Mødedato: 22.02.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Lukning af bussluse i Prinsessegade, Indre By

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal slukkes for busslusen i Prinsessegade og samtidig igangsættes en evaluering af de trafikale effekter af det afsluttede trafiksaneringsprojekt for Prinsessegade.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at forvaltningen slukker busslusen i Prinsessegade.
  2. at forvaltningen inden udgangen af 2016 fremlægger evaluering af de trafikale effekter af trafiksaneringsprojektet i Prinsessegade. 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen henviste den 4. november 2010 et medlemsforslag stillet af A, B, C og V om ”at busslusen i Prinsessegade nedlægges efter gennemførelsen af trafiksaneringer i Prinsessegade” til Teknik- og Miljøudvalget. Der skulle være bedre trafikal sammenhæng mellem Christianshavn og Holmen og foretages en gennemgribende trafiksanering af Prinsessegade. Løsningen måtte ikke medføre en øget biltrafik i Prinsessegade.

Teknik- og Miljøforvaltningen har siden den første anlægsbevilling i 2011 løbende holdt en række dialogmøder med lokale interessenter og lokaludvalget, for at orientere om fremdriften og skabe lokalt ejerskab til løsningsforslagene. I den forbindelse er det blevet besluttet, at forvaltningen med færdiggørelse af anlægsprojektet vil evaluere på de trafikale effekter inden en endelig afrapportering og anbefaling til de politiske udvalg. Lokalt har der været udtrykt skepsis om hvorvidt målsætningen om, at biltrafikken ikke må stige reelt kan lade sig gøre med det udførte anlægsprojekt uden busslusen.

Teknik- og Miljøudvalget har med deres vedtagelse af det alternative trafiksaneringsprojekt (TMU 22. september 2014) accepteret en mindre trafikstigning i Prinsessegade på op til 1.200 bilture mere i døgnet mod de oprindeligt forudsatte 300 bilture i døgnet.

Løsning

Prinsessegade har siden 2010 været identificeret som uheldsbelastet af forvaltningen og fik i 2012  (BR 23. august 2012) den første anlægsbevilling til at gennemføre trafikdæmpende foranstaltninger. Bevillingen var bundet op på etableringen af den nye idrætshal på Arsenaløen – Hal C. Derefter blev der bevilliget yderligere 1 mio. kr. til projektering/dialog i overførselssagen 2012-2013 (BR 23. maj 2013) og igen 8 mio. kr. til et anlægsprojekt med trafikdæmpende foranstaltninger samt to store pladsdannelser på Budget 2014 (BR 3. oktober 2013). Lokaludvalget og flere meget aktive borgergrupper har fulgt denne proces tæt hele vejen.

Der etableres med trafiksaneringsprojektet fem nye hævede flader (40 km/t) på Prinsessegade, et nyt signalanlæg ved Bådsmandsstræde, to nye pladsdannelser ved Burmeistergade og Sankt Annæ Gade (Vor Frelser Kirke), to gennemførte fortov ved Bodenhoffs Plads samt 40 km/t bump på Danneskiold-Samsøes Allé.

Det er forvaltningens anbefaling, at eventuel fysisk fjernelse af busslusen i Prinsessegade afventer afdækning af de reelle trafikale effekter af trafiksaneringsprojektet. Trafiksaneringsprojektets effekter er alene kendt beregningsmæssigt. Beregningerne indeholder en vis usikkerhed, hvorfor det anbefales at gennemføre en evaluering af trafiksaneringsprojektet.

Der evalueres med tre trafiktællinger indtil august 2016. Forvaltningen gennemfører én før-tælling med busslusen i funktion (februar-marts) og to efter-tællinger med busslusen slukket hhv. forår (maj) og sommer (august). Så snart før-tællingen er gennemført, slukker forvaltningen for busslusen, så de efterfølgende tællinger med busslusen åben kan afspejle så normalt et trafikbillede, som muligt.

Lokaludvalget orienteres om evalueringen og får fremsendt resultatet samtidig med fremsendelse til Teknik- og Miljøudvalget.

Evalueringen foreligges Teknik- og Miljøudvalget senest ultimo 2016.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser. Udgifterne til evaluering og trafiktællinger afholdes indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Udvalget vil inden udgangen af 2016 modtage en ny indstilling med evaluering af forsøget og faglig anbefaling.

Beslutter udvalget, at busslusen skal fysisk fjernes, vurderer forvaltningen, at dette vil koste ca. 100.000 kr. i engangsudgift, som kan holdes inden for driftsrammen.

 

         Pernille Andersen

                                                                  /Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. februar 2016

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:

”at busslusen bortfjernes straks”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod syv. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, F og Ø.

Indstillingen blev godkendt med seks stemmer mod fire. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, C og V.
Imod stemte: F og Ø.

Sagen blev standset af Lars Berg Dueholm (V) jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen hurtigst muligt.

Til top