Opsætning af toiletter
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender,
- at der frigives en anlægsbevilling på 5,43 mio. kr. til opstilling og indkøb af nye handicapegnede toiletter. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2015.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
2. at der i Folkets Park på Nørrebro opsættes et misbrugeregnet toilet.
Problemstilling
I Budget 2014 (A, B, F, O og Ø) (BR 3. oktober 2013) blev der afsat 7,0 mio. kr. til ”opstilling af flere nye toiletter i byen, der hvor der er størst behov og er tilgængelige for handicappede”.
Af de i alt 7,0 mio. kr. er 1,57 mio. kr. allerede frigivet.
Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget frigiver de resterende midler og godkender, at der opsættes et misbrugeregnet toilet i Folkets Park. Et handicapegnet toilet konverteres således til et misbrugeregnet toilet.Løsning
Den konkrete placering af de enkelte handicapegnede toiletter er ikke endeligt fastlagt. Forvaltningen har udarbejdet en bruttoliste, jf. bilag 1, over steder i byen, hvor der er plads til og behov for, at opsætte et handicapegnet toilet. Der er flere mulige placeringer, end der er midler til.
Forvaltningen fastlægger den endelige placering af de handicapegnede toiletter, på baggrund af borgerhenvendelser, ønsker fra Lokaludvalg, dialog med handicpaorganisationer, samt forvaltningens vurdering af hvilke behov, der er i byen. Forvaltningen forventer en endelig afklaring på spørgsmålet om placering i løbet af oktober 2014. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret om den endelige placering af de handicapegnede toiletter i begyndelsen af november 2014.
I efteråret 2014 afklares desuden de tekniske forhold, så toiletterne kan opsættes. Dette sker i samarbejde med ekstern rådgivning inden opgaven med opsætning af toiletter sendes i udbud.
Parallelt med denne proces bliver der udarbejdet et udbud om indkøb af handicapegnede toiletter. Kontrakten om indkøb af handicapegnede toiletter forventes indgået primo januar 2015. Der kan ikke indgås kontrakt med en leverandør, før midlerne er frigivet.
I forbindelse med projektet ”Folkets Park - tryghedsskabende foranstaltninger”, er der udarbejdet en undersøgelse der viser, at der er behov for et misbrugeregnet toilet på denne lokalitet.
Et misbrugeregnet toilet er kendetegnet ved, at der er en åbning mellem døren og gulvet, så man kan se, om en person er faldet om. Åbningen gør, at man kan trække en person, der er faldet om ud, selv om døren er låst. Det misbrugeregnede toilet kan bruges af alle, dog ikke af kørerstolsbrugere.
I forbindelse med det igangværende tryghedsskabende anlægsprojekt i Folkets Park, vil det være en fordel at få et misbrugeregnet toilet anlagt samtidig, da det vil kunne ske et samarbejde med den entreprenør, som allerede arbejder i Folkets Park, og dette vil kunne spare projektet for midler.
Økonomi
I Budget 2014 (Æ9) blev der afsat en rådighedsbevilling på 7,0 mio. kr. (2014 p/l) til opstilling af 8 nye handicapegnede toiletter. Af de i alt 7,0 mio. kr. er 1,57 mio. kr. stjernemarkeret og dermed allerede frigivet. De frigivne midler er primært anvendt på projektudvikling og rådgivning i forbindelse med opstilling af de nye handicapegnede toiletter.
Med denne indstilling ønskes de resterende 5,43 mio. kr. frigivet til opstilling og indkøb af handicapegnede toiletter.
De 5,43 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.25.10.3 i 2015. Se også tabellen nedenfor:
Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2014 p/l) |
|
År 2015 |
I alt |
||||
TMU |
Opstilling af nye handicapegnede toiletter |
3400 Ordinær anlæg |
0.25.10.3 |
5.430 |
5.430 |
I alt |
- |
- |
- |
5.430 |
5.430 |
De forventede udgifter til ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg fremgår af nedenstående tabel:
Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler
1.000 kr. (2014 p/l) |
2015 |
I alt |
Ekstern rådgivning |
0 |
0 |
Interne udgifter |
0 |
0 |
Anlæg af projektet (opstilling og indkøb af toiletter) |
5.430 |
5.430 |
I alt |
5.430 |
5.430 |
I Budget 2014 (Æ9) blev der afsat 0,275 mio. kr. i 2014 og 1,085 mio. kr. i 2015 til afledte driftsudgifter i forbindelse med de nye toiletter. Midlerne blev afsat på Økonomiudvalgets budget og overføres til Teknik- og Miljøudvalget, når toiletterne er opført.
Videre proces
I efteråret 2014 afklares den endelige placering af de handicapegnede toiletter, og der udarbejdes udbud for indkøb af toiletterne. Parallelt med placeringen af toiletterne skal de tekniske løsninger i forbindelse med opsætningen afklares.
Opsætningen af toiletterne forventes at ske fra 2. kvartal af 2015 til udgangen af 2015.
Pernille Andersen
/ Anders Møller
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om: ”At Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger indstilling om endelig placering af de handicapegnede toiletter primo 2015.”
Ændringsforslaget blev godkendt.
Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med det vedtagne ændringsforslag.