Mødedato: 22.03.2006, kl. 15:00

Særlige bestemmelser om genanvendeligt pap og papir

Se alle bilag

Særlige bestemmelser om genanvendeligt pap og papir

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. marts 2006

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Særlige bestemmelser om genanvendeligt pap og papir

 

TMU 163/2006  J.nr. 26.0013/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

 

at Teknik- og Miljøudvalget godkender forslaget til ændring i "Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune", gældende fra 1. april 2006

at Teknik- og Miljøudvalget godkender forslag til ændring i "Særlige bestemmelser for indsamling af papiraffald i henhold til Regulativ for husholdningsaffald i Københavns Kommune", gældende fra 1. april 2006

 

 

RESUME

Ved at ændre de særlige bestemmelser om pap og papir fra erhvervsvirksomheder, fjernes muligheden for at aflevere fortroligt papir til forbrænding. Alt fortroligt papir fra erhvervsvirksomheder skal fremover afleveres til genanvendelse. Det fortrolige papir skal før en sikkerhedsmakulering adskilles fra plastlommer, mapper og lign. Derved bliver kvaliteten af det genanvendelige papir meget bedre. Transportører og modtageanlæg tilbyder allerede i dag sikkerhedsmakulering af fortroligt papir til genanvendelse.

 

Generelt er sikkerhedsmakulering af fortroligt papir billigere end forbrænding, men det afhænger meget af de aftaler, som indgås mellem den enkelte virksomhed og transportøren eller affaldsbehandleren om sikkerhedsniveauet, service, materiel o.s.v.

 

Den mindre ændring af de særlige bestemmelser om papiraffald fra husholdninger betyder, at det fremover bliver muligt at aflevere indbundne bøger til genanvendelse.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund
Miljøministeriet har i august 2005 udsendt en revideret affaldsbekendtgørelse[1], hvori det er gjort muligt for kommunerne at fastsætte krav om genanvendelse af fortroligt papir fra erhvervsvirksomheder.

I de nugældende særlige bestemmelser om pap og papir fra erhvervsvirksomheder, kan virksomhederne vælge at bortskaffe fortroligt papir til forbrænding.

Uddybning af indstilling
Papir fra erhverv
Erhvervsvirksomhederne vurderer selv, om og hvornår deres papiraffald skal håndteres og bortskaffes som fortroligt papir.

Fortroligt papir opstår ofte i forbindelse med arkiv- og kontorrydninger i finansverdenen og i den offentlige sektor. Virksomheder kan i dag vælge at sende alt fortroligt papir til forbrænding. De kan vælge at aflevere det inklusiv mapper, ringbind og plastlommer eller sortere det på forhånd. Vælger virksomheden forbrænding af det fortrolige papir, håndteres det særskilt efter særlige regler på forbrændingsanlæggene. I dag er der en del virksomheder, der vælger at sende deres fortrolige papir til genanvendelse.

Fortroligt papir skal ifølge indstillingen genanvendes, som alt andet "ikke fortroligt" papir. Der findes flere anlæg, der sikkerhedsmakulerer fortroligt papir. De fortrolige dokumenter kan håndteres på forskellige sikkerhedsniveauer, som virksomheden kan vælge efter behov. Københavns Kommune har indgået aftale med nogle transportører om transport af papir, herunder fortroligt papir. Mange af disse tilbyder allerede i dag virksomheder at håndtere fortroligt papir til genanvendelse.

I forslag til ændring af de særlige bestemmelser stiller kommunen også krav til, at det fortrolige papir adskilles fra andre materialetyper fx mapper, ringbind og plastlommer. Det er i dag muligt at sikkerhedsmakulere fortroligt papir sammen med mapper og lignende, men ved at adskille materialerne fås en ren fraktion papir, som er særdeles egnet til produktion af nyt papir af finere kvalitet.

Priser på håndtering og bortskaffelse af fortroligt papir afhænger helt af det sikkerhedsniveau, de enkelte virksomheder vælger at anvende. Fx er mobil sikkerhedsmakulering en forholdsvis dyr løsning (3000 kr/ton), men er også på et højt serviceniveau, da det fortrolige papir kan hentes direkte ved kundens arbejdsstation.

Generelt kan siges, at makulering af fortroligt papir er noget billigere end forbrænding. Fx hvis en virksomhed selv afleverer 1 ton fortroligt papir direkte til behandlingsanlæg, vil det koste 460 kr for makulering til genanvendelse mod 670 kr for forbrænding (incl. affaldsafgift på 330 kr/ton). Af de 460 kr. for makulering vil virksomheden ofte få refunderet noget af beløbet, hvis papirpriserne er gode, hvilket de har været de senere år. Hvis virksomheden ikke selv transportere det indsamlede papir, skal der oven i behandlingspriserne tilføjes ekstra pris for serviceniveau, transport og  materiel, som godt kan ændre billedet.

Papir fra husholdninger

Der er i forslag til de særlige bestemmelser for papir for husholdninger foretaget en mindre ændring, da det nu er muligt at genanvende indbundne bøger. Der sker hele tiden udvikling på anlæg, der genanvender papir, og derved kan flere og flere papirfraktioner genanvendes. Der har tidligere været problemer med de indbundne bøger, da der sidder meget lim i ryggen, hvilket har forringet papirkvaliteten. I dag kan indbundne bøger, telefonbøger, rudekuverter og lign. papir med lim godt genanvendes.

 

Økonomi
De nye regler medfører, at alle Københavns Kommunes institutioner fremover også skal genanvende alt fortroligt papir. Hvorvidt det allerede er udbredt i kommunen vides ikke, men fx er alle stemmesedler (154m3) fra kommunalvalget 2005 blevet sikkerhedsmakuleret inden genanvendelse.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

 

  • Bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet og mindre affald til forbrænding og deponering. (Affaldsplan 2008).

 

Da alt fortroligt papir fremover skal genanvendes og ikke forbrændes, vil genanvendelsesmængden af papir øges. Fx har Amagerforbrænding i 2005 modtaget og forbrændt ca. 400 ton fortroligt papir.

 

Kvaliteten af de t allerede genanvendte fortrolige papir vil øges, da virksomhederne fremover skal frasortere mapper, ringbind, plastlommer inden makulering og genanvendelse.

Derved udnyttes papiret bedre, og de frasorterede mapper, plastlommer og lign. kan fremme affaldsforebyggelsen på den enkelte virksomhed ved at blive brugt igen.

 

Høring

De særlige bestemmelser om fortroligt papir fra erhvervsvirksomheder har været sendt i høring hos Amagerforbrænding I/S, Vestforbrænding I/S, Frederiksberg Kommune og Renholdningsselskabet af 1898. Derudover har der været kontakt til Divello A/S, der kan foretage mobil sikkerhedsmakulering, og DanFiber, der afsætter papir til genanvendelse.

 

Amagerforbrænding finder de ændrede regler i harmoni med selskabets ønske om at afvise fortroligt papir. De har netop gennemført en kampagne med henblik på at øge genanvendelsen af fortroligt papir. De øvrige selskaber har ikke haft bemærkninger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 – Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune.

Bilag 2 – Særlige bestemmelser for indsamling af papiraffald i henhold til Regulativ for husholdningsaffald i Københavns Kommune.

 

 

Hjalte Aaberg


 



[1] Miljøministeriets bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om affald nr. 790 af 14. august 2005

Til top