Plan for badevandskvalitet i Københavns havn og Øresund
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til implementering af ny bekendtgørelse om badevandskvalitet, herunder inddeling af havnen i forskellige kvalitetszoner. Bekendtgørelsens krav har betydning for de tidligere målsætninger om badevand i bl.a. Agenda-21 planen.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
-
at den visionære og ambitiøse målsætning for badevandskvaliteten i havnen og Øresund fastholdes som beskrevet i ”Plan for badevandskvalitet i Københavns havn og Øresund”, så målene samtidig er realistiske i henhold til den nye badevandsbekendtgørelse, jf. bilag 1
Problemstilling
Siden Borgerrepræsentationens vedtagelse af markante miljømål i 1992 om reduktion af spildevandsoverløb til havnen, er der investeret ca. 1. mia. kr. i spildevandsbassiner. Vandkvaliteten er, som følge deraf, løbende blevet forbedret. Der er - og har været - et højt politisk ambitionsniveau for etablering af muligheder for at bade i Københavns Kommune.
EU vedtog i 2006 et nyt badevandsdirektiv (2006/7/EF af 15, februar 2006), og det er i Danmark implementeret ved badevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 165 af 23/02/2009). Den nye bekendtgørelse adskiller sig på to centrale områder fra den gamle:
1) Der er skærpede krav til badevandet, idet en ny indikatorbakterie (enterokokker) indføres
2) Der er nu fire kategorier badevand, hvor der før kun var to. I den gamle bekendtgørelse var der kun badevandskvalitet/ikke badevandskvalitet, hvor der nu opereres med en karakterskala, som hedder: Ringe, tilfredsstillende, god og udmærket.
Ændringerne i badevandsbekendtgørelsen betyder, at Københavns Kommune er nødt til at revidere sin plan for badevandskvalitet, så den kommer i overensstemmelse med bekendtgørelsen. Dette har principiel betydning for udarbejdelse af Spildevandsplan 2012, fordi de målsætninger kommunen har på badevandet får betydning for de investeringer, der skal fastlægges i spildevandsplanen. Badevandbekendtgørelsen fastlægger 4 forskellige niveauer for badevandskvalitet, hvor der tidligere kun har været 2 niveauer. Tabellen viser de nye niveauer.
Vandkvaliteten ændres naturligvis ikke fordi der indføres en ny bekendtgørelse, men bekendtgørelsens introduktion af en ekstra indikatorbakterie (enterokokker) betyder, at det bliver sværere at overholde kravet til badevandskvaliteten og lukkeperioderne bliver 1-2 dage længere. Den nye bekendtgørelse betyder, at den hidtidige målsætning en ensartet badevandskvalitet i hele havnen bliver svær at opretholde. Især områder i og omkring Belvedereløbet i Sydhavnen vil have meget svært med at opnå de hidtidige målsætninger om badevandskvalitet.
E. coli
Enterokokker
% af tid
Lukkedage
Ringe
mere end 500
mere end 185
90
Mange
Tilfredsstillende
500
185
90
9
God
500
200
95
4,5
Udmærket
250
100
95
4,5
I dag er der tilfredsstillende badevandskvalitet i hele havnen, med undtagelse af Belvedere kanal, Frederiksholmsløbet og et par mindre områder i Frihavnen. Der er god badevandskvalitet i den nordlige del af Sydhavnen til Den lille havfrue. Herfra er der udmærket badevandskvalitet til havneudløbet (bilag 2, kort).
Den nye bekendtgørelse betyder, at det vil blive væsentligt dyrere at etablere god badevandskvalitet i hele havnen og målsætningen om badevandskvalitet i hele havnen skal ændres. Der skal derfor tages principielt stilling til, om kommunen stadig ønsker at forbedre vandkvaliteten, og om det er acceptabelt, at der vil være et mindre område i havnen, hvor der ikke er badevandskvalitet.
Løsning
På baggrund af den nye badevandsbekendtgørelse har forvaltningen udarbejdet et forslag til plan for badevandskvalitet i kommunen. I planen er der indført en zoneinddeling af havnen, hvor de nye niveauer for badevandskvalitet er anvendt. (bilag 2. Kort)
Konkret foreslås det, at den sydlige del af haven og Kalveboderne målsættes med ”god badevandskvalitet mens den nordlige del af havnen, Svanemøllebugten og Amager Strand målsættes med ”Udmærket badevandskvalitet”. Det eneste sted i kommunen, hvor kvaliteten ”Tilfredsstillende badevandskvalitet” foreslås målsat, er i Frederiksholmsløbet. Initiativerne i Københavns Kommunes Klimatilpasningsplan vil sikre, at fremtidens høje nedbør ikke vil påvirke badevandskvaliteten negativt. En målsætning om ringe badevandskvalitet vil kun blive anvendt i Belvederekanalen samt to mindre områder i Frihavnen, hvor der vil blive badeforbud.
Fastlæggelse af målsætninger er baseret på modelberegninger af badevandskvaliteten for både den nuværende situation og den fremtidige situation efter etablering af nye tiltag, som skal sikre, at der ikke løber kloakvand ud i havnen i forbindelse med regnskyl. Ud fra et forsigtighedsprincip er der valgt data, som repræsenterer år med høje nedbør, der skaber store overløb. Det er næsten udelukkende overløb i Sydhavnen (Belvederekanalen) og Wilhemsdalsløbet til Svanemøllebugten, som påvirker badevandskvaliteten i havnen. For Svanemøllebugten kan der ved de tiltag, som igangsættes i forbindelse med spildevandsplanen, opnås positive resultater, mens det vurderes, at man selv med meget store investeringer ikke vil være i stand til at opnå en garanti for tilfredsstillende badevandskvalitet i dele af Sydhavnen.
Såfremt forslaget vedtages vil badevandskvaliteten blive forbedret i tre områder sammenlignet med badevandskvaliteten i dag.
· Det handler om Sydhavnen syd for Havneholmen og syd for slusen – forbedres til god badevandkvalitet
· Frederiksholmsløbet går fra ringe til tilfredsstillende
· I Svanemøllebugten ændres badevandskvaliteten fra ringe og tilfredsstillende til udmærket badevandskvalitet
· Den gode badevandskvalitet i Kalveboderne skal være opnået i 2016
· Den gode badevandskvalitet i Sydhavnen skal være opfyldt i 2020
· Den tilfredsstillende badevandskvalitet i Frederiksholmsløbet skal være opfyldt i 2020
· Den udmærkede badevandskvalitet i Svanemøllebugten skal være opnået i 2020. I perioden indtil de nødvendige tiltag er etableret vil målsætningen for Svanemøllebugten og den sydlige del af Sydhavnen være ”Tilfredsstillende badevandskvalitet”.
Med den nye vurderingsmetode, viser konservative beregninger at der er risiko for ”Ringe badevandskvalitet” ved Svanemøllestranden. Det skal dog bemærkes, at forvaltningen har et varslingssystem, så badende advares, hvis der er overløb fra afløbssystemet. Desuden er Københavns Energi ved at foretage optimeringer i afløbssystemet omkring Svanemøllestranden, med sigte på at forbedre badevandskvaliteten til ”tilfredsstillende”.
Den nye plan vil erstatte kommunens hidtidige målsætning om badevandskvalitet vedtaget i Agenda 21-planen.
Det videre arbejde
Med baggrund i modelberegningerne skal der foretages detailprojektering af de nødvendige tiltag på udløbene i Belvederekanalen og Svanemøllebugten. Der skal udarbejdes udledningstilladelser til de nye udløb. Dette arbejde pågår allerede i samarbejde mellem forvaltningen og Københavns Energi. Frederiksberg og Gentofte kommuner forventes også inddraget i arbejdet.
Økonomi
Etablering og drift af kloaksystemet med tilhørende anlæg ligger inden for Københavns Energis forsyningsområde og er derfor takstfinansieret. Udgiften til etablering af tiltagene vil blive takstfinansieret via spildevandstaksten. Forvaltningens budget berøres derfor ikke.
God badevandskvalitet i den sydlige del af Sydhavnen
Herved sikres badevandskvaliteten i området, der omfatter Sluseholmen, Teglholmen, Enghave Brygge, Artellerivej syd og ”Koralbadet”, som etableres efteråret 2011. Hvis der besluttes en god badevandskvalitet i Sydhavnen vil badevandskvaliteten i Frederiksholmsløbet blive løftet fra ringe badevandskvalitet til tilfredsstillende badevandskvalitet. Prisen er 350 mio. kr.
Tilfredsstillende badevandskvalitet i den sydlige del af Sydhavnen
Den tilfredsstillende badevandskvalitet er allerede opfyldt i hele havnen. Ved at bibeholde den tilfredsstillende badevandskvalitet er der risiko for, at der skal lukkes for badning i denne del af havnen, hvis målsætningen ikke kan opfyldes. Badevandskvaliteten i Frederiksholmsløbet vil heller ikke blive løftet, hvorfor der skal være badevandsforbud i denne del af havnen. Pris: 0 kr.,
Udmærket badevandskvalitet i Svanemøllebugten
Herved løftes badevandskvaliteten fra tilfredsstillende og ringe til udmærket badevandskvalitet og målsætningen til badevandskvaliteten opfyldes. Prisen er 500 mio. kr.
Reduktionen af udledte mikroorganismer vil blive søgt opnået ved en kombination af metoder, hvor forsinkelsesbassiner, lokal afledning af regnvand og desinfektion forventes anvendt. Da det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at afgøre, i hvilken udstrækning de enkelte metoder kan anvendes og da der prismæssigt er stor forskel på de enkelte metoder, er det ikke muligt, at komme med en præcis beregning af de samlede omkostninger. Ved beregning af omkostningerne er der derfor taget udgangspunkt i den dyreste metode, som er forsinkelsesbassiner.
Hvis forslaget vedtages vil det medføre en takststigning på ca. 1 kr./m3. For en standardfamilie med et forbrug på 170 m3/år vil det betyde en årlig ekstra udgift på ca. 230 kr. om året. Københavns Energi vil på baggrund af det politisk besluttede ambitionsniveau kunne beregne de økonomiske konsekvenser af kravene i den nye badevandsbekendtgørelse. De nødvendige tiltag vil blive indarbejdet i kommunens næste spildevandsplan.
Videre proces
Såfremt planforslaget godkendes indarbejdes målsætningerne og de nødvendige tiltag i den pågående revision af spildevandsplan 2012. Spildevandsplanens tids- og investeringsplan vil herefter danne baggrund for Københavns Energis realisering af ”Plan for badevandskvalitet i Københavns Kommune”.
Hjalte Aaberg
/Jon Pape
Beslutning
Lars Berg Dueholm (I) stillede ændringsforslag om, at de værdiladede ord ”visionær” og ”ambitiøs” udgår af indstillingens at-punkt.
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte: A, I og O
Imod ændringsforslaget stemte: B, F og Ø
C undlod at stemme.
For stemte 4, imod stemte 5 og 1 undlod at stemme
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.
Indstillingen blev anbefalet.