Mødedato: 23.01.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Projekter for trafiksikkerhed - pakke 1

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende 13 trafiksikkerhedsprojekter og en hastighedszone som anlægspakke (Bilag 1).

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at trafiksikkerhedsprojekt for Christmas Møllers Plads gennemføres som beskrevet i bilag 1.
  2. at trafiksikkerhedsprojekt for Frederikssundsvej/ Tomsgårdsvej-Hulgårdsvej gennemføres som beskrevet i bilag 1.
  3. at trafiksikkerhedsprojekt for Ågade/ Jagtvej gennemføres som beskrevet i bilag 1.
  4. at trafiksikkerhedsprojekt for Tuborgvejs to delstrækninger gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  5.  at trafiksikkerhedsprojekt for Fisketorvet gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  6. at trafiksikkerhedsprojekt for Mimersgade gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  7.  at trafiksikkerhedsprojekt for Tuborgvej/ Tagensvej gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  8.  at trafiksikkerhedsprojekt for Kastrupvej gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  9.  at trafiksikkerhedsprojekt for delstrækning af Frederiksborgvej gennemføres som beskrevet i bilag 1. Projektet medfører, at der nedlægges op til 10 p-pladser uden for parkeringszonen. I henhold til Parkeringsaftale 2011 skal der ikke etableres erstatningspladser, og nedlæggelsen medfører ikke provenutab. 
  10. at trafiksikkerhedsprojekt for delstrækning af Østerbrogade gennemføres som beskrevet i bilag 1. Projektet medfører, at der nedlægges op til 10 p-pladser uden for parkeringszonen. I henhold til Parkeringsaftale 2011 skal der ikke etableres erstatningspladser, og nedlæggelsen medfører ikke provenutab. 
  11. at trafiksikkerhedsprojekt for Emdrupvej gennemføres som beskrevet i bilag 1. Projektet medfører, at der nedlægges 50 p-pladser uden for parkeringszonen. I henhold til Parkeringsaftale 2011 skal der ikke etableres erstatningspladser, og nedlæggelsen medfører ikke provenutab. 
  12. at trafiksikkerhedsprojekt for Roskildevej/Peter Bangsvej gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  13. at trafiksikkerhedsprojekt for Borups Plads/Borups Allé gennemføres som beskrevet i bilag 1. 
  14. at hastighedszone på Ydre Nørrebro gennemføres efter retningslinjerne i bilag 1. Der nedlægges om nødvendigt op til 20 p-pladser i området for at sikre forbedring af oversigtsforhold i f.eks. kryds. Pladserne ligger uden for parkeringszonen, og der skal i henhold til Parkeringsaftale 2011 ikke etableres erstatningspladser. Nedlæggelsen medfører ikke provenutab.

Problemstilling

Det er fortsat en udfordring i Københavns Kommune at skabe tilstrækkelig tryghed og sikkerhed for fodgængere og cyklister. I København har vi en målsætning, som følger Færdselssikkerhedskommissionens nationale plan: en reduktion af dræbte og alvorligt tilskadekomne med 40 % i perioden fra 2007 til 2012. I København har vi desuden skærpede mål for cyklister: målet er her en reduktion med 50 % af dræbte og alvorligt tilskadekomne.

I 2010 registrerede politiet 14 dræbte og 204 alvorligt tilskadekomne i trafikken i København. For at opfylde målet skal dette tal være nede på i alt 193 alvorligt tilskadekomne inkl. dræbte i 2012. For cyklister er der registreret tre dræbte og 89 alvorligt tilskadekomne i 2010, og målet for 2012 er at nå ned på 65 alvorligt tilskadekomne inkl. dræbte.

Det vil således kræve en særlig indsats for at nå målene i 2012, specielt målet for cyklister. Der er derfor behov for at gennemføre en systematisk indsats for at nedbringe antallet af færdselsulykker i den københavnske trafik.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte 24. oktober 2011 forvaltningens prioritering af trafiksikkerhedsprojekter. Borgerrepræsentationen godkendte den 1. december 2011, at anvende 25,698 mio. kr. til prioriterede trafiksikkerhedsindsatser. Borgerrepræsentationen gav samtidig Teknik- og Miljøudvalget mandat til en særlig ”fast-track” proces, hvor Teknik- og Miljøudvalget godkender enkeltprojekter fra omtalte prioritering af trafiksikkerhedsprojekter inden deres udførelse.

Løsning

Denne anlægspakke indeholder 13 trafiksikkerhedsprojekter og en hastighedszone. Forvaltningen har analyseret trafikuheld med særlig fokus på trafiksikkerheden for cyklister og fodgængere. Projekterne er udtryk for en prioritering i forhold til de steder, hvor der opnås størst forbedring af trafiksikkerheden pr. investeret krone.

Anlægspakken indeholder skitseprojekter for forbedring af trafiksikkerheden i følgende vejkryds (se bilag 1):

  • Christmas Møllers Plads

  • Frederikssundsvej/ Tomsgårdsvej - Hulgårdsvej

  • Ågade/ Jagtvej

  • Fisketorvet

  • Tuborgvej/ Tagensvej

  • Roskildevej/ Peter Bangsvej

  • Borups Plads/ Borups Allé

Anlægspakken indeholder desuden ombygning af følgende vejstrækninger (se bilag 1):

  • Tuborgvej (to strækninger)
  • Mimersgade
  • Kastrupvej
  • Frederiksborgvej (delstrækning Tomsgårdsvej – Glasvej)
  • Østerbrogade (delstrækning Strandboulevarden – Ryvangs Allé)
  • Emdrupvej

Ved at gennemføre ovennævnte kryds- og strækningsprojekter vurderer forvaltningen, at der over en femårig periode spares 67 uheld med 26 personskader – hvoraf over 80 % er cyklister og fodgængere. 
Endelig beskriver anlægspakken retningslinjerne for det næste område, der skal indrettes med 40 km/t hastighedszone. Hastighedszonen er en fortsat udførelse af fartdæmpning i byens boligområders lokalgader (se bilag 1)

  • Ydre Nørrebro

Der etableres 40 km/t hastighedszone på lokalgader og dele af bydelsgaderne Lundtoftegade, Mimersgade, Hillerødgade og Baldersgade i zonen, der på Ydre Nørrebro er afgrænset af de overordnede gader: Jagtvej, Tagensvej, Banen og Ågade-Bispeengbuen. De overordnede gader indgår ikke i 40 km/t zonen.  

Forvaltningen fremlægger parkeringsredegørelse for følgende fire projekter (se bilag 2):

  • Frederiksborgvej: Projektet medfører, at der nedlægges op til 10 p-pladser ud af 108 pladser.  Belægningsprocenten er i dag under 80 % og skønnes efter nedlæggelsen at være under 85 %.
  • Østerbrogade: Projektet medfører, at der nedlægges op til 10 pladser ud af 85 pladser. Belægningsprocenten er i dag under 80 % og skønnes fortsat at være under 80 %. Parkeringen organiseres med parkeringsbaner i begge sider. Det giver mulighed for parkering hele døgnet. parkeringsrammer.
  • Emdrupvej: Projektet nedlægger på en delstrækning 50 ud af 115 parkeringspladser.  Belægningsprocenten på vejen er i dag under 80 % og skønnes at være under 85 % på grund af mange ledige pladser i de tilstødende lokalgader.
  • Hastighedszone på Ydre Nørrebro: Der nedlægges om nødvendigt op til 20 p-pladser ud af ca. 4.000 i området for at sikre forbedring af oversigtsforhold i f.eks. kryds.
Samtlige p-pladser, der nedlægges, er beliggende uden for parkeringszonen. I henhold til Parkeringsaftale 2011 skal der således ikke etableres erstatningspladser, og nedlæggelsen medfører ikke provenutab.

Økonomi

Borgerrepræsentation frigav den 1. december 2011 i alt 25,698 mio. kr. til trafiksikkerhedsprojekter. Anlægspakken med 13 kryds- og strækningsprojekter samt hastighedszonen svarer til 14,496 mio.kr. De resterende midler er frigivet til brug for blandt andet dynamiske hastighedstavler, ”din fart”-tavler, adfærdspåvirkning af trafikanterne, pilotprojekt med registrering af skadestuedata og evaluering af kommunens trafiksikkerhedsindsats.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt projekterne, vil forvaltningen starte udførelsen af dem. Det forventes, at alle projekter udføres i 2012 eller 2013. Nogle af trafiksikkerhedsprojekterne skal koordineres med andre projekter – som f.eks. Nordhavnsvej (Tuborgvej og Østerbrogade) samt renovering af kørebaner og belægning (Gammel Kongevej og Emdrupvej), hvilket kan få indflydelse på tidsplanen.

Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer en gang om året Teknik- og Miljøudvalget om fremdriften i kommunens trafiksikkerhedsindsats. Notatet indeholder oplysningen om uheldsudviklingen i forhold til kommunens målsætninger, herunder målsætningen om at halvere antal dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister. Notatet forventes forelagt før sommerferien 2012 og vil desuden være en orientering om fremdriften i de godkendte trafiksikkerhedsprojekter.

Forvaltningen forventer at fremlægge trafiksikkerhedspakke II til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget i april 2012.

 

 

         
        Hjalte Aaberg                                   /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 23. januar 2012

Socialdemokraterne stillede ændringsforslag til indstillingens 14. at-punkt om:

”at der på Ydre Nørrebro ikke reduceres i antallet af parkeringspladser”

For ændringsforslaget stemte 6 udvalgsmedlemmer: A, C, O og V.
Imod ændringsforslaget stemte 5 udvalgsmedlemmer: B, F og Ø.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingens 1.-8. at-punkter blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingens 9. at-punkt:

For indstillingen 9. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, og Ø.
Imod indstillingens 9. at-punkt stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, V og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingens 9. at-punkt blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingens 10. at-punkt:

For indstillingen 10. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, og Ø.
Imod indstillingens 10. at-punkt stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, V og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingens 10. at-punkt blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingens 11. at-punkt:

For indstillingen 11. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, og Ø.
Imod indstillingens 11. at-punkt stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, V og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingens 11. at-punkt blev vedtaget.

Indstillingen 12. og 13. at-punkter blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingens reviderede 14. at-punkt:

For indstillingen reviderede 14. at-punkt stemte 4 udvalgsmedlemmer: A og B.
Imod indstillingens reviderede 14. at-punkt stemte 1 udvalgsmedlem: V.
6 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C, F, O og Ø.

Indstillingens reviderede 14. at-punkt blev vedtaget.

Indstillingen blev godkendt.

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at Østerbrogade og Emdrupområdet ikke kan klare nedlæggelse af i alt 60 p-pladser. Nedlæggelserne sker udenfor p-zonen og skal ikke erstattes. Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti vil holde nøje øje med behovet for p-pladser i de to områder og eventuelt foreslå anlæg af flere p-pladser.”


Til top