Medlemsforslag om etablering af sikker skolevej foran Tove Ditlevsens Skole
Indstilling
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en indstilling, der belyser mulighederne for at skabe sikre forhold for børn og voksne foran Tove Ditlevsens Skole (indskolingsmatriklen) på Enghave Plads, særligt mellem kl. 7:45 og 8:15 på hverdage.
(Stillet af Radikale Venstre)
Motivering
De trafikale forhold uden for Tove Ditlevsen Skoles indskolingsmatrikel på Enghave Plads er meget kaotiske og fyldt med frustrerede trafikanter og deraf farlige situationer omkring kl. 8 hver morgen, hvor børnene afleveres på skolen. Pladsen er for smal til, at en bil og en cykel kan passere hinanden, og slet ikke en ladcykel eller et ustabilt cyklende barn.
Den nuværende situation opleves som uhensigtsmæssig og potentielt farlig og bør forbedres hurtigst muligt. Skolebestyrelsen med flere ønsker en løsning, hvor der etableres kørselsforbud mellem 7:45 og 8:15 på hverdage. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at denne model tidligere er blevet afvist at politiet. På den baggrund ønskes forvaltningens forslag til løsninger for at skabe sikre forhold foran skolen fremlagt for udvalget.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. november 2016
Et samlet udvalg stillede følgende ændringsforslag til erstatning 1. at-punkt:
”at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder et notat, der belyser mulighederne for at skabe sikre forhold for børn og voksne foran Tove Ditlevsens Skole (indskolingsmatriklen) på Enghave Plads, særligt mellem kl. 7:45 og 8:15 på hverdage.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.