Omdannelse af Edel Sauntes Allé, Østerbro
På baggrund af medlemsforslag om omdannelse af Edel Sauntes Allé stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der skal udarbejdes en samlet foranalyse af omdannelse af Edel Sauntes Allé. Foranalysen kan kun gennemføres med finansiering hertil i kommende budgetforhandlinger.
Formålet med foranalysen er overordnet at belyse mulighederne for og konsekvenserne ved en permanent lukning af Edel Sauntes Allé fra Øster Allé til tilkørslen fra Universitetsparken, jf. bilag 2.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der udarbejdes en samlet foranalyse af omdannelse af Edel Sauntes Allé fra Østre Allé til tilkørslen fra Universitetsparken, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering hertil i kommende budget.
- at medlemsforslag om omdannelse af Edel Sauntes Allé stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre og SF (BR 15. december 2022) hermed er håndteret, jf. bilag 3.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog et medlemsforslag om omdannelse af Edel Sauntes Allé stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti den 15. december 2022, jf. bilag 3.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der er behov for en foranalyse for at opnå den nødvendige viden til at belyse muligheder og konsekvenser af en omdannelse af Edel Sauntes Allé fra Øster Allé til tilkørslen fra Universitetsparken. På den baggrund skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der skal udarbejdes en samlet foranalyse af omdannelse af Edel Sauntes Allé, såfremt der afsættes finansiering hertil.
Løsning
Borgerrepræsentationen besluttede 15. december 2022, at følgende skal undersøges:
- Mulighederne for og konsekvenserne ved en permanent lukning af Edel Sauntes Allé fra Øster Allé til tilkørslen fra Universitetsparken for al bilgennemkørsel, med inddragelse af Københavns Politi.
- Mulighederne for at omdanne Edel Sauntes Allé til et rekreativt område til rekreative aktiviteter, der kan supplere områdets øvrige fritidsliv såsom kunstgræsbaner, legepladser mv. gennem inddragelse af de lokale brugere og aktører jf. motiveringen, med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
- Mulighederne for alternativer til de parkeringspladser og busholdepladser, som foreslås nedlagt, da disse bl.a. benyttes ifm. afvikling af arrangementer i Parken.
Den foreslåede foranalyse vil indeholde to analyser; en trafikanalyse og en byrumsanalyse
Trafikanalyse
Den pågældende delstrækning på Edel Sauntes Allé vurderes ikke at have trafikal betydning for afvikling af hverdagstrafik i tilstødende kryds og vejnet. Denne vurdering beror på de gældende forhold, herunder at strækningen er ensrettet fra Øster Allé i retning af Rigshospitalet, og at der kun er ærindekørsel tilladt. Det er således kun i meget begrænset omfang gennemkørende trafik på strækningen. Trafikmodellen COMPASS er desuden anvendt til at beregne den trafikale konsekvens ved lukning af Edel Sauntes Allé, hvilket ikke har resulteret i et brugbart resultat. Årsagen er, at COMPASS bedst egner sig til beregninger på større trafikale tiltag med en vis geografisk størrelse og mindre til lokale vejlukninger. Ligeledes kan COMPASS ikke beregne betydning ved opstilling og afvikling af events, fodboldkampe el.lign. Dette skal undersøges og belyses som et delelement i den samlede foranalyse. Som en del af analysen undersøges det ligeledes, om der er hensyn til brand- og redningsveje, omkørselseffekter e.l. der udgør en udfordring for projekter og/eller skaber behov for tilpasninger af det omkringliggende vejnet og parkeringsudbud. Derudover vil trafikanalysen belyse mulighederne for at anlægge alternative pladser for de nedlagte bus- og parkeringspladser samt udarbejde et dispositionsforslag på de alternative parkeringspladser.
Byrumsanalyse
En permanent lukning af strækningen for bilgennemkørsel vurderes mulig i forhold til almindelig trafikafvikling. Der kan som nævnt ovenfor være andre trafikale forhold, der skal belyses, men som ikke kan beregnes i en trafikmodel. Dette vil indgå i den samlede foranalyse for omdannelse af Edel Sauntes Allé. Forvaltningen vil udarbejde en byrumsanalyse, der indeholder scenarier for at omdanne strækningen til et rekreativt område med aktiviteter, der supplerer områdets øvrige fritidsliv såsom kunstgræsbaner, legepladser mv. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalget, lokale brugere og aktører samt Kultur- og Fritidsforvaltningen. Foranalysen vil indeholde undersøgelser af mulige bindinger, som fx fredninger.
Viser foranalysen, at det er muligt at håndtere trafik og parkering ved arrangementer i Parken, herunder evt. hensyn til brand- og redningskørsel, på andre veje end Edel Sauntes Allé, vil byrumsanalysen gennem inddragelse af relevante parter, undersøgelse af konkrete bindinger mm., resultere i et eller flere scenarier for en fremtidig omdannelse af arealet. Hvert scenarie vil indeholde den anslåede fremtidige anlægs- og drifts økonomi samt tidsplan. Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer Teknik- og Miljøudvalget om resultaterne af den samlede foranalyse medio 2025.
Kommende udviklingsplan
Foranalysen vil blive koordineret med kommende ”Udviklingsplan for Fælledparken”, der forventes at blive sendt i ekstern høring hos Parkbrugerrådet og Det Grønne Råd i foråret 2023.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af en samlet foranalyse af omdannelse af Edel Sauntes Allé til forhandlingerne om Budget 2024 ved at vedtage et ændringsforslag herom.
Økonomi
Den samlede foranalyse har estimerede anlægsudgifter på i alt 1,75 mio. kr. i 2024 og 2025, som fordeles på følgende måde: Trafikanalyse har estimerede anlægsudgifter på ca. 1,0 mio. kr. i 2024 og 2025. Såfremt trafikanalysen viser, at en permanent lukning af strækningen for al bilgennemkørsel er mulig, vil byrumsanalysen have estimerede anlægsudgifter på ca. 0,75 mio. kr. i 2024 og 2025.
Det forventes af trafikanalysen og byrumsanalysen gennemføres i to etaper.
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da gennemførelse af en foranalyse vil afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budget.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, afhænger gennemførelse af henvisning og finansiering ved forhandlingerne om Budget 2024.
Søren Wille
/ Peter Højer
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2023
Sagen blev udsat.