Mødedato: 22.08.2022, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Resultat af ekstern juridisk vurdering i byggesag på Frederiksborgvej 234, Bispebjerg

Se alle bilag

Teknik-og Miljøudvalget skal tage stilling til, at forvaltningen på baggrund af den eksterne juridiske vurdering giver ny byggetilladelse i sagen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gives ny byggetilladelse til ombygning og udvidelse af ejendommen på Frederiksborgvej 234.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 13. december 2021, at der skulle gennemføres en ekstern juridisk vurdering af byggesagen på Frederiksborgvej 234, før der kunne træffes afgørelse i sagen.

Byggeriet er færdigbygget på baggrund af byggetilladelsen fra 2015, men forvaltningen skal genbehandle sagen, fordi klageinstansen i 2020 har hjemvist byggetilladelsen til fornyet behandling, idet naboerne oprindeligt ikke var blevet partshørt.

Forvaltningens forslag til kommissorium for den eksterne juridiske vurdering blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 14. marts 2022. Forvaltningen anbefalede, at advokatfirmaet Horten foretog vurderingen af sagen, da Horten er et af få advokatfirmaer, der har en stærk faglig indsigt i planloven og byggeloven, hvilket er en væsentlig del af undersøgelsesområdet i sagen.

Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede den 20. juni 2022 Teknik- og Miljøudvalget om resultatet af den eksterne juridiske vurdering i sagen.

Sagen forelægges Teknik- og Miljøudvalget efter anmodning fra Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Løsning

Den 16. maj 2022 modtog forvaltningen Hortens besvarelse af kommissoriet (bilag 3). Hortens overordnede konklusion ift. mulighederne for at meddele afslag på byggetilladelse i forbindelse med den igangværende nye byggesagsbehandling er:

”Vi vurderer, at det i den foreliggende sag, hvor byggeriet er opført i henhold til og i overensstemmelse med en meddelt byggetilladelse, vil være i strid med ejers berettigede forventninger at stille krav om fysisk lovliggørelse af byggeriet på Ejendommen. Vi vurderer endvidere, at et krav om fysisk lovliggørelse med stor sandsynlighed vil anses som uproportionalt.” (Bilag 3, s. 31).

Ift. klageinstansens hjemvisning af sagen pga. manglende partshøring konkluderer Horten følgende:

Vi vurderer, at det er en rigtig forståelse af Afgørelsen, at Byggeklageenhedens

hjemvisning er begrundet i manglende partshøring. Byggeklageenheden vurderer, at klagerne burde have været partshørt, idet det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der ville være væsentlige indbliksgener for naboerne (Bilag 3, s. 26).

I perioden fra forvaltningen meddelte byggetilladelse i 2015 og til hjemvisningen i 2020 har forvaltningen udarbejdet retningslinjer for partshøringer, som danner grundlag for byggesagsbehandlingen og er med til at sikre, at forvaltningslovens regler ompartshøring fremadrettet overholdes. Retningslinjerne opdateres løbende pba. praksis, som den kommer til udtryk i retsafgørelser og afgørelser fra klageinstanser samt i udtalelser fra Folketingets Ombudsmand.

Teknik- og Miljøudvalget forelægges i det følgende det samlede resultatet af den eksterne juridiske vurdering og byggesagens videre proces.

Baggrund for byggesagen

Forvaltningen gav i 2015 byggetilladelse til at ombygge en treetagers ejendom på Frederiksborgvej 234. Byggeriet er i dag færdigbygget på baggrund af byggetilladelsen. Efter ombygningen har ejendommen fået ny udnyttet tagetage samt udvendig efterisolering med hvidpudset facade, hævet opholdsareal i baghaven og altaner i begge gavle.

I forbindelse med byggeriets udførelse klagede naboerne i 2018 over byggeriet til Byggeklageenheden. I april 2020 traf klageinstansen afgørelse om, at forvaltningen forud for udstedelse af byggetilladelsen skulle have partshørt naboerne om mulige indbliksgener som følge af byggeriet. Derfor ophævede klageinstansen forvaltningens byggetilladelse fra 2015. Forvaltningen har således genoptaget sagen og er i gang med at behandle den igen.

Indhold af den eksterne juridiske vurdering  

Formålet med den eksterne juridisk vurdering er at afklare, hvorvidt sagsbehandlingen holder sig inden for lovgivningens rammer, og om forvaltningen har ret i, at ansøger ikke kan nægtes ny byggetilladelse. I bilag 4 gengives indholdet af den eksterne juridiske vurdering, samt uddrag af Hortens besvarelse. Det fulde kommissorium fremgår af bilag 2 og Hortens besvarelse af bilag 3.

Politisk handlerum
På baggrund af den eksterne juridiske vurdering er der ikke noget politisk handlerum i sagen. Der er således ikke andre muligheder end at give den byggetilladelse, der lovliggør det allerede opførte byggeri. Sagens parter får mulighed for at påklage en ny byggetilladelse.

Økonomi

Der er udgifter for Københavns Kommune forbundet med gennemførelsen af den eksterne juridiske vurdering. Forvaltningen har fået oplyst, at der er registreret tid på sagen svarende til 113.675 kr. ex moms i henhold til taksterne i samarbejdsaftalen med Københavns Kommune. Besvarelsen har således ikke kunne holdes inden for det oprindelige overslag på 100.000 kr. ex moms.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen give byggetilladelse til byggeriet.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. august 2022

 

Socialdemokratiet ønskede at få Teknik- og Miljøforvaltningens vejledning i forbindelse med ønske om at stille ændringsforslag om, at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at håndhæve bygningens bevaringsværdi med henvisning til Byggeloven, ført til protokol.

Det ønskede ændringsforslag, der blev vurderet: ”at Teknik- og Miljøforvaltningen skal - i tråd med Kommuneplanens rammer - håndhæve bygningens bevaringsværdi med henvisning til Byggelovens § 6D, så byggeriet kan komme i harmoni med omgivelserne. Løsningen indebærer bibeholdelse af den eksisterende tagetage, så det økonomiske spild mindskes mest muligt samtidig med, at vi undgår en præcedens, hvor entreprenører fremover vil kunne kræve udvendig isolering af bevaringsværdige, murede bygninger med henvisning til ligebehandlingsprincippet.”

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderede, at det ikke var muligt at stille det ønskede ændringsforslag indenfor de kommunale styrelsesregler. Således vurderede forvaltningen, at da ændringsforslaget efter sit indhold ikke var lovligt at vedtage, kunne det ikke lovligt stilles på mødet. Socialdemokratiet blev vejledt om, at de kunne stille de ændringsforslag, der fremgår af protokollen ÆF1 og ÆF2 inden for de kommunale styrelsesregler.

 

Socialdemokraterne stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt (ÆF1):

”at der ikke på det forelæggende grundlag gives ny byggetilladelse til ombygning og udvidelse af ejendommen på Frederiksborgvej 234.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, C og V

Imod stemte: B, F, Ø og Å

 

Socialdemokraterne stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt (ÆF2):

 

”at Teknik- og Miljøudvalget trækker sagen fra Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på, at Teknik- og Miljøudvalget vurderer og tager stilling til, om der meddeles ny byggetilladelse til ombygning og udvidelse af ejendommen på Frederiksborgvej 234.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, C og V

Imod stemte: B, F, Ø og Å

 

Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod ingen. 5 undlod at stemme.

 

For stemte: B, F, Ø og Å

Undlod at stemme: A, C og V

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Enhedslisten noterer sig, at det er Teknik- og Miljøudvalgets vurdering, at der i visse sager på udvalgets område er behov for ekstern juridisk bistand."

 

Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne noterer sig, at byggetilladelse til omdannelse af huset ville være blevet givet, selv hvis forvaltningen ikke havde begået nogen fejl, samt at det er forvaltningens og Hortens vurdering at der ikke er lovgivningsgrundlag for at kræve en fysisk lovliggørelse.”

Til top