Mødedato: 22.02.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af cykelstativer i Fiskedamsgade, Østerbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslag med henblik på etablering af cykelstativer i Fiskedamsgade på Østerbro.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslag i bilag 3 danner grundlag for projektering og anlæg af 34 cykelparkeringspladser på de afrundede hjørner i Fiskedamsgade.
  2. at medlemsforslag og beslutning om etablering af cykelstativer i Fiskedamsgade, Østerbro, af 26. oktober 2015 (punkt 17) hermed er håndteret.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. oktober 2015 ved behandling af medlemsforslag (stillet af Ø) om etablering af cykelstativer i Fiskedamsgade på Østerbro følgende ændringsforslag (stillet af C):

”at Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at udarbejde forslag til etableringen af cykelstativer på dele af det anlagte skråparkeringsareal i Fiskedamsgade, dog således at antallet af parkeringspladser bevares, alternativt at cykelstativerne placeres på de afrundede hjørner, så det ikke medfører nedlæggelse af parkering.”

Forvaltningen har udarbejdet projektforslag for etablering af yderligere cykelparkering i Fiskedamsgade og et overslag over de forventede anlægsudgifter, som Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til med henblik på anlæg.

Løsning

I Fiskedamsgade blev der i 2015 anlagt 24 nye skråparkeringspladser, plantet 5 nye træer og etableret 205 nye cykelparkeringspladser i forbindelse med det såkaldte skråparkeringsprojekt. For at få plads til projektet blev fortovene gjort smallere, og fortovskanterne blev bygget ud i gadens fem kryds. I den forbindelse blev 272 cykelparkeringspladser fjernet fra husfacaderne for at sikre tilgængelighed og ganglinjer.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at bilparkeringskapaciteten på vejarealet i Fiskedamsgade er fuldt udnyttet, og at det ikke er muligt at etablere cykelstativer på dele af det anlagte skråparkeringsareal uden samtidig at nedlægge parkeringspladser. De eksisterende forhold fremgår af bilag 2. Forvaltningen har derfor undersøgt, om det er muligt at etablere flere cykelparkeringspladser på de fortovsudbyggede gadehjørner.

I notat af 16. november 2015 til udvalget om anlagte parkeringspladser i skråparkeringsprojektet orienterede forvaltningen om, at det i forbindelse med skråparkeringsprojektet blev vurderet, at der ud fra generelle vurderinger ikke kunne anlægges yderligere cykelparkering på de afrundede hjørner, da det ville gå ud over oversigtsforholdene.

Forvaltningen vurderer efter en ny konkret besigtigelse i Fiskedamsgade, at det vil være muligt at få plads til yderligere cykelparkeringspladser på gadehjørnerne, hvis pladserne spredes ud på flere hjørner og lidt ned af sidegaderne. Forvaltningen vurderer, at det med disse placeringer vil være muligt at etablere 34 nye cykelparkeringspladser i Fiskedamsgade, samtidig med at kravene til oversigtsforholdene overholdes. Forvaltningens forslag fremgår af bilag 3.

Der kan etableres 34 nye cykelparkeringspladser i stativer følgende steder:

  • 5 cykelparkeringspladser i krydset ved Classensgade/Fiskedamsgade.
  • 6 cykelparkeringspladser i krydset ved Willemoesgade/Fiskedamsgade.    
    - Pladserne er placeret på fortovsudbygning ned ad sidevejen.
  • 17 cykelparkeringspladser i krydset ved Holsteinsgade/Fiskedamsgade.
    - 13 af pladserne er placeret på fortovsudbygning ned ad sidevejen.
  • 6 cykelparkeringspladser i krydset ved Næstvedgade/Fiskedamsgade.

Med 34 nye pladser øges antallet af cykelparkeringspladser fra 205 til 239 i Fiskedamsgade. Stativerne placeres på fortovsudbygningen med retning ind mod fortovet, så cyklerne ikke skal trækkes ud over kantstenen. Forslaget i bilag 3 tager ligeledes højde for naturlige ganglinjer og oversigtsforhold.

Forvaltningen har ved en optælling i januar 2016 registreret 333 parkerede cykler i Fiskedamsgade. Endvidere blev der registeret god udnyttelse af gadens eksisterende cykelstativer, samt mangel på cykelparkeringspladser. Etablering af 34 nye cykelparkeringspladser giver en forøgelse af cykelparkeringspladser, men der vil antageligt fortsat mangle ca. 100 cykelparkeringspladser. Såfremt der skal anlægges yderligere cykelparkering i Fiskedamsgade vil det være nødvendigt at nedlægge en eller flere bilparkeringspladser.

Forvaltningen forventer, at udgiften til anlæg af 34 cykelparkeringspladser vil udgøre 0,07 mio. kr. Der er tale om et erfaringsskøn, som konkretiseres i forbindelse med den endelige projektering. Løsningen kan finansieres af allerede frigivne midler til opgradering cykelparkeringsforholdene i København, jf. Økonomiafsnittet.

Høring

Østerbro Lokaludvalg er ikke hørt om forslaget, da der er tale om et mindre anlægsprojekt.

Politiet er ikke hørt, da Københavns Kommune har myndighed til at etablere cykelstativer på fortovet.

Økonomi

Udgiften til anlæg af de 34 cykelparkeringspladser forventes at udgøre 0,07 mio. kr. og finansieres af de midler, som blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 22. august 2013 (2,0 mio. kr.) og den 10. april 2014 (5,6 mio. kr.) til opgradering cykelparkeringsforholdene i København. Af de i alt 7,6 mio. kr. er der anvendt 5,7 mio. kr., og der resterer 1,9 mio. kr. af de frigivne midler.

Videre proces

Anlæg af cykelparkeringspladser i Fiskedamsgade forventes udført i foråret 2016.

                     

Pernille Andersen

                                                                 /Anders Møller

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. februar 2016

Indstillingen blev godkendt.
Til top