Muligheder for at fremme ladeinfrastruktur
Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om kortlægning af lyn- og hurtigladestandere den 12. juni 2023. På den baggrund har forvaltningen været i dialog med operatører inden for lyn- og hurtigladestandere for at afklare mulighed og behov for at etablere flere ladestandere inden 2028, herunder bl.a. lademuligheder for busser, godstransport og maskiner på byggepladser. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, hvilke initiativer fra branchen og forvaltningen til at fremme ladestandere, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2025, samt at igangsætte initiativer, der ikke kræver yderligere finansiering.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til mulige initiativer til fremme af ladeinfrastruktur, hhv. initiativ nr. 1, 2 og 5 (jf. løsningsafsnit og bilag 3), indgår i forhandlingerne om Budget 2025.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter de initiativer, der ikke kræver yderligere finansiering, hhv. initiativ nr. 3, 6, 7, 10 og 11 (jf. løsningsafsnit og bilag 3).
Problemstilling
Med Overførselssagen 2021-2022 (5. maj 2022) (A, B, F, O, V, Ø og Å) blev det besluttet at gennemføre en kortlægning af mulige placeringer af lyn- og hurtigladestandere i Københavns Kommune. Kortlægningen blev udarbejdet af COWI ultimo 2022 (bilag 4) og konkluderer, at der i 2035 vil være behov for mellem 100 og 400 hurtig- og lynladere på offentligt tilgængelige kommunale arealer, men at der ikke vil være et behov for at inddrage offentligt tilgængelige kommunale arealer til disse før tidligst i 2028. Vurderingen baseres bl.a. på en forventning om, at der i kommunen frem mod 2026 udbygges med i alt 200 lyn- og hurtigladere på private arealer, og der fra 2026 og frem mod 2035 udbygges op til i alt 330 lyn- og hurtigladere på private arealer (180 på tankstationer og 150 på andre private arealer. Udvalget blev forelagt kortlægningen den 12. juni 2023 og forvaltningen har på den baggrund været i dialog med branchen i forhold til, om der kan etableres flere ladestandere inden 2028. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat til senere budgetforhandlinger, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, hvilke initiativer der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2025, og igangsættelse af initiativer, der ikke kræver yderligere finansiering.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på baggrund af den gennemførte markedsdialog med branchen (bilag 2), at et generelt øget fokus på opstilling af lyn- og hurtigladeinfrastruktur samt dedikerede opladningsmuligheder for dele af erhvervslivet vil kunne accelerere udviklingen af ladeinfrastruktur i København og fremme mulighederne for omstilling til elkøretøjer i kommunen. Der er stor interesse blandt operatører af lyn- og hurtigladestandere for at byde ind, hvis kommunen stiller arealer til rådighed til lyn- og hurtigladere. Nyere forskning på området, herunder FUSE projektet (forskningsprojekt om ladeinfrastruktur i tætte byområder med deltagelse af bl.a. DTU, Frederiksberg Kommune og Dansk Energi), tyder endvidere på, at en øget opstilling af lynladeinfrastruktur i tætte byområder vil mindske behovet for opstilling af kantstensopladning og samtidig skabe en bedre udnyttelse af den eksisterende kantstensopladning.
På baggrund af dialogen med branchen, ny forskning m.m. har forvaltningen beskrevet 11 mulige initiativer, der kan fremme ladeinfrastrukturen i København, og som er uddybet i bilag 3. Initiativerne er koordineret med Økonomiforvaltningen.
Initiativ |
Økonomiestimat |
1. Udbud af kommunale arealer administreret af KEJD (ØKF) |
Ca. 2,6 mio. kr. |
2. Udbud af kommunale vejarealer til lyn- og hurtigopladning (TMF) |
Ca. 1,2-1,6 mio. kr. |
3. Krav til fossilfri/eldrevne køretøjer ifm. udbud (Dansk Industri) |
Kræver ikke finansiering |
4. Reservation og udbud af arealer til opladning af godstransport (Dansk Industri og Dansk Erhverv) |
Ca. 1,0-1,5 mio. kr. |
5. Opstilling af ladeinfrastruktur på erhvervspladser (TMF) |
Ca. 0,2 mio. kr. |
6. Fremme distribution i ydertimerne for støjsvage køretøjer (Dansk Industri og Dansk Erhverv) |
Kræver ikke finansiering |
7: Tilladelse til opstilling af lyn- og hurtigladeinfrastruktur ifm. Movias udbud (Movia) |
Kræver ikke finansiering |
8. Etablering af lyn- og hurtigopladningspladser til flextrafikkens køretøjer (Movia) |
Ca. 0,8 mio. kr |
9. Udarbejdelse af strategi for opladning af turistbusser (Dansk Person Transport) |
Ca. 0,5 mio. kr.) |
10. Samarbejde og krav i anlægsprojekter (TMF) |
Kræver ikke finansiering |
11. Udvikling af nye målsætninger og initiativer for ladeinfrastruktur i Københavns Kommune (TMF) |
Kræver ikke finansiering |
Af disse initiativer anbefaler forvaltningen, at initiativ 1, 2 og 5 henvises til forhandlingerne om Budget 2025 samt at iværksætte initiativ nr. 3, 6, 7, 10 og 11, der ikke kræver finansiering. De resterende initiativer 4, 8 og 9 kan iværksættes, jf. politisk handlerum.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at de mulige initiativer overordnet vil være med til at fremme udviklingen af ladeinfrastruktur i København og samtidig imødekomme ønskerne fra ladeoperatører og brancheorganisationer om et øget fokus på lyn- og hurtigladeinfrastruktur i Københavns Kommune, herunder til erhvervslivet. Initiativ nr. 3, 6, 7, 10 og 11 kan iværksættes uden yderligere finansiering og vil imødekomme branchens ønsker til fremme af ladeinfrastruktur og omstilling til fossilfri transport. Initiativ nr. 1, 2 og 5 anbefales, da de vil kunne komme virksomheder, borgere og besøgende i København til gode, mens de øvrige budgetkrævende initiativer (initiativ nr. 4, 8 og 9) er målrettet specifikke brancher.
Drivkraft Danmark ser ikke behov for at udbyde kommunale arealer til lyn- og hurtigopladere, da de mener, at der vil komme tilstrækkelig lyn- og hurtigladeinfrastruktur på private arealer (herunder tankstationer). I denne sammenhæng bemærker forvaltningen, at COWI’s analyse peger på, at den forventede etablering af ladeinfrastruktur på private arealer ikke forventes at opfylde det estimerede behov for lyn- og hurtigladestandere efter 2028, hvorfor der frem mod 2035 bør etableres mellem 100 og 400 lyn- og hurtigladere på offentlige arealer som supplement til den infrastruktur, der opstilles på de private arealer.
Andre indsatser i kommunen med relevans for udviklingen af ladeinfrasstruktur
I Budget 2024 (5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O, V) blev afsat midler til en analyse, der kortlægger modeller for, hvordan fossil vejtrafik i København kan være udfaset i 2030, herunder evt. behov for ladeinfrastruktur. På baggrund af analysen, der forelægges udvalget i tredje kvartal 2024, vil forvaltningen udarbejde forslag til håndtering af medlemsforslag om udbud af etablering af 50.000 ladestandere (BR 1. juni 2023), der forelægges udvalget ultimo 2024.
Der er som led i den kommende Klimaplan 2035 iværksat et samarbejde om udvikling af en energistrategi for København, som forventes forelagt for Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget medio 2024. Her vil samspillet mellem eldrevet transport og elforsyningen blive adresseret. Derudover arbejdes der i Klimaplan-regi også med forbruget af transport.
Politisk handlerum
Det kan besluttes at henvise finansiering af de resterende budgetkrævende initiativer (nr. 4, 8 og 9) til Budget 2025, som branchen har peget på, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.
- Reservation og udbud af arealer til opladning af godstransport (nr. 4)
- Etablering af lyn- og hurtigopladningspladser til flextrafikkens køretøjer (nr. 8)
- Udarbejdelse af strategi for opladning af turistbusser (nr. 9)
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv konsekvenser for Københavns Kommune.
Gennemførelse af budgetkrævende initiativer afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering ved kommende budgetforhandlinger.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen de initiativer, der ikke kræver yderligere finansiering. Gennemførsel af de budgetkrævende initiativer, afhænger af finansiering ved kommende budgetforhandlinger.
Søren Wille
/Peter Højer
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. april 2024
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at også initiativ nr. 4, 8 og 9, jf. politisk handlerum, indgår i forhandlingerne om Budget 2025.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter indstillingen, men finder det vigtigt, at udrulningen af ladeinfrastruktur foregår i takt med behov, så der opsættes ladeinfrastruktur de ”rigtige steder”, altså der hvor der er behov.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
"Venstre ønsker at udbud af lyn- og hurtigladestandere igangsættes hurtigst muligt, således at kommunen ikke kun forsøger at følge efterspørgslen, men også tilstræber at være foran efterspørgslen.”