Mødedato: 22.08.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Benyttelse af husbåden Liva II i Nyhavn

Lars Berg Dueholm har bedt om at få sagen om benyttelsen af husbåden Liva II i Nyhavn forelagt Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, 
  1. at Teknik- og Miljøudvalget tager forvaltningens administration af sagen vedrørende benyttelsen af husbåden Liva II i Nyhavn til efterretning.

Problemstilling

Lars Berg Dueholm er af den opfattelse, at der bliver drevet advokatvirksomhed fra husbåden Liva II, hvilket er i strid med den godkendte anvendelse, og har bedt om at få sagen forelagt Teknik- og Miljøudvalget. Forvaltningen har løbende ført tilsyn med husbåden, men vurderer, at der ikke på det foreliggende grundlag findes et juridisk holdbart grundlag for at udstede et påbud om ophør af advokatvirksomhed.

Løsning

I henhold til rammerne for lokalplanlægningen i Kommuneplan 2009 fastlægges anvendelsen af husbåde til helårsboliger. Herudover kan husbåde tillades anvendt til kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige funktioner, som er forenelige med anvendelsen til boliger. Endvidere kan husbåde anvendes til publikumsorienterede serviceerhverv, såsom butikker, caféer, restauranter, hoteller og vandrehjem.

 

Forvaltningen har vurderet, at en anvendelse af husbåden Liva II til cabarét-teater, udstilling og bibliotek samt uddannelses- og kursusvirksomhed overholder rammerne i kommuneplanen, og der er derfor den 2. november 2010 givet byggetilladelse til at benytte øvre dæk på Liva II til faciliteter for menneskerettighedscenteret ”Human Rights in Action”. Advokat Thorkild Høyer er repræsentant for centeret, hvor der er ansat i alt 6 personer, hovedsageligt advokater.

 

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 13. december 2010 taget indstilling vedrørende anvisning af kajplads i Nyhavn (2010-175738) til efterretning med protokolbemærkning om, at man politisk beklager, at der er givet byggetilladelse og anvist kajplads i Nyhavn til Liva II.

 

Forvaltningen har været i løbende kontakt med advokaten, fordi det både på internettet og i medierne har været annonceret, at der skulle åbnes advokatkontor på båden. Forvaltningen har gentagne gange på møder og på skrift gjort advokaten opmærksom på, at den administration, der er nødvendighed for at drive menneskerettighedscenteret, vil være tilladt, hvorimod egentlig advokatvirksomhed ikke vil være i overensstemmelse med rammerne i kommuneplanen.

 

Advokaten har henvist til, at hans advokatpraksis fra 1. april 2011 drives fra adressen Havnegade 39, der er et såkaldt ”kontorhotel”. Han har beklaget de fejlagtige oplysninger på diverse hjemmesider, som nu er rettet. Der henvises således på advokatfirmaets hjemmeside til, at de har kontor i Havnegade 39, hvilket også fremgår af skiltning på den pågældende ejendom.

 

Det har i forbindelse med forvaltningens løbende eftersyn kunnet konstateres, at der konsekvent arbejder 4-6 personer på båden, men det har ikke været muligt at konstatere, hvorvidt der bliver drevet advokatvirksomhed.
 

”Human Rights In Action” har endnu ikke åbent for publikum, idet der har været en omfattende vandskade på båden. Man forventer at åbne i starten af september 2011. Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere de faktiske forhold.

 

Det er forvaltningen, der har bevisbyrden for, at husbåden benyttes i strid med byggetilladelsen, og forvaltningen vurderer, at eftersynene ikke har givet et juridisk holdbart grundlag for i medfør af byggeloven at udstede et påbud om ophør af advokatvirksomhed. 


I forbindelse med udstedelse af et lovliggørelsespåbud er det forvaltningens praksis, at det skal være overvejende sandsynligt, at der vil kunne ske domfældelse, såfremt det bliver nødvendigt at rejse en straffesag ved domstolene, og det vurderes ikke at være tilfældet på nuværende tidspunkt i denne sag.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil fortsat løbende foretage eftersyn med henblik på at sikre, at benyttelsen af Liva II opfylder byggetilladelsens krav.


Hjalte Aaberg
                                                    /Lis Napstjert

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 22. august 2011

Indstillingen blev udsat
Til top