Kommunal garanti for lån til finansiering af 12 ustøttede andelsboliger i andelsboligforeningen Vildrose II, Kongens Enghave
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en ny kommunal garanti for lån til finansiering af 12 ustøttede andelsboliger i andelsboligforeningen Vildrose II, beliggende Thomas Koppels Allé i Kongens Enghave.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at kommunen stiller garanti for et nyt realkreditlån til finansiering af 12 andelsboliger i andelsboligforeningen Vildrose II, beliggende Thomas Koppels Allé i Kongens Enghave Kommunen skal garantere for 100 % af et lån på 3,86 mio. kr.
Problemstilling
Forvaltningen har modtaget en ansøgning om garantistillelse fra et realkreditinstitut.
Borgerrepræsentationen har den 29. marts 2007 besluttet at stille garanti for andelsboligforeningens realkreditlån. Lånet skal nu indfries og afløses af en ny belåning. Andelsboligforeningen Vildrose II har behov for en kommunegaranti til den nye belåning, hvilket Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til.
Garantien stilles med hjemmel i almenboliglovens § 160 n.
Løsning
Som en del af kommunens bestræbelser på at tilvejebringe billige boliger blev Vildrose II oprettet i samarbejde med Fonden for Billige Boliger. Borgerrepræsentationen bemyndigede i 2007 Teknik- og Miljøudvalget til at stille de fornødne garantier til realkreditlån i op til 30 år til andelsboligforeningen Vildrose II efter reglerne i Lov om almene boliger. Med de garantier, som gives i denne indstilling, kommer den samlede garantiperiode op på højst 30 år.
Andelsboligforeningen valgte i første omgang at finansiere med 10-årige stående lån. Det skyldes formentlig, at kurstabet på det 10-årige lån var lavere end på et 30-årigt lån med 10 års indledende afdragsfrihed. Kommunen stillede derfor efter vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget garanti for 3,86 mio. kr. af et 10-årigt, stående lån på 20,58 mio. kr.
Den nye belåning består af et 30-årigt lån på 10,28 mio. kr. til fast rente og med 10 års indledende afdragsfrihed, et 30-årigt annuitetslån på 6,88 mio. kr. med fast rente samt et 20-årigt annuitetslån på 3,86 mio. kr. med fast rente. Kommunen skal garantere for 100 % af det sidstnævnte lån. Den indstillede garanti er derfor for et 20-årigt lån, således at den samlede garantiperiode højst bliver 30 år.
Refinansieringen sker pr. 31. december 2016. Oplysninger om den nye garantistillelse fremgår af nedenstående skema.
Hvis andelsboligforeningen overgår til ejerboliger, kan garantien af kommunen opsiges med ½ års varsel.
De mere generelle oplysninger om kommunens sagsbehandling samt lovgrundlaget (almenboligloven, styrelsesloven og lånebekendtgørelsen) er nærmere beskrevet i bilag 1.
Adresse |
Thomas Koppels Allé |
Lån, kr. |
3.858.000 kr. |
Garanti pct. |
100 % (Svarende til den nuværende hæftelse) |
Kommunens hæftelse i kr. |
3.858.000 kr. |
Låntager |
Andelsboligforeningen Vildrose II |
Långiver |
Nordea Kredit |
Beslutningsdato i BR |
|
Antal boliger |
12 |
Sagstype |
Ustøttede private andelsboliger |
Økonomi
Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt andelsboligforeningen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelsen, sendes erklæringen om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningens administrerende direktør. Herefter sendes den til realkreditinstituttet, der frigiver den tidligere garanti.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. november 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.