Mødedato: 22.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Områdefornyelse 2015

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal søge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om midler til områdefornyelser i 2015 samt placeringen af indsatsen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen sender ansøgninger til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om midler til igangsættelse af to områdefornyelser i Rentemestervejkvarteret i Bispebjerg (se bilag 1).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøforvaltningen skal bemyndiges til at søge staten om finansiering til to nye områdefornyelser i Rentemestervejkvarteret i Bispebjerg. Områdefornyelse er et væsentligt redskab i realiseringen af Politik for Udsatte Byområder (Borgerrepræsentationen 1. december 2011), som har til hensigt at løfte udsatte byområder ind i en mere positiv udvikling.

Løsning

Byfornyelsesloven giver kommunerne mulighed for én gang årligt at søge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om støtte til områdefornyelsesprojekter, som kan afhjælpe fysiske og sociale problemer. Den statslige ramme er maks. 10 mio. kr. pr. områdefornyelse. Der kan ansøges om op til to områdefornyelser.

Københavns Kommune har i Hovedaftalen med den almene boligsektor forpligtiget sig til at iværksætte 1-2 områdefornyelser om året (se bilag 2 for igangværende områdefornyelser).

Med henblik på at indstille det næste område, som kommunen kan styrke med en områdefornyelse, har Teknik- og Miljøforvaltningen screenet København med udgangspunkt i områdernes behov og de lovfastsatte støtteberettigede kriterier, som består af følgende:

  1. Områdemæssige problemer, fx fysisk nedslidte bygninger, veje og offentlige arealer, trafikale problemer, manglende offentlige og private servicetilbud.
  2. Behov for bygningsfornyelse
  3. Sociale og beskæftigelsesmæssige problemer

På den baggrund indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen ud fra en samlet vurdering, at der ansøges om statslig støtte til at gennemføre én dobbelt områdefornyelse i Rentemestervejkvarteret (Bispebjerg). Alternativt kan der ansøges om støtte til én områdefornyelse i Kulbanevejkvarteret (Valby) samt én områdefornyelse i Bavnehøj (Sydhavnen). De tre områder er nærmere beskrevet i bilag 1.

Ansøgninger til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udarbejdes i samarbejde med relevante forvaltninger og lokale aktører. I den forbindelse kan der forekomme justeringer af områdernes afgrænsning.

Rentemestervejkvarteret
Det er forvaltningens vurdering, at Rentemestervejkvarterets udfordringer har en karakter, som bedst matcher ministeriets støttekriterier.
Området har nedslidte veje og byrum, er præget af trafikale problemer, har sociale problemstillinger samt et behov for bygningsfornyelse. Desuden har området en størrelse, der gør det muligt at søge om to områdefornyelser, som kan gennemføres af ét sekretariat, der har volumen til at udvikle kvarteret markant. Der er desuden potentiale for et sekretariatssamarbejde med områdefornyelsen i det tilstødende Fuglekvarteret. Rentemester-vejkvarter foreslås derudover godkendt som første prioriteret, da områdefornyelsen vil kunne igangsættes sammen med andre planlagte initiativer i området og dermed opnå en fælles synergi. Herunder indgår to omfattende fysiske og boligsociale helhedsplaner, en kommunal udvikling af Bispebjerg Kirkegård samt udviklingen af Nørrebro Station og Bispebjerg Hospital.

Samtidig er Nørrebro inde i et omfattende løft med områdefornyelse af såvel Indre Nørrebro som Fuglekvarteret, samt en omfattende satsning i og omkring Mjølnerparken, som skaber et fælles momentum for udvikling af bydelen.

Det skal bemærkes, at Bispebjerg Lokaludvalg har ønsket en områdefornyelse i Ryparken-Lundehus.


Alternativ til Rentemestervejkvarteret: Bavnehøj og Kulbanevejkvarteret

Bavnehøj
Kvarteret er afskåret fra de omkringliggende områder på grund af gennemføringen af veje, jernbaner og placeringen af Vestre Kirkegård. En områdefornyelse vil derfor have som centralt tema at skabe forbindelser til den resterende del af Sydhavnen, hvor der netop er igangsat en områdefornyelse. Boligmassen i Bavnehøj er ikke præget af installationsmangler, men der er et stort behov for bygningsfornyelse baseret på energirigtige løsninger på grund af de mange små lejligheder med et højt varmeforbrug.
Der er planlagt og iværksat en række andre fysiske aktiviteter, med henblik på at styrke udviklingen af bydelen, som sammen med en områdefornyelse vil kunne udvikle kvarteret markant. Områdets relativt lave beboerantal bevirker, at der kun kan ansøges om én områdefornyelse.

Kulbanevejkvarteret
Kvarteret er præget af de store almene boligbebyggelser Henriksgården og Hornemanns Vænge, som begge er isoleret fra den resterende del af kvarteret. Veje og byrum i dette område er nedslidte og mangler vedligehold. Isolationen vil blive yderligere forstærket af den kommende Ringstedbane, som vil gennemskære området. En områdefornyelsesindsats i kvarteret vil have som fokus at styrke sammenhængen mellem de almene boligområder og det omkringliggende kvarter, hvoraf en større del er præget af villaer.
 Kulbanevejkvarteret har et mindre behov for bygningsfornyelse, hvilket betyder, at risikoen for ikke at opnå støtte fra ministeriet er større ved at ansøge om Kulbanevejkvarteret sammenlignet med de to øvrige områder. Områdets relativt lave beboerantal bevirker, at der kun kan ansøges om én områdefornyelse.

Økonomi

I ansøgningen til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter søger Københavns Kommune om to gange 10 mio. kr. statslig medfinansiering til etablering af områdefornyelser til en samlet sum på 60 mio. kr. Støtten søges med forbehold for, at Københavns Kommune tilvejebringer medfinansiering på de resterende 2/3 svarende til 40 mio. kr. Kommunen er herefter ikke forpligtet til at anvende statens eventuelle reservation. 

En reservation af områdefornyelsesmidler giver derudover Københavns Kommune mulighed for at få andel i statens ekstraordinære byfornyelsesramme til bygningsfornyelse og gårdhaver i kvarteret. De ekstraordinære byfornyelsesmidler forventes at udgøre op til 25 mio. kr.

Videre proces

Forvaltningen udarbejder ansøgninger til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Forvaltningen vil få svar på ansøgningen i april 2015. Herefter vil Teknik- og Miljøudvalget blive bedt om at tage stilling til den kommunale medfinansiering.


         Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For indstillingen stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C, I og V.
Ingen undlod at stemme.

Til top