Bevillingsmæssige ændringer, november 2016
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de bevillingsmæssige ændringer, som Teknik- og Miljøforvaltningen har registreret i løbet af oktober.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
- at Teknik- og Miljøudvalget godkender de bevillingsmæssige ændringer jf. bilag 1.
Problemstilling
I overensstemmelse med Københavns Kommunes bevillingsregler skal en budgetomplacering mellem udvalg og overordnede bevillinger godkendes af kommunens fagudvalg. De budgetmæssige omplaceringer foretages for at sikre, at budgetterne er placeret korrekt i henhold til Social- og Indenrigsministeriets regler for budgettering og kontering for kommuner.
Under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen, at der foretages en række tekniske budgetmæssige ændringer. Ændringerne fremgår af løsningsafsnittet herunder og af Økonomiafsnittet.
Løsning
Nedenfor gennemgås de bevillingsmæssige ændringer som forvaltningen har registreret i løbet af oktober 2016. De ændringer, som medfører budgetomplacering til andre udvalg, er afstemt og aftalt med den pågældende forvaltning:
Ny periodisering af budgettet vedr. Indskud i Landsbyggefonden
Reperiodiseringen af budgettet vedr. Indskud i Landsbyggefonden foretages med denne sag, da budgettet er placeret på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter. På baggrund af den seneste prognose vedrørende forbruget på Indskud i Landsbyggefonden, ønsker forvaltningen at nedskrive budgettet med 248,4 mio. kr. (2016 p/l) i 2016 og overføre budgettet med henholdsvis 5,0 mio. kr. (2016 p/l) i 2017, 5,5 mio. kr. (2016 p/l) i 2018, 118,9 mio. kr. (2016 p/l) i 2019 og 118,9 mio. kr. (2016 p/l) i 2020. Behovet for reperiodiseringen skyldes, at forvaltningen ved årets start forventede en større eksekvering fra boligorganisationerne i 2016, som på nuværende ikke forventes opfyldt.
Ny periodisering af budgettet vedr. Nordhavnsvejs tilkoblingsanlæg
Reperiodiseringen af budgettet vedr. Nordhavnsvejs tilkoblingsanlæg foretages med denne sag, da budgettet er placeret på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter. På baggrund af den seneste prognose vedrørende forbruget på Nordhavnsvejs tilkoblingsanlæg, ønsker forvaltningen at nedskrive budgettet med 124,8 mio. kr. (2016 p/l) i 2016 og overføre budgettet til 2017. Behovet for reperiodiseringen skyldes primært, at tillægsbevillingen på 105,0 mio. kr. til anlægget af Nordhavnsvejs tilkoblingsanlægget (BR 17/3 2016) ved en fejl blev placeret i 2016. Bevillingen skulle have være placeret i 2017. Herudover forventes udgifter, som følge af manglende fremdrift (eller forsinkelser) på støbningen af tunnelen og de mekaniske- og elektriske installationer at falde i 2017 mod tidligere forventet i 2016. Tidsplanen for færdiggørelse og ibrugtagning af tilkoblingsanlægget (ultimo 2017) forventes stadig at holde.
Administrationen af medarbejdernes mobilabonnementer
I forbindelse med at mobilabonnementsordningen organisatorisk i løbet af 2016 er blevet flyttet fra parkerings- til administrationsområdet, så skal der overføres 0,4 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift fra 2016 og frem.
Tilbageførsel af uudnyttet budget for en kontorelev
En kontorelev ansat i forvaltningen ansat den 1/9-2015 er fratrådt 31/8-2016, hvilket er 12 måneder før forventet fratrædelse. Dermed har forvaltningen et uudnyttet budget for kontorelever i perioden fra og med september 2016 til og med august 2017. Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund nedskrives med 0,1 mio. kr. i 2016 og 2017. De 0,1 mio. kr. i 2016 og 2017 overføres til Økonomiudvalgets budget.
Økonomi
De bevillingsmæssige ændringer fremgår på oversigtsform i bilag 1. Her kan desuden findes information om udvalg, bevilling og funktion for hver enkelt bevillingsmæssig ændring.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 16. november med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 13. december og af Borgerrepræsentationen den 15. december 2016.
Pernille Andersen
/Anna Schou Johansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. november 2016
Indstillingen blev godkendt.