Mødedato: 22.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Helhedsplan for Utterslev Mose, Bispebjerg og Brønshøj-Husum

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Helhedsplan for Utterslev Mose. Helhedsplanen er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen i tæt samarbejde med Bispebjerg og Brønshøj-Husum lokaludvalg.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningens udkast til Helhedsplan for Utterslev Mose, jf. bilag 1, udgør grundlaget for forvaltningens videre arbejde med mosen.

Problemstilling

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O, V) blev der afsat 2,0 mio. kr. til at udarbejde en helhedsplan for Utterslev Mose (bilag 1). Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger hermed Helhedsplan for Utterslev Mose med henblik på, at planens indsatser kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018 og fremover.

Løsning

Helhedsplanen er koordineret med den kommende udviklingsplan for Utterslev Mose for så vidt angår det, der omhandler udvikling af de grønne områder (udviklingsplanen forventes godkendt af Det Grønne Råd i efteråret 2017). Det særlige fokus i helhedsplanen er at engagere interessentgrupper aktivt i konkrete indsatser på Utterslev Moses grønne områder. Af de 2,0 mio. kr., der blev bevilliget i Budget 2016, gik 1,0 mio. kr. til udviklingsprojekter og til oprettelse af Utterslev Mose Puljen, som støtter en række borgerprojekter. Forvaltningen har taget udgangspunkt i disse projekter ved udarbejdelsen af indholdet i helhedsplanen. Desuden indeholder helhedsplanen indsatser, der har til formål at bruge naturen som social løftestang og skabe et renere vandmiljø i forlængelse af kommunens vandhandleplan.  

Helhedsplanen har temamæssige overlap med idékatalog for Vestvolden, men indsatserne i de to publikationer kan prioriteres uafhængigt af hinanden, da der ikke er behov for at koordinere dem.

Helhedsplanen anbefaler en række konkrete indsatser inden for fire forskellige temaer, som på hver deres måde bidrager til at øge biodiversiteten og oplevelsesværdien i Utterslev Mose: 1) Forbedret vandkvalitet, 2) Naturnær drift og nye oplevelsesmuligheder, 3) Naturformidling og 4) Naturen som social løftestang. Indsatsområderne gennemgås herunder kort med deres konkrete delelementer. De er udfoldet yderligere i helhedsplanen.

1. Forbedret vandkvalitet

Det er vigtigt for en forbedret vandkvalitet, at der sker en reduktion i belastningen med fosfor til mosen fra forskellige kilder. I 2016 til 2018 sker der en oprensning af sediment i Fæstningskanalen, og helhedsplanen indeholder et forslag om, at forvaltningen igangsætter en forundersøgelse for oprensning i selve mosen. Samtidig er det vigtigt, at der sker en reduktion i overløb med spildevand fra kloaker. Det er staten, som fastlægger de miljømæssige mål, og forvaltningen forventer, at staten vil stille krav til overløbene i 2023. Da en væsentlig del af spildevandet kommer fra Gladsaxe Kommune, har helhedsplanen fokus på et tæt samarbejde med Gladsaxe om at løse problemet. Yderligere tiltag, som forvaltningen foreslår, er rensning af fosforbelastet vand fra Harrestrup, opfiskning af fisk samt beskæring og fjernelse af plantemateriale. Den samlede indsats koster ca. 14 mio. kr., heraf 10 mio. kr. i driftsmidler til beskæring af plantemateriale over en 10-årig periode.

2. Naturnær drift og nye oplevelsesmuligheder

Indsatsen sigter efter at nytænke driften i retning af mere naturfremmende tiltag, som giver nye oplevelsesværdier og nye rekreative muligheder for borgerne. Tiltagene omfatter forlængelse af grussti med rundtursmulighed omkring Kirkemosen samt reetablering af en tidligere bro, anlæg af en oplevelsesbro eller genopførsel af udsigtsplatforme, forsøg med lejrplads og nyt fritløbsområde til hunde, etablering af områder med højt græs og oplevelsesstier samt mere frivilligt arbejde med naturpleje. Disse indsatser koster i alt ca. 2,5 mio. kr., heraf er 0,4 mio. kr. i driftsmidler og resten i anlægsmidler. Hertil kommer udgifter til afledt drift af stier og broer.

3. Naturformidling

Målet er mere og bedre naturformidling om mosen og områdets mange rekreative muligheder. De konkrete tiltag omfatter projektdesign til nyt naturformidlingscenter, en naturvejleder, der skal involvere naboer, naturentusiaster, kommunale driftsmedarbejdere, skoler og andre lokale aktører til at udføre egne indsatser til fordel for mosens natur, havekonsulentbesøg og dannelse af sociale netværk i grundejerforeningerne til fremme af større biodiversitet samt oplysningsindsatser om mosens rekreative muligheder. Endelig indeholder planen forslag om renovering af eksisterende skilte. Denne indsats koster i alt ca. 3 mio. kr. i anlægsmidler inkl. lønmidler i tre år til ansættelse af en naturvejleder, der skal drive formidlings- og involveringsprojekter.

4. Naturen som social løftestang

Indsatsen er forløb, der tilbyder psykisk udsatte borgere at udføre meningsfulde og naturplejende aktiviteter i mosen. Formålet er at skabe en alternativ vej for borgerne til at vende tilbage på arbejdsmarkedet. Indsatsen kan skaleres fra mindre lokale tiltag til en storstilet indsats, der dækker hele kommunen. Den mindre, lokale indsats vil koste ca. 1 mio. kr. i anlægsmidler henover tre år.

Høringssvar

I høringssvarene fra hhv. Bispebjerg og Brønshøj-Husum lokaludvalg (bilag 2 og 3) fremgår det, at lokaludvalgene generelt er tilfredse med indholdet i planen. Bispebjerg Lokaludvalg udtrykker et ønske om, at planen havde haft et mere visionært sigte og foreslår 10 konkrete målsætninger som politiske og administrative pejlemærker for arbejdet med Utterslev Mose fremover. Brønshøj-Husum Lokaludvalg foreslår nogle konkrete ændringer, som forvaltningen har efterkommet. Udvalget mener desuden, at en 50 % reduktion på få spildevandsoverløb er for uambitiøst og påpeger, at borgerne har vanskeligt ved at forstå, at det overhovedet kan tolereres, at der tilflyder spildevand til Utterslev Mose. Begge lokaludvalg peger på, at man for at sikre helheden i arbejdet med natur- og oplevelsesværdierne fremover bør styrke dialogen med Gladsaxe Kommune.

Det er et stort ønske for begge lokaludvalg, at der prioriteres midler til en indsats for bedre vandkvalitet, og forvaltningen er enig i, at dette vil kunne løfte området markant.  Det er staten, som regulerer vandmiljøet, og det forventes først at ske i 2023. Forvaltningen konstaterer derfor, at det ikke er muligt at reducere de to mest problematiske udledninger på nuværende tidspunkt uden et tæt samarbejde med hhv. HOFOR og Gladsaxe Kommune. Indsatsen for et bedre vandmiljø er derfor afhængig af de aftaler, der kommer ud af fremtidige forhandlinger mellem de respektive parter om tilledning af spildevand. Bilag 4 redegør for forvaltningens muligheder for at regulere vandmiljøet.  

For at sikre lokal indflydelse fortsat, foreslår forvaltningen, at lokaludvalgene, når og såfremt konkrete budgetforslag vedtages politisk, bliver involveret i den efterfølgende realisering. Forvaltningen vil ligeledes søge at inddrage Gladsaxe Kommune i realiseringen af de konkrete tiltag for at sikre helheden på tværs af kommunegrænser i arbejdet med natur- og oplevelsesværdierne.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. I forbindelse med implementeringen af planens konkrete indsatser vil forvaltningen søge finansiering i Budget 2018 og fremover.

Når der ses bort fra indsats 1) Forbedret vandkvalitet, som er afhængig af forhandlinger mellem forvaltningen, HOFOR og Gladsaxe Kommune, kan de tre andre indsatser gennemføres løbende, og uafhængigt af hinanden. Enkelte tiltag kræver enten, at den konkrete løsning indskrives i den kommende udviklingsplan for Utterslev Mose, eller der opnås dispensation fra fredningsbestemmelsen. Det er forvaltningens vurdering, at der kan opnås fredningsdispensation.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt helhedsplanen, vil forvaltningen prioritere de foreslåede indsatser og søge finansiering til dem i Budget 2018 og fremover.

Desuden vil forvaltningen fortsætte dialogen med både HOFOR og Gladsaxe Kommune om fælles indsatser for at reducere udledningerne af opblandet spildevand i mosen (jf. bilag 4). Gladsaxe Kommune er i maj 2017 blevet informeret om, at Københavns Kommune har udarbejdet en helhedsplan for Utterslev Mose, hvor det fremhæves, at der bør ske en reduktion af kloakoverløb fra Gladsaxe Kommunes kloakker til Utterslev Mose.

 

Pernille Andersen

/Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top