Mødedato: 22.08.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Renholdelse og udgifter til Distortion 2011

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte renholdelse og udgifter til Distortion 2011. Drøftelsen sker på baggrund af et medlemsforslag fra Konservative (TMU 20-06-2011).

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. At Teknik- og Miljøudvalget drøfter renholdelsen under og efter Distortion 2011 og de kommunale udgifter forbundet med oprydningen efter arrangementet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 20. juni 2011 et medlemsforslag fra Konservative om, at udvalget på det første udvalgsmøde efter sommerferien skulle drøfte renholdelse og kommunale udgifter til Distortion 2011.

Til drøftelsen ønskes det oplyst:

  • hvad Teknik- og Miljøforvaltningen har gjort for at håndhæve et højt renholdelsesniveau under og efter Distortion
  • hvilke udgifter Teknik- og Miljøforvaltningen har haft til Distortion
  •  om der er stillet sikkerhed for betaling af beløbet og om udgifterne allerede er betalt af Distortion eller om kommunen risikerer at lide tab.

Distortion er et årligt musik- og gadefest arrangement, der strækker sig over 5 dage. Hver dag foregår gadefesten i en ny bydel. Distortions popularitet er steget eksplosivt de seneste år. Deltagerantallet voksede i 2011 til 70-100.000 fra 30-40.000 i 2010 på hver af de 4 store festdage (onsdag den 1. juni 2011 til lørdag den 4. juni 2011).

Løsning

Forvaltningen stiller ved store arrangementer som Distortion krav til arrangørerne om en godkendt renholdelsesplan og en forudgående dialog med forvaltningen. Renholdelsesplanen forpligter arrangøren til at planlægge oprydning under og efter arrangementet og at sørge for toiletfaciliteter, som passer til det forventede deltagerantal.

Forud for arrangementet havde Distortion udarbejdet en renholdelsesplan, der var godkendt af forvaltningen. Renholdelsesplanen er vedlagt som bilag 1. I planen var der taget højde for øget beredskab i forhold til 2010. Distortion havde indgået aftale med forvaltningen om leje af maskiner, affaldsbeholdere og personale til oprydningen under og efter arrangementet. Distortion garanterede øget beredskab af frivillige kræfter til oprydningen.

At så mange mennesker var på gaderne, og at de ikke forlod gaderne, da det officielle arrangement sluttede kl. 22, men først tidligt på morgenen, vanskeliggjorde oprydningen og medførte enorme mængder affald. Det er ikke muligt at transportere affald, når gaderne er fyldt ud af en stor menneskemængde. Hertil kommer, at det frivillige oprydningsberedskab viste sig ustabilt, da flere ikke mødte op som planlagt, især på de sidste dage.

Der blev afholdt piratfester mange steder i byen, der ikke var en del af det officielle program. Piratfesterne medførte i sig selv store mængder affald i meget af byen, og dermed en renholdelsesopgave, som kommunen selv har måttet betale.

Arrangementer af Distortions omfang fører ofte til afledte, mere eller mindre spontane fester og aktiviteter ved siden af det officielle arrangement. Det gør det svært præcist at definere, hvilken del af renholdelsesopgaven, som er arrangørens ansvar og hvilken, som er kommunens (eller evt. andre arrangørers) ansvar. I forvaltningens foreløbige interne evaluering af Distortion 2011 går overvejelserne i retning af, at Distortion 2012 bør udfolde sig på færre, men større og mere sammenhængende områder.

Økonomi

Der var - jf. renholdelsesplanen for arrangementet - indgået aftale med forvaltningen om leje af personale, maskiner og affaldsbeholdere. Som følge af aftalen har Distortion modtaget en faktura fra forvaltningen på i alt 128.000 kr. Yderligere er der sendt en opkrævning på 23.000 kr. for ekstra oprydning på grønne arealer. De to regninger med betalingsfrist d. 27. juli 2011 er pr. 2. august 2011 endnu ikke betalt af Distortion, eftersom Distortion har indgivet indsigelse mod opgørelserne.

Det officielle Distortion-arrangement har ikke medført ekstraudgifter i forbindelse med rengøring af fortove, pladser og gader. Der blev flyttet rundt på ressourcerne sådan, at rengøringen efter Distortion fik særlig fokus – hvilket er normal praksis som følge af forvaltningens strategi om at rengøringen koncentreres der, hvor behovet er størst og nedprioriteres andre steder.

Der er ikke stillet sikkerhed for betaling af de opkrævede beløb, hvilket stemmer overens med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i 2005 om at ophæve kravet om indbetaling af depositum for arrangementer på gader og pladser i byen (BTU 204/2005 J.nr. 21510.0005/04).

Københavns Kommune har i 2011 via Kultur og Fritidsforvaltningen ydet 850.000 kr. og via Økonomiforvaltningen ydet 113.800 kr. i støtte til Distortion. Sidstnævnte beløb er søgt specifikt til omkostninger vedr. renhold og udbetales, når Økonomiforvaltningen har modtaget regningerne for renholdelse af Distortion-arrangørerne.

Videre proces

Der er afholdt evalueringsmøde internt i forvaltningen og med Distortion. Evalueringen har resulteret i en række anbefalinger, der skal sikre en tilfredsstillende rengøring i 2012. Et notat om anbefalingerne fra evalueringen er vedlagt som bilag 2. Forvaltningen har desuden haft møde med Roskilde Festival og har intention om at inddrage dem og deres erfaringer med henblik på bedre renholdelsesløsninger ved fremtidige store arrangementer.

                                                                             Hjalte Aaberg
                                                                                                        /Claus Robl

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 22. august 2011

Indstillingen blev udsat
Til top