Mødedato: 22.05.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Julemarked på Kongens Nytorv i 2023, Indre By

Se alle bilag
Teknik og Miljøforvaltningen har modtaget to ansøgninger om at afholde julemarked på Kongens Nytorv i 2023. Grundet politisk interesse for julemarkeder skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om Copenhagen Christmas ApS (KCC) og evt. Christmas World (Art & Artist Agency ApS) får tilladelse til at afholde julemarked på Kongens Nytorv i 2023.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gives tilladelse til Copenhagen Christmas ApS’ (KCC) julemarked på den ansøgte nordvestlige del af Kongens Nytorv i 2023, dog således, at deres opstilling af juleudsmykning afgrænses.
  2. at der på Kongens Nytorvs sydøstlige del kan gives tilladelse til Christmas World (Art & Artist Agency ApS) julemarked, i en eventuelt reduceret opsætning, hvis arrangøren ansøger herom.

Problemstilling

Forvaltningen har i år modtaget to ansøgninger (bilag 2 og bilag 3) til julemarkeder på Kongens Nytorv i 2023 fra hhv. Copenhagen Christmas ApS (KCC) og Christmas World (Art & Artist Agency ApS). Der har gennem nogen tid været et politisk fokus på julemarkederne i København. Forvaltningen vurderer derfor, at Teknik- og Miljøudvalget bør træffe afgørelse i sagen, så forvaltningen bedst muligt kan følge udvalgets prioriteringer mht. julemarkederne og deres opfyldelse af de overordnede kriterier, der er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 25. august 2014 (bilag 1).

Løsning

Begge ansøgninger kan ud fra en saglig vurdering i forhold til vejloven opnå en tilladelse. Da begge ansøgere har søgt om at opstille på den samme del af Kongens Nytorv i den samme periode, er der tale om en konkurrencesituation. Forvaltningen kan ikke stille krav til ansøger om ikke-lovpligtige forhold i ansøgningen, fx ønsker om åbningstider, særligt sortiment mv.

Ansøgning fra Copenhagen Christmas ApS (KCC)

Copenhagen Christmas ApS (KCC) søger om at afholde julemarked på Kongens Nytorv fra den 17. november 2023 – den 23. december 2023. Copenhagen Christmas ApS har ikke tidligere afholdt julemarked på Kongens Nytorv. Arrangøren ønsker at opstille 8-10 boder på den nordvestlige del af Kongens Nytorv, samt juledekorationer fordelt på hele Kongens Nytorv, og markedet vil som følge heraf være mindre end tidligere års julemarkeder. Markedet vil desuden fremstå åbent ift. opstilling af boder, og opstillingen er tilpasset byrummet. Boderne er opstillet således at indretningen af markedet åbner sig ud mod pladsen, fremfor at fortætte og lukke sig. Salg fra boderne vil foregå fredag-søndag under hele perioden. Forvaltningen henviser til Copenhagen Christmas ApS’ fulde ansøgning (bilag 2) for yderligere uddybning af ansøgningen.

Ansøgning fra Christmas World (Art & Artist Agency ApS)

Christmas World (Art & Artist Agency ApS) søger om at afholde julemarked på Kongens Nytorv fra den 3. november 2023 – 21. december 2023. Christmas World har afholdt julemarked på Kongens Nytorv de seneste otte år. Arrangøren ønsker at opstille omkring 45 boder på den nordvestlige del af pladsen, og markedet vil være omfangsrigt, og samlet i den ene ende af Kongens Nytorv og vil derfor kunne fremstå mere tæt ift. opstilling af boder, og som følge heraf opleves som mere lukket. Markedet vil som udgangspunkt have åbent alle dage. Forvaltningen henviser til Christmas World’s fulde ansøgning (bilag 3) for yderligere uddybning.

Forvaltningen vurderer, at begge ansøgere generelt imødekommer de overordnede, politisk besluttede kriterier for julemarkeder. Begge ansøgere lægger i deres ansøgninger vægt på samarbejde med - og inddragelse af - det lokale erhvervsliv. Markederne adskiller sig mest af alt på praktiske områder såsom antallet af boder, opstilling, åbningstider og erfaring mv. Det er dog forvaltningens vurdering, at Copenhagen Christmas ApS’ opstilling og indretning bedst opfylder kriteriet om at være et marked, der er en integreret del af byen, med en passende balance mellem åbenhed og oplevelsen af at træde ind i et juleunivers.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at:

  • Der alene gives tilladelse til, at Copenhagen Christmas ApS’ (KCC) julemarked opstiller på den ansøgte placering på Kongens Nytorv i 2023.
  • Der alene gives tilladelse til, at Christmas Worlds (Art & Artist Agency Aps) julemarked opstiller på den ansøgte placering på Kongens Nytorv i 2023.
  • Forvaltningen, ud fra ønsket om at vægte fremkommelighed samt byrumsæstetik på Kongens Nytorv højere, ændrer praksis og ikke giver tilladelse til, at der afholdes julemarkeder på Kongens Nytorv i 2023.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen afslutte sagsbehandlingen af de to ansøgninger om julemarkeder på Kongens Nytorv. Forvaltningen vil gå i dialog med den ansøger, der ikke tildeles pladsen på Kongens Nytorv, om eventuelt alternative placeringer.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top