Endelig vedtagelse af Plantillæg 2024 til Spildevandsplan 2018
Borgerrepræsentationen vedtog den 14. december 2023 at sende Plantillæg 2024 med 29 projekter i otte ugers offentlig høring og at delegere kompetencen til endelig vedtagelse af plantillægget til Teknik- og Miljøudvalget. Plantillægget tilvejebringer det planmæssige grundlag for projekter på spildevandsområdet og er altså en forudsætning for projekternes senere gennemførelse. Teknik- og Miljøudvalget skal efter endt høring tage stilling til endelig godkendelse af Plantillæg 2024 til Spildevandsplan 2018 og miljørapport.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Plantillæg 2024 til Spildevandsplan 2018 (bilag 2) og miljørapport (bilag 5) vedtages endeligt efter endt høring.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det endelige Plantillæg 2024 med 29 projekter som tillæg til Spildevandsplan 2018.
Borgerrepræsentationen vedtog den 14. december 2023 at sende Plantillæg 2024 med 29 projekter i mindst otte ugers offentlig høring og at delegere kompetencen til endelig vedtagelse af plantillægget til Teknik- og Miljøudvalget. I høringsperioden, fra den 19. december 2023 til den 20. februar 2024, er der modtaget 16 høringssvar. De indkomne høringssvar fremgår af bilag 7, mens forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 8.
Høringen har givet anledning til enkelte ændringer i tillægget, jf. bilag 9.
Løsning
Spildevandsplanen bliver løbende opdateret med tillæg, der indeholder aktuelle projekter. Disse spildevandsplantillæg giver hvert år hjemmel til at implementere konkrete projekter inden for spildevandsplanens rammer. Plantillæg 2024 vil muliggøre 29 projekter indenfor fire projektkategorier (afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling og rensningsanlæg), som er defineret i Spildevandsplan 2018. De samlede projektbeskrivelser fremgår af bilag 2. Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund, kloakken, samt statens målsætninger for vandområder. Projekterne udføres af HOFOR eller af kommunen som medfinansieringsprojekter. Det er udarbejdet en miljørapport af Plantillæg 2024 (bilag 5).
Projekterne er ifølge Spildevandsplan 2018 opdelt i følgende kategorier:
Afløbssystem
Denne kategori omfatter bl.a. HOFOR’s projekter, der vedligeholder afløbssystemet eller øger afløbssystemets kapacitet. Plantillæg 2024 indeholder syv nye HOFOR-projekter i denne kategori, der sikrer en miljømæssig forsvarlig håndtering af spildevand med reduktion af udledning af spildevand til vandområder.
Klimatilpasning
Denne kategori omfatter projekter til skybrudssikring og klimatilpasning af kloak, der enten forsinker eller bortleder regnvand under skybrud og medvirker til at skybrudssikre byen samt projekter, der med separatkloakering eller afkobling mindsker presset på fælleskloakken. Plantillæg 2024 indeholder seks skybrudsprojekter og fire projekter om klimatilpasning af kloakken.
Projekt VEL26 Hans Tavsens Park omfatter privat separering af kloakken på privat grund, hvor udgifterne skal afholdes af grundejerne selv. Afkoblingen vil ske i henhold til ”Strategi for klimatilpasning af kloakken ved afkobling af regnvand”, som er vedtaget af Borgerrepræsentation i 2017. I forbindelse med vedtagelsen besluttede Borgerrepræsentationen dog, at udgifterne for grundejere skal begrænses mest muligt. I praksis betyder dette, at metoder, der medfører påbud, først vælges, når påbudsfri metoder er opbrugt, og når behovet for håndtering af regnvand ikke er opfyldt.
Ved offentliggørelsen af spildevandsplantillægget er alle grundejere, der bliver berørt af projektet, blevet informeret direkte af Teknik- og Miljøforvaltningen med en orientering, der redegør for, at regnvand fra deres ejendom skal afkobles for at sikre mod fremtidige oversvømmelser. Af tillægget til spildevandsplanen fremgår, at HOFOR inden for fire år vil etablere en separat tilslutningsmulighed ved grundgrænsen. Det fremgår også, at grundejerne herefter har en frist på ét år til at tilslutte sig HOFOR’s nye stik.
Det i Projekttillæg 2021 vedtagne projekt, K1.79 Del af Skybrudsvej Korsager Alle, aflyses, da projektet ikke fysisk kan gennemføres. HOFOR har endvidere oplyst, at planlægningen grundlæggende er ændret, så der ikke i samme omfang ledes skybrudsvand til skybrudsvejen, og at der derfor ikke vil være samme behov for projektet. Der implementeres dog øvrige tiltag som fx vejbede, der i en vis grad vil medvirke til at forbedre forholdene omkring kapacitet for håndtering af regnvandet.
Byudvikling
Denne kategori indeholder kloakeringsprojekter, der udspringer af byudvikling i forlængelse af Kommuneplan 2019 og en række lokalplaner. Plantillæg 2024 indeholder 12 sådanne projekter, der bl.a. sikrer, at kloakken ved nybyggeri udføres som separatkloak. Generelt vil separatkloakering medføre, at udledning af spildevand til vandområderne vil blive reduceret.
Byudviklingsprojektet Tingbjerg omfatter privat separering af kloakken på privat grund, hvor udgifterne skal afholdes af grundejerne selv. De almene boligorganisationer, fsb og SAB, har indsendt høringssvar om de økonomiske konsekvenser af kravet om separatkloakering for dem som grundejere. Forvaltningen har henvendt sig til de almene boligorganisationer og oplyst, at hvis der er forhold, der direkte vedrører separatkloakeringen, som er uproportionelt fordyrende, kan de som grundejere kontakte forvaltningen for at åbne en dialog om muligheden for en delvis fravigelse fra kravet om separatkloakering.
Renseanlæg
Denne kategori indeholder projekter, som er relateret til Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. Plantillæg 2024 indeholder ét projekt på Renseanlæg Lynetten. For at opretholde rensekapaciteten på Renseanlæg Lynetten etableres en sandfælde, der hvor den nye ledning mellem Levantkaj og Lynetten (vedtaget i Plantillæg 2023) kobles til det eksisterende anlæg på renseanlægget.
Miljøvurdering
Det er udarbejdet en miljørapport af Plantillæg 2024 (bilag 5) samt en sammenfattende redegørelse (bilag 10). Miljørapporten ser på de miljømæssige påvirkninger, indsatserne i Plantillæg 2024 kan give anledning til på det overordnede strategiske planniveau.
Forud for udarbejdelsen af miljørapporten er der gennemført en afgrænsning af miljøvurderingens omfang jf. miljøvurderingslovens § 11. I afgrænsningsrapporten er de miljøfaktorer, der sandsynligvis vil blive påvirket af gennemførelsen af planen og plantillæggets tiltag, identificeret og fastlagt.
Afgrænsningen af miljøvurderingen har været i høring hos de berørte myndigheder i perioden den 21. august til 4. september 2023. Der indkom ingen høringssvar til afgrænsningsrapporten.
Miljøvurderingen kom frem til, at på planniveauet giver gennemførsel af projekterne i Plantillæg 2024 ikke anledning til væsentlige miljøpåvirkninger, derimod er der tale om overvejende positive miljøpåvirkninger ved gennemførelsen. Der er ikke indkommet høringssvar, som direkte adresserer miljørapporten.
Vurdering i forhold til vandområdeplanerne
I statens nye vandområdeplaner 2021-2027 indgår en vurdering af tilstanden af de forskellige vandområder og en målsætning, hvor der generelt ønskes at opnås god kemisk og økologisk tilstand. Det bindende indhold i implementeringen af Vandrammedirektivet er udmøntet i bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer og en række andre bekendtgørelser.
Der er udpeget konkrete indsatser, som blandt andet kommuner og forsyninger skal gennemføre for, at kystvande, søer, vandløb og grundvand opnår målsætningen i 2027.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at projekterne indeholdt i Plantillæg 2024 ikke vil være i modstrid med Vandområdeplanerne 2021-2027, og at flere af projekterne er nødvendige for, at kommunen kan leve op til vandområdeplanerne.
Høring
Plantillæg 2024 har forud for den politiske behandling og den offentlige høring været i intern samt ekstern høring hos HOFOR, By & Havn og Biofos. Der indkom høringssvar fra By & Havn og HOFOR, som har givet anledning til mindre justeringer af enkelte projektbeskrivelser.
Plantillæg 2024 var i lovpligtig offentlig høring i perioden den 19. december 2023 til den 20. februar 2024. De indkomne høringssvar er behandlet i bilag 7 og 8.
Der er tillige udarbejdet en miljørapport, der sammen med Plantillæg 2024 har været i offentlig høring fra den 19. december 2023 til den 20. februar 2024.
Senere politisk behandling
Ved vedtagelsen af Projekttillæg 2023 blev det besluttet, at der i de kommende tillæg for hvert projekt skal fremgå, om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter.
I bilag 6 er det beskrevet om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter.
Parkering
Som en konsekvens af udførelsen af projekterne i Plantillæg 2024 vil der blive nedlagt 58 p-pladser, men reetableret seks p-pladser. De 52 p-pladser der nedlægges, sker i forbindelse med etableringen af tre projekter med grønne veje. Der opgøres ikke belægningsprocent på vejene, men projekterne gennemføres efter aftale med grundejerforeningerne, hvilket indbefatter dialog om de p-pladser, der nedlægges. Vejene er private fællesveje og ligger alle uden for betalingszonerne, så nedlæggelsen er ikke forbundet med kommunale omkostninger. Ved projektet Hans Tavsens Park bliver der nedlagt seks p-pladser, men der bliver ved samme projekt reetableret seks nye p-pladser.
Træer
Udførelsen af projekterne i Plantillæg 2024 vil betyde fældning af 264 træer og nyplantning af 780 træer. Langt de fleste ændringer vil ske i tre projekter; Bispebjerg Kirkegård, Hans Tavsens Park og Kagsmosen.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at tage enkelte projekter ud af Plantillæg 2024 (bilag 2), og herefter vedtage de resterende projekter som Plantillæg 2024. Dette kræver en saglig og faglig begrundelse.
Vedtagelse af projekterne i tillægget er en forudsætning for projekternes igangsættelse.
Økonomi
Ved projekterne Tingbjerg og Bystævneparken vil der være udgifter, som vil blive afholdt af Økonomiforvaltningen og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). I projektet Hans Tavsens Park vil der være kommunale udgifter forbundet med en afkobling af regnvand til parken. Dertil skal de private andelsboligforeninger, der vender ud mod parken, afkoble de parkvendte tagflader i det omfang det er nødvendigt, hvilket de selv skal finansiere. Ud over dette vil denne indstilling ikke i sig selv have økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
I bilag 4 beskrives status på de projekter i Plantillæg 2024, der involverer brug af skattemidler til finansiering af projekterne.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, er Plantillæg 2024 endelig vedtaget som et tillæg til Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. april 2022
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”I udgangspunkt er vi fra Det Konservative Folkeparti betænkeligt ved at nedlægge parkeringspladser, men støtter planen.”