Drøftelse af Ørestad Vandlaug og Bella Center kvarter
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- at udvalget drøfter Bella Kvarters medlemskab af Vandlauget i Ørestad, herunder at Teknik- og Miljøforvaltningen som myndighed ikke er part i sagen.
- at der hermed er gjort op med medlemsforslaget om drøftelse af Ørestad Vandlaug og grundejere i Bella Kvarter fremsat af Venstre i Teknik- og Miljøudvalget 23. november 2015.
Problemstilling
Venstre fremsatte 23. november 2015 medlemsforslag om:
”Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en drøftelsessag om Bella Centers og dermed Bella Kvarters medlemskab af Ørestad Vandlaug med henblik på at Bella Kvarter bidrager til at betale udgifterne til udledning af vand i Ørestads kanaler på lige fod med øvrige arealer i Ørestad. Sagen ønskes drøftet på møde i Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af januar 2016”.
I henhold til lokalplanforslaget for Bella Center kvarteret og Spildevandsplantillæg nr. 4, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte 14. december 2015, skal overfladevand fra kvarteret ledes til kanalsystemer uden for kvarteret. Herunder også til kanalerne i Ørestad, som ejes og drives af Vandlauget i Ørestad.
Kvarteret Bella Center Sydøst (Bella Kvarter) er imidlertid ikke omfattet af Lov om Ørestad, og derfor er Bella Kvarter heller ikke medlem af Vandlauget i Ørestad. Der skal derfor findes en betalingsløsning, så Vandlauget kompenseres for modtagelse og håndtering af vand fra Bella Kvarter.
Parterne i sagen er således grundejer(e) i Bella Kvarter og Vandlauget samt HOFOR, der skal overtage og drive det nye ledningsnet i og fra Bella Kvarter til kanalerne i bl.a. Ørestad. Teknik- og Miljøforvaltningen er således som myndighed ikke part i sagen.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen er alene myndighed på området, men ser naturligvis helst, at der indgås konstruktive aftaler de private parter imellem. Forvaltningen bidrog i et vist omfang til processen under oprettelsen af Vestamager Pumpe- Digelaug. Det skete på baggrund af en henvendelse fra Skov- og Naturstyrelsen, der ikke længere så sig i stand til at tage ansvaret for driften af pumpesystemet i området. Vandlauget i Ørestad blev også til på forslag af forvaltningen i lyset af, at By og Havn skulle finde en organisatorisk løsning på vandafledningen i Ørestad. Københavns Kommunes rolle har således hidtil været at foreslå mulige løsninger for de involverede private parter - ikke som myndighed, men som ejer af HOFOR.
Betaling til Vandlauget
Kommunens tilladelser til udledning fra Bella Kvarter gives i henhold til Spildevandsplantillægget. Vandlauget vil ikke umiddelbart blive kompenseret, medmindre der indgås en aftale mellem parterne om vederlag til Vandlauget. Dvs. aftaler mellem Solstra, der ejer byudviklingsområderne i Bella Kvarter, HOFOR og Vandlauget. Der ledes endnu ikke vand fra Bella Kvarter til Vandlaugets kanaler i Ørestad.
Forvaltningen har bedt HORTEN vurdere de juridiske aspekter i sagen (bilag 1). Der er tale om privatretlig aftaler, som kommunen ikke indgår i, og som udgangspunkt må løses ved forhandlingerne mellem parterne.
HORTEN fastslår, at kommunen ikke kan tvinge nogen til at blive medlem af Vandlauget. Hvis grundejer(e) eller en evt. kommende grundejerforening i Bella Kvarter skal være medlem af Vandlauget, skal det ske ved en frivillig aftale mellem parterne. Alternativt kan der indgås en betalingsaftale mellem parterne uden medlemskab, men det skal i givet fald også ske på frivillig basis.
Forvaltningen kan således som myndighed ikke agere i sagen, men kun opfordre parterne til at indgå en frivillig aftale.
HOFOR's ledningsovertagelse
Ifølge Spildevandsplantillægget skal HOFOR overtage og drive ledninger/kanaler i Bella Kvarter og ud til bl.a. Vandlaugets kanaler. Der skal således også indgås en frivillig privatretlig aftale mellem Solstra og HOFOR herom. Det vil efter forvaltningens vurdering komplicere forhandlingerne mellem Solstra og HOFOR, hvis ikke betalingen til Vandlauget afklares i forbindelse eller parallelt med en aftale om ledningsnettet, jf. nedenfor.
Forvaltningsafgørelse af betaling
Hvis der ikke indgås en frivillig aftale om betaling til Vandlauget for modtagelse af vand fra Bella Kvarter, vurderer HORTEN, at forvaltningen efter vandløbsloven kan pålægge ledningsejer at betale for udledning til fx Vandlaugets kanaler. Det vil i givet fald ske i forbindelse med en konkret udledningstilladelse.
Eftersom HOFOR skal overtage ledningsnettet, vil betalingen i så fald blive pålagt HOFOR som kommende ledningsejer. Et sådant pålæg vil skulle begrundes og vil kunne ankes til taksationsmyndighederne. Rent formelt vil en sådan situation først indtræffe, når HOFOR ansøger om udledningstilladelse.
Der er ikke fortilfælde, hvor forvaltningen har pålagt betaling i forbindelse med udledningstilladelser i driftssituationer. Der er i udledningstilladelser til Vestamager Pumpe- Digelaug indskrevet, at betalingspørgsmålet skal tages op ved ekstraordinære udledninger i en anlægsfase.
Til drøftelse
Kommunen er som myndighed ikke part i sagen. Som medejer af HOFOR vil kommunen kunne tage en drøftelse med HOFOR om deres rolle og muligheder for at fremme sagen.
På en sådan baggrund vil HOFOR og Solstra kunne forhandle en aftale om ledningsnettet på plads uden udeståender om betaling for udledninger til Vandlauget.
Hvis der ikke indgås nogen frivillige aftaler, vil forvaltningen ved en ansøgning om udledningstilladelse skulle vurdere, om ledningsejer skal pålægges at betale for udledningen til Vandlaugets kanaler i Ørestad.
Det kan bemærkes, at HORTEN i dialogen med forvaltningen har gjort opmærksom på, at man kan stille spørgsmål ved, om det ud fra en generel betragtning er en kommunal opgave at afdække mulighederne for finansiering mellem private parter i sådanne projekter, eller om en sådan afdækning snarere bør foretages af de private parter med interesse heri.
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil følge forhandlingerne mellem parterne for at erfare, om parterne finder en aftalebaseret løsning på fordelingen af omkostninger ved vandafledningen til kanalerne i Ørestad.
Pernille Andersen
/ Anne-Sofie Degn
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.