Kommunal garanti vedrørende AAB afd. 60, Vesterbro
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til kommunal garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene afdeling AAB afd. 60, beliggende Sønder Boulevard 46 m.fl., Vesterbro – Kongens Enghave.
Indstilling og beslutning
- at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af renoveringsarbejder i den almene boligorganisation AAB afd. 60. Kommunen skal garantere for 54,62 % (18,82 mio. kr.) af et lån på 34,46 mio. kr. Lånet regaranteres af Landsbyggefonden med 50 % og den kommunale nettogaranti er herefter 9,41 mio. kr.
Problemstilling
Forvaltningen har modtaget en ansøgning om garantistillelse fra et realkreditinstitut.
Borgerrepræsentationen har den 13. december 2012 godkendt et alment renoveringsprojekt på Sønder Boulevard 46 m.fl. med kommunal garantistillelse for lån til arbejderne og har samtidig bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til efterfølgende at godkende den konkrete garantistillelse.
Garantien stilles med hjemmel i almenboligloven, jf. bilag 1.
Løsning
Renoveringsarbejderne er nu ved at være gennemført. Oplysninger om garantistillelsen fremgår af nedenstående skema.
De mere generelle oplysninger om en byggesags faser/kommunens sagsbehandling samt lovgrundlaget (almenboligloven, styrelsesloven og lånebekendtgørelsen) er nærmere beskrevet i bilag 1.
Adresse |
Sønder Boulevard 46 m.fl., Vesterbro - Kongens Enghave |
Lån, kr. |
34.463.000, heraf regaranti fra LBF for halvdelen |
Garanti pct. |
54,62 % |
Kommunens hæftelse i kr. |
18.824.000 kr., heraf regaranti fra LBF for 9.412.000 kr. |
Låntager |
AAB afd. 60 |
Långiver |
BRFkredit |
Beslutningsdato |
13. december 2012 |
Antal boliger |
2 ungdomsboliger og 154 familieboliger |
Sagstype |
Renovering. Boligerne gøres mere tidssvarende og attraktive, bl.a. renoveres facader og badeværelser. Endvidere omdannes stueboliger til handicapegnede boliger. |
Økonomi
Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos Teknik- og Miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres den til realkreditinstituttet.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.