og ønsker til forslagene. I det følgende redegøres kort for programmets hovedpunkter og særlige opmærksomhedspunkter.
Formål
Formålet med det parallelle opdrag er, at få det bedst mulige grundlag for den videre planlægning og projektering af området. De tre rådgiverhold skal udarbejde illustrerede bylivsprogrammer, der sammen giver en bred belysning af hvilket byliv, der skal udvikle sig på både kortere og længere sigt i samspil med udvikling af Kvæsthusmolen og det øvrige nærområde.
Vision og mål
Visionen for området er: ”At byrummene får et oplevelsesrigt byliv og en høj arkitektonisk kvalitet samtidig med, at både byliv og arkitektur er forankret i stedets lokale og regionale tilhørsforhold.”
I tråd med visionen er opstillet en række mål, der konkretiserer opgaven.
Målene beskriver de overordnede ønsker til bylivet i området herunder, at Sankt Annæ Plads kan fungere som en hverdagsplads med mulighed for rekreation og samtidig danne ramme for særlige begivenheder, at de arkitektoniske kvaliteter styrkes og understreges, at trafikken indrettes funktionelt og med fokus på at forbedre forholdene for fodgængere og cyklister, at den grønne karakter fastholdes og at håndtering af både ”almindeligt” regnvand og skybrud indgår i den overordnede ide for byrummene.
Særlige opmærksomhedspunkter
Klimatilpasning. Mange ejendomme i området omkring Sankt Annæ Plads blev i sommeren 2011 hårdt ramt af skader som følge af oversvømmelser efter skybrud. Det bekræfter de beregninger, der er udarbejdet i forbindelse med Københavns Kommunes Klimatilpasningsplan. Beregningerne viser også, at det forholdsvis let vil kunne lade sig gøre at reducere skaderne ved at lede regnvandet til de nærliggende havnebassiner. Håndtering af regnvand, både i det daglige og efter skybrud, er derfor et centralt tema på Sankt Annæ Plads og i koordineringen med Kvæsthusprojektet.
Parkering. Det forventes at p-kælderen vil rumme op til 500 p-pladser.
I indstillinger om Havnegade og cykelforbindelse i Nyhavn blev det besluttet at nedlægge henholdsvis 52 og 68 p-pladser.
Der findes i dag ca. 210 almindelige p-pladser på Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade og Strandstræderne. 13 ambassadepladser, 4 handicappladser og taxi-holdepladser skal fortsat findes i området, men som udgangspunkt forudsættes det at nedlægge det meste af den almindelige parkering jf. Borgerrepræsentationens beslutning af 10. juni 2009 (j.nr. 2009- 71 550).
Der skal dog bevares nogle få pladser til varelevering, af- og pålæsning m.m.
I forbindelse med behandling af dispositionsforslaget vil Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen få forelagt en redegørelse om håndtering af parkering i området herunder dækningsgrader, håndtering af provenutab og finansiering af servicemåltal i henhold til parkeringsaftalerne.
Smedejernshegn. Mellem de klippede lindetræer på Sankt Annæ Plads ligger tre grønne midterarealer afgrænset af et smedejernshegn. I forbindelse med den politiske behandling af Byrumsstrategi for Nyhavnsområdet den 4. november 2009 (j.nr. 2009-104814) besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at de ønskede, at hegnet på Sankt Annæ Plads opretholdes. Set i lyset af de aktuelle behov for klimatilpasning og ønsket om, at parallelopdraget giver en bred belysning af mulighederne for byliv, er det imidlertid programmets udgangspunkt, at forslagene skal illustrere, hvilke muligheder der er, hvis hegnet bevares helt eller delvist, og hvilke, hvis det ikke bevares. Den endelige beslutning om hegnet vil således indgå i den politiske behandling af dispositionsforslaget, hvor det kan ses som en del af en samlet løsning.
Proces
Parallelopdraget er tilrettelagt med en åben proces, hvor borgere og interessenter har mulighed for at komme i dialog med både opdragsgiverne og de indbudte rådgiverhold. Det er vigtigt, at dialogen er med til at kvalificere forslagene, og at det foregår i en proces, hvor der kan skabes en fælles viden og forståelse blandt alle involverede. Rådgiverholdene skal derfor som en del af deres ydelse bl.a. deltage i en midtvejs-workshop med borgere, Indre By lokaludvalg, projektets styregruppe, opponenthold, faglige rådgivere, og andre ressourcepersoner.
De indbudte rådgiverhold bedømmes ud fra, om deres forslag er overbevisende løst i forhold til vision og mål for byrummene samt krav og ønsker til besvarelsen. Herudover vil de blive bedømt ud fra, om de hver især bidrager med at udvikle ideer i dialog med opdragsgiver, øvrige deltagere, borgere og interessenter, om de indbudte rådgiverhold kan håndtere processen, samt at de loyalt og åbent diskuterer egne og øvrige rådgiverholds forslag og idéer.
På baggrund af en betænkning udarbejdet af uvildige faglige opponenter og rådgivere vælger projektets styregruppe ét af rådgiverholdene til at udarbejde et endeligt program for ombygningen samt et prissat dispositionsforslag i samarbejde med Lundgaard & Tranberg, som er totalrådgiver på opgaven.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser, da Realdania finansierer både parallelopdraget og udarbejdelse af dispositionsforslag.
Vedr. finansiering af de efterfølgende faser af projektet henvises til Borgerrepræsentationen møde den 15. juni 2011, punkt 27 om Partnerskabsaftale om fornyelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade (2011-59328) samt notat til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen (j.nr. 2011-820813).
Videre proces
Der forventes flg. proces:
Februar 2012- april 2012: Afholdelse og bedømmelse af parallelopdrag
Maj 2012: Orientering til Teknik- og Miljøudvalget om parallelopdragets resultat og forudsætninger for udarbejdelse af dispositionsforslag.
Juni 2012 - januar 2013: Udarbejdelse af dispositionsforslag.
Primo 2013: Dispositionsforslag, herunder finansiering, indstilles til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget samt Borgerrepræsentationen.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:
”For Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti er det væsentligt, at der ikke nedlægges flere parkeringspladser i området før erstatningspladserne under Kvæsthusmolen er klar til ibrugtagning (samtidighedsprincip).”