Mødedato: 22.05.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ansøgninger til National Trafiksikkerhedspulje 2023

Se alle bilag

I infrastrukturplan ”Danmark fremad 2035” er der afsat puljemidler til medfinansiering af trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet. Teknik- og Miljøforvaltningen ansøger puljen om medfinansiering til otte projekter, der skal øge trafiksikkerheden i København. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til ansøgninger. Finansieringen af projekterne henvises til forhandlingerne om Budget 2024. Såfremt projekterne bevilliges midler i Budget 2024, vil eventuel medfinansiering via National Trafiksikkerhedspulje nedskrive den kommunale finansiering, som vil tilfalde kommunekassen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der søges om medfinansiering fra den nationale ”Pulje til medfinansiering af trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet” til otte projekter, jf. løsningsafsnit og bilag 2.
  2. at der, såfremt der i National Cykelpulje ikke opnås tilskud til ombygning af krydset H.C.Andersens Boulevard, søges midler til denne ombygning i Trafiksikkerhedspuljen, da begge puljer er relevante i forbindelse med krydset.

Problemstilling

Københavns Kommune har mulighed for at søge den nationale ”Pulje til medfinansiering af trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet” om medfinansiering til projekter, der skal øge trafiksikkerheden. Med udmøntning af 47,9 mio. kr. ydes der op til 40% medfinansiering til anlæg af trafiksikkerhedsprojekter.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til projekter, der kan søges medfinansiering til. Projekterne er på Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar henvist til forhandlingerne om Budget 2024. Som følge af forsinkede forhandlinger om finanslov 2023 får forvaltningen forventeligt først svar på puljeansøgninger i oktober 2023, efter at forhandlingerne om Budget 2024 er afsluttet. Da puljen alene kan søges i 2023, henvises den fulde finansiering af projekterne derfor til forhandlingerne om Budget 2024. Såfremt projekterne bevilliges midler i Budget 2024, vil eventuel medfinansieringen via Trafiksikkerhedspuljen nedskrive den kommunale finansiering, som vil tilfalde kommunekassen.  

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har udvalgt en række projekter, som forvaltningen ansøger om medfinansiering til. Projekterne har ikke været ansøgt tidligere og er vurderet på baggrund af Københavns Kommunes Handlingsplan for Trafiksikkerhed 2021-2025 samt udpegning af de mest ulykkesbelastede kryds – dvs. kryds med fem eller flere politiregistrerede personskader i en femårig periode. Samlet set beløber projekterne sig til 32,95 mio. kr., hvoraf medfinansieringen, der ansøges om, udgør 13,18 mio. kr. Ved udførelse af projekterne skal der afsættes det fulde beløb i anlægsmåltal.

Ansøgning

Registrerede ulykker 2017-2021

Beskrivelse

Anlægsoverslag

(mio. kr.)

Ansøgt tilskud (40%)

(mio. Kr.)

Øster Søgade-Webersgade

Fem personskader / to materielskader. Projektet indeholder:

  • Udbygning af fortov, en ligeud-bane nedlægges.
  • Flytning af signalstander og etablering af supplerende signalstandere.
  • Flytning af cykelsti.
  • Tilpasning af midterhelle for venstresving fra Fredens Bro.
  • Etablering af supplerende cykelsignal.
  • Omprogrammering af signal.

2,5

1,0

Godthåbsvej-Sallingvej

Fem personskader / 19 materielskader. Projektet indeholder.

  • Etablering af konfliktfrie venstresving på Godthåbsvej.
  • Ændring af vognbaneforløb på Hulgårdsvej.
  • Generel opstramning af kryds og tydeliggørelse vognbaneforløb.

9,5

3,8

Gammel Køge Landevej-Carl Jacobsens Vej

Fem personskader / 15 materielskader. Projektet indeholder:

  • Signalændring så risikoen for ulykker mellem højresvingende biler og ligeudkørende cyklister reduceres.
  • Mindre justeringer af heller.
  • Etablering af venstresvingsbane fra syd mod Ib Schønbergs Allé.
  • To ligeudbaner, der er kombineret med henholdsvis venstre- og højresving, erstattes af en ligeud-bane og en venstresvingsbane. Dette vil muligvis kunne ændre fremkommeligheden, men øge sikkerheden i krydset.
  • Optimering af belysning i signalet.

3,9

1,6

Fem kryds søges som en samlet pakke, der indeholder en yderligere video-adfærdsregistrering og justering af projektet. ændring af signalprogrammer, justering af heller og afmærkning

17,0

6,8

Tagensvej-Jagtvej

Syv personskader / 13 materielskader. Projektet indeholder:

  • Videoregistrering og analyse af trafikafvikling.
  • Omlægning af signalprogram.
  • Tre nye signalmaster.
  • Mindre justeringer af heller.
  • Fjernelse af cykelbane i højresvingsbane.
  • Pilotprojekt med bedre belysning af cykelstier i signalregulerede kryds.

I dette kryds afsættes der desuden midler til et belysningsprojekt. Projektet vil kunne give en stor indsigt i, hvordan man kan arbejde med krydsbelysning fremadrettet.

 

 

 

Gyldenløvesgade-Rosenørns Allé

Seks personskader / Fem materielskader. Projektet indeholder:

  • Ændring af signalprogram.
  • Mindre tilpasning af signaler m.m.
  • Bredere stoplinjer.
  • Nedlæggelse af fodgængerfelt over cykelsti, der skaber uklar vigepligt.
  • Diverse justeret afmærkning.

 

 

Ågade-Jagtvej

Seks personskader / 25 materielskader. Projektet indeholder:

  • Videoregistrering og analyse af trafikafvikling.
  • Omlægning af signalprogram.
  • Tre nye signalmaster.
  • Tilpasning af afmærkning så der er to regulære vognbaner fra Falkoner alle.
  • Mindre afmærkningsændringer.

 

 

Nørrebrogade-Jagtvej

Syv personskader / 11 materielskader. Projektet indeholder:

  • Videoregistrering og analyse af trafikafvikling.
  • Omlægning af signalprogram.
  • Tre nye signalmaster.
  • Mindre justeringer af heller og afmærkning.

 

 

Sydhavns Plads-Enghavevej

Fem personskader / 20 materielskader. Projektet indeholder:

  • Videoregistrering og analyse af trafikafvikling.
  • Mindre justeringer af heller.
  • Justering af diverse afmærkning.
  • Omlægning af signalprogram.
  • Fokus op samordning af øvrige signaler.
  • Tre nye signalmaster.
  • Supplerende belysning.

 

 

Ingen af de nævnte projekter vil have betydning for parkering eller træer.

Supplerende ansøgning
Krydset H.C. Andersens Boulevard - Tietgensgade er ligeledes et ulykkesbelastet kryds med mange højresvingsulykker. Krydset er en del af det projekt, der er søgt midler til i den Nationale Cykelpulje for at fremme cykelfremkommeligheden på H.C. Andersens Boulevard. Såfremt der ikke opnås tilskud fra Cykelpuljen, vil der ligeledes blive søgt om tilskud til ombygning af dette kryds.

Politisk handlerum

  • Der er mulighed for at vælge blandt ovenstående kryds, så forvaltningen ikke søger om medfinansiering til alle otte projekter.
  • Det er muligt udvælge projekter for andre eller supplerende ulykkesbelastede kryds, der skal søges om medfinansiering til, jf. bilag 3 der indeholder en udfoldet liste over ulykkesbelastede kryds i København.
  • Teknik- og Miljøudvalget kan vælge, at finansiering af projekterne skal henvises til Overførselssagen 2023-24.
  • Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at henvise finansieringen til forhandlingerne om Budget 2024 dog betinget af, at der opnås medfinansiering via National Trafiksikkerhedspulje. Hvis der ikke gives tilsagn om puljemidler, vil projekterne efterfølgende blive indstillet til annullering.

 

Økonomi

De anførte anlægsomkostninger vil blive yderligere kvalificeret forud for udarbejdelsen af ansøgningerne og vil således kunne ændre sig en smule. Beregningsmetoden af bygherreomkostninger er forskellig i Vejdirektoratet og Teknik- og Miljøforvaltningen. Den samlede anlægsøkonomi for anlægsprojekterne vil derfor være lidt højere ved udarbejdelse af budgetnotat end angivet i tabellen ovenfor.

Vejdirektoratet fremsender meddelelse om tilskudsbevilling eller afslag efter endelig politisk behandling. Forvaltningen forventer først at få tilsagn om støtte fra vejdirektoratet i oktober 2023. Accept af tilskud skal ske senest et år efter tilsagnet er givet. Projektet skal være fuldt afsluttet senest fire år fra tilsagnsdatoen. Projekterne er på Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar henvist til forhandlingerne om budget 2024. Da tilsagn fra Vejdirektoratet først kommer efter forhandlingerne om Budget 2024, henvises den fulde finansiering af projekterne til forhandlingerne om Budget 2024. Såfremt projekterne bevilliges midler i Budget 2024, vil eventuel medfinansieringen via Trafiksikkerhedspuljen nedskrive den kommunale finansiering, som så vil tilfalde kommunekassen.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen ansøge om medfinansiering til projekterne, inden ansøgningsfristen udløber den 1. august 2023. Forvaltningen vil udarbejde budgetnotat om de udvalgte ulykkesbelastede kryds til forhandlingerne om Budget 2024.

 

Søren Wille

                                                          /Peter Højer

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top