Høring af fjernvarmeprojekt lokalplanområde F.L. Smith II, Valby
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at HOFOR’s projektforslag om etablering af fjernvarmeforsyning i lokalplanområdet F.L. Smidth-området sendes i høring hos de lovpligtige høringsparter (bilag 1).
Problemstilling
HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag om at etablere fjernvarmeforsyning i lokalplanområdet F.L. Smidth-området, se bilag 1.
Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 825 af 24. juni 2016, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring, som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget.
Udvalget kan i henhold til Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.
Inden projektforslaget endeligt kan godkendes, skal de berørte parter høres. De berørte parter er Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), og Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS).
Løsning
HOFOR ønsker at udvide fjernvarmenettet i lokalplanområdet F.L. Smidth i takt med, at der bygges nye bygninger i området med behov for opvarmning. Den præcise angivelse af området fremgår af bilag 1, s. 5.
I HOFOR’s ansøgning sammenlignes fjernvarmeprojektet med etablering af individuelle luft-til-vand varmepumper, da denne teknologi vurderes at være den mest konkurrencedygtige forsyningsløsning i forhold til fjernvarme. Der er foretaget en samfundsøkonomisk analyse samt beregninger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. For at et projekt kan godkendes, kræver det, at det samfundsøkonomisk er bedre end det referenceprojekt, der sammenlignes med.
Samfundsøkonomi
Vurderingen, der er for en periode på 25 år, viser, at etablering af fjernvarme er den samfundsøkonomisk mest fordelagtige løsning. Det er ca. 50 % billigere samfundsøkonomisk at etablere fjernvarme end individuelle varmepumper.
Både investerings- og driftsomkostninger for varmepumper er betydeligt højere end for fjernvarme.
Følsomhedsanalysen viser, at fjernvarme er det billigste alternativ i alle scenarier.
Brugerøkonomi og selskabsøkonomi
Ud over den samfundsøkonomiske vurdering indeholder ansøgningen vurderinger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger. Det bemærkes, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi og brugerøkonomi ikke indgår som beslutningsparametre iht. projektbekendtgørelsen, kun samfundsøkonomien.
Det vil kun have en meget begrænset indflydelse på de samlede varmeproduktionsomkostninger i hovedstadens fjernvarmeforsyningsområde at etablere fjernvarme.
I forhold til forbrugerøkonomien er fjernvarme ca. 19,2 mio. kr. billigere end varmepumper over en periode på 25 år.
Etablering af fjernvarme er selskabsøkonomisk den bedste løsning frem for at etablere individuelle varmepumper. Den samlede selskabsøkonomiske fordel ved projektet udgør i alt ca. 12,6 mio. kr. over en periode på 25 år.
Miljøvurdering
At etablere fjernvarme er samlet set miljømæssigt den bedste løsning i forhold til emissioner af CO2, svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx) i forhold til varmepumper.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
På baggrund af udvalgets godkendelse sender forvaltningen projektet i høring hos de lovbestemte parter i fire uger. Det eksisterende projektforslag, høringsforslagene og vurderingen af høringsforslagene vil herefter danne grundlag for en ny politisk indstilling og endelig godkendelse.
Pernille Andersen
/ Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. november 2016
Indstillingen blev godkendt.