Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Vesterbrogade, Kingosgade, Boyesgade og Brorsonsgade
Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Vesterbrogade, Kingosgade, Boyesgade og Brorsonsgade
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 22. februar 2006
Sager til beslutning
16. Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Vesterbrogade, Kingosgade, Boyesgade og Brorsonsgade
TMU 92/2006 J.nr. 451:147.0001/06
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget
godkender,
at forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag om etablering af
et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Vesterbrogade 106 A-B, Kingosgade
2-6, Boyesgade 15-17 og Brorsonsgade 1-9, idet forvaltningen efter
indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om
byfornyelsesbeslutning
at indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved
etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og
vedligeholde.
Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og
beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 7 beboelsesejendomme med 206 beboere
fordelt på 119 boliger og 15 erhvervslejemål.
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.800.000 kr.,
der betales af stat og kommune med hver 50 %.
Ejerne afholder udgifterne til etablering af et mobilsuganlæg til
opbevaring og bortskaffelse af karreens dagrenovation, som indrettes i forbindelse
med gårdanlæggets etablering.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
De nuværende forhold i karreen fremgår af vedlagte tegning (bilag 3).
Gårdarealerne – der er dårligt vedligeholdt – er opdelt af
plankeværker.
Der er endvidere terrænspring imellem de enkelte ejendomme, ligesom
adgangen mellem vej og
gård for hovedparten af ejendommene ikke er optimal med
hensyn til udtagning af dagrenovationen. Der er herudover gamle misligholdte
gårdkældre på de fleste ejendomme, ligesom ejendommenes gårdarealer – der er
meget beskedne – er uegnede til ophold og leg.
Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved
nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en
friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 418 og friarealprocenten
7.
Forslaget omfatter syv 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden
1884-87. Seks af ejendommene er andelsboligforeninger, og én er ejerforening.
Der er 119 boliger i karreen og 15 butikslejemål. Det samlede gårdareal er ca.
700 m2.
Pr. 1. januar 2005 var der 206 beboere i karreen, heraf 19 under 15 år,
5 over 67 år, medens 182 var i gruppen 15-66 år.
Forhandlinger
Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne
Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.
I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og
beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om
gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Ejerne ønsker, at der opnås så stor en forbedring af opholds- og
legemulighederne i det fremtidige gårdanlæg, som bebyggelsesforholdene
tillader, samt en optimering af bortskaffelsen af dagrenovationen. Med henblik
herpå har ejerne indgået aftale med Envac Danmark A/S om indretning af et
mobilsug til opbevaring og bortskaffelse af karreens dagrenovation i
forbindelse med gårdanlæggets etablering.
Der er herefter på dette grundlag i samarbejde med ejere og
beboerrepræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.
Efter aftale med repræsentanterne har der endvidere været holdt et
beboermøde, hvor Grønne Gårde har orienteret om forslaget til
byfornyelsesbeslutning.
Forslaget
De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles
gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget (bilag 1).
Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige
konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i
projektet.
Herudover medfører etableringen af det omtalte mobilsuganlæg – ud over
en optimering af bortskaffelsen af dagrenovationen – en væsentlig forbedring af
arbejdsforholdene for renovationsarbejderne.
Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter
bestemmelser om opretholdelse, benyttelse og den fremtidige vedligeholdelse
(bilag 2).
Økonomi
Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af
byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb,
som er fastsat i medfør af loven.
Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i
henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.
Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.800.000 kr., der
betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det
rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for
2006 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de
følgende år til samme formål.
Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg samt
udgifterne til indretning af et mobilsuganlæg.
Miljøvurdering
Lov om
miljøvurdering af planer og programmer
Indstillingen om fælles
gårdanlæg er vurderet til ikke at medføre, at der skal foretages en
miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Baggrunden herfor er, at
forslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag, eller
projekter, der i størrelse og omfang samt i forhold til lokalområdets nuværende
udformning og karakter vurderes at få væsentlig betydning herfor.
Teknik- og
Miljøforvaltningens positivliste til miljøvurdering
Indstillingen er
miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
hidtidige positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Miljørigtig
projektering, vand, varme, el, gas, affald, materialer og grønne områder.
Målsætningerne i pjecen
"Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" er inddelt i 3 niveauer –
minimumskrav, anbefalinger og visioner. Minimumskravene skal altid følges,
anbefalingerne bør altid overvejes, medens visionerne er muligheder, der kan
afprøves. Indstillingen er miljøvurderet på grundlag af denne emneopdeling.
Vurdering
Minimumskrav:
Minimumskravene er opfyldt
for alle relevante emner på nær i forholdet til kravet inden for affald om, at
der i gårdrummet skal afsættes plads til have- og storaffald.
Fravigelsen skyldes, at
ejere og beboere – på grund af det beskedne gårdrum – har ønsket af fortsætte
med den nuværende ordning, hvor storaffald opbevares i de enkelte ejendommes
forhuse, hvorfra Renholdningsselskabet af 1898 afhenter det efter nærmere
aftale.
Anbefalinger:
For affald anvendes anbefalingerne om, at ejendommene kan deltage i
"Viceværtordningen for indsamling af farligt affald".
For materialer anvendes anbefalingerne om at anvende miljø- og
energimærkede byggevarer, hvor det er muligt. Der vælges ikke produkter og
materialer, der indeholder stoffer opført på Miljøstyrelsens "Listen over
uønskede stoffer", ligesom de overfladebehandlinger, der anvendes, har hurtig
og minimal afgasning. Herudover minimeres bortkørsel af overskudsjord ved
genbrug.
For grønne områder anvendes
anbefalingerne om at benytte genbrugsmaterialer i stedet for stabilt grus og
kompostmuld på ikke befæstede arealer. Ved valg af materialer til skure,
legeredskaber og lignende bruges der miljøvenlige materialer. Herudover udskiftes
de øverste 50 cm af jorden i gårdanlægget med ren jord. Endvidere følges
anbefalingen om at holde friarealerne fri for parkering.
Visioner:
For grønne områder anvendes visionerne om, at gårdanlægget udformes således,
at gårdanlægget kan beslutte at tilrettelægge driften af anlægget, så det
bliver muligt for beboerne selv at være med i pasningen.
Forurenet jord renses og
anvises i henhold til "Regulativ for anvisning af forurenet jord", således at
jordforurening ikke udgør en kontaktrisiko for børn.
Fællesgårdanlægget udvikles
og forudsættes plejet efter økologiske principper. Der udarbejdes en
driftsvejledning for gårdanlægget, der beskriver, hvorledes anlægget bør
plejes.
Høring
Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8
uger.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Forslag til fælles gårdanlæg
Bilag 2: Servitutter der tinglyses
Bilag 3: Tegning af de eksisterende forhold