Mødedato: 21.10.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af Århusgadekvarteret Vest og Trælastholmen i Nordhavn med kommuneplantillæg

Se alle bilag
Efter høringsperioden skal Borgerrepræsentationen vedtage lokalplanerne ”Århusgadekvarteret Vest i Nordhavn” og ”Trælastholmen i Nordhavn” med tilhørende kommuneplantillæg endeligt, samt godkende udbygningsaftaler og byudviklingsaftale. Planerne muliggør den fortsatte byudvikling i Nordhavn i tilknytning til den nye metrolinje.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at lokalplan ”Århusgadekvarteret Vest i Nordhavn” (bilag 1) vedtages endeligt med de under afsnittet Løsning nævnte ændringer.
  2. at lokalplan ”Trælastholmen i Nordhavn” (bilag 2) vedtages endeligt med de under afsnittet Løsning nævnte ændringer.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

     3.  at tillæg til Kommuneplan 2011 ”Indre Nordhavn” (bilag 3) vedtages endeligt. 

     4.  at udbygningsaftaler for henholdsvis ”Århusgadekvarteret Vest” og ”Trælastholmen” (bilag 8 og 9) samt byudviklingsaftale (bilag 10) med grundejerne vedtages.

Problemstilling

Planforslagene er en opfølgning på aftalen mellem Københavns Kommune, Staten og By & Havn om en metro til Nordhavn - godkendt af Borgerrepræsentationen på mødet den 20. juni 2012 (2012-77335). I aftalen forpligter Københavns Kommune sig til at tilvejebringe et plangrundlag for 870.000 m2 i Indre Nordhavn. På nuværende tidspunkt er der planlagt for 702.000 m2, hvoraf de to lokalplanforslag udgør 195.000 m2.

I forbindelse med behandling af forslaget afgav hele Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i en protokolbemærkning ønske om en større begrønning af områderne, gerne med flere træer.

Planforslagene har været i høring fra 6. juni 2013 til 6. september 2013, og der er modtaget 16 henvendelser til lokalplanforslaget ”Århusgadekvarteret Vest i Nordhavn” og 22 henvendelser til lokalplanforslaget ”Trælastholmen i Nordhavn”. Alle henvendelser fremgår af bilag 5 og 6.

Løsning

Det nye kommuneplantillæg sikrer bl.a. at området ved de to metrostationer kan udvikles til serviceerhverv. Samtidig forøges byggemuligheden i området, som aftalt med Staten og By & Havn i aftalen om metro til Nordhavn. Der fastlægges ligeledes en udvidelse af detailhandelsrammen med 10.000 m2 i bydelscenteret Århusgadekvarteret. Der gives mulighed for udgravning af nye kanaler, og for at opføre fire høje bygninger. Bilparkeringen i ”Århusgadekvarteret Vest” og ”Trælastholmen” bliver en del af en central parkeringsløsning med P-huse.

Lokalplanområdet ”Århusgadekvarteret Vest” rummer cirka 90.000 m2 bebyggelse overvejende i form af en bebyggelse i mellem 12 og 20 meters højde med mulighed for at opføre enkelte højere bygninger. Anvendelsen er primært erhverv, heraf op til 10.000 m2 til detailhandel. Der etableres allébeplantning i Århusgade og en højklasset cykelsti. Pladsen ved metrostationen indrettes til ophold og med cykelparkering.

Lokalplanområdet ”Trælastholmen” rummer ca. 105.000 m2 i form af sluttet randbebyggelse mellem 20 og 24 meters højde samt en høj bygning i op til 62 meters højde. Anvendelsen er primært erhverv, heraf op til 1.000 m2 til detailhandel. Under metrohøjbanen tænkes der etableret urbane faciliteter til leg og sport. Langs metrohøjbanen etableres højklasset cykelsti. Den centrale plads ved metrostationen indrettes til ophold og med cykelparkering.

Der henvises i øvrigt til bilag 1, 2 og 3.

Som følge af Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalgets protokolbemærkning har By & Havn i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen set på mulighederne for en yderligere begrønning i de to lokalplanområder. Dette har resulteret i, at der i begge planforslag er kommet flere beplantningszoner, der skal begrønnes blandt andet med flere træer. Ændringerne er blevet indarbejdet i lokalplantegningerne, jf. bilag 4.

Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte på møde, den 5. september 2013, indstilling vedrørende udvikling af kultur- og fritidsaktiviteter i Nordhavn. Udvalget ønsker at sætte fokus på behovet for kultur- og fritidsfaciliteter i forbindelse med byudviklingen.

De konkrete forslag til faciliteter vedrører ikke de aktuelle lokalplanområder, men er dels emner der er medtaget i den allerede vedtagne lokalplan for ”Århusgadekvarteret”, dels emner der kan inddrages i de fremtidige planer i Nordhavn. Det skal nævnes, at metropladsen på Trælastkaj og ’den urbane sportsplads’ er steder, hvor fritidsaktiviteter er tænkt ind i lokalplanforslagene. Indretning af metropladserne bliver belyst fra flere sider, i en særlig proces for pladserne, hvor Københavns Kommune, By & Havn og Metroselskabet deltager i proceduren for udformningen af et ambitiøst program. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil blive inddraget i denne proces.

Høring
Metroselskabet har til begge lokalplanforslag bemærket, at der i planerne ønskes indarbejdet en tekst om metroservitutter, om at indtræde som part i udbygningsaftalen, og at Metroselskabet undtages for medlemspligt af grundejerforeningen. Derudover har selskabet en række bemærkninger til de konkrete lokalplanbestemmelser.

Forvaltningernes bemærkninger
Forvaltningerne foreslår, at den tekst om metroservitutter i området, som selskabet foreslår, indarbejdes i lokalplanernes redegørelse. Forvaltningerne foreslår, at det af udbygningsaftalerne fremgår, at By & Havn skal etablere og finansiere metroforpladserne, men at udformning, etablering, overdragelse og drift af metroforpladserne vil ske i drifts- og anlægsaftaler (overenskomster) mellem By & Havn, Metroselskabet og Københavns Kommune. Metroselskabet bliver dermed ikke part i udbygningsaftalerne, men i de efterfølgende drifts- og anlægsaftaler, der skal indgås (bilag 8 og 9). Metroselskabets forslag til ændringer af lokalplanens bestemmelser er procesvejledninger for fremtidige bygherrer og ikke egentlige bestemmelser. Forvaltningerne vurderer det derfor ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at ændre dette i lokalplanens bestemmelser. Da fælles anliggender i området skal håndteres gennem grundejerforeningen, kan forvaltningerne ikke anbefale, at Metroselskabet undtages for medlemspligt. I hvilket omfang Metroselskabet skal bidrage til økonomien i grundejerforeningen fastlægges i vedtægterne og er lokalplanen uvedkommende.

Modtagne henvendelser til ”Århusgadekvarteret Vest” i høringsperioden

De modtagne henvendelser vedlægges som bilag 5. I bilag 7 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.

Østerbro Lokaludvalg
Lokaludvalget ser positivt på forslagets løsning omkring indpasning af metrostationerne, men er betænkelig ved de steder, hvor der åbnes for at bygge højere end de maksimalt 20-24 m, der generelt opereres med. Lokaludvalget mener således, at højden på de høje bygninger bør reduceres, samt at højde og form på den høje bygning ved Sundkrogsgade bør bearbejdes.

Lokaludvalget ser gerne, at der etableres en aktivitetshal for 12-17 årige samt ældre- og ungdomsboliger i området.

Forvaltningernes bemærkninger
Bebyggelsesplanen, med en tæt bebyggelse i 3-6 etager og enkelte høje bygninger, er et vigtigt udgangspunkt for hvordan indre Nordhavns egenart og skala skal ses og opleves, og ”Århusgadekvarteret Vest” er en del af denne plan. Samtidigt er intentionen at kunne fortætte omkring metrostationerne, blandt andet af hensyn til princippet om stationsnærhed vedtaget i kommuneplan 2011. Forvaltningerne vurderer, at de høje bygninger i området, er blevet bearbejdet og udformet så de tilfører kvaliteter til bebyggelsesplanen, samtidigt med at de bidrager til bylivet omkring metrostationerne.

Planen udelukker ikke, at der kan indpasses små boliger til ældre og unge. Lokalplantillægget udlægger ikke areal til en aktivitetshal. Forvaltningerne vurderer, at det kan være mere relevant at overveje en aktivitetshal på området ved Levantkaj i forbindelse med skolen.

Københavns Museum
Københavns Museum fremhæver, at planforslagene forudsætter en nedrivning af havnens vestre toldvagt og et toldkontor, hvorfor det efterfølgende vil være vanskeligere at aflæse områdets tidligere funktion og historiske udvikling. Museet finder det også vigtigt, at gadenavnene bevares. Københavns Museum vil gerne indgå i en dialog omkring, hvordan områdets historie kan føres videre i bydelens videre udvikling.

Forvaltningernes bemærkninger
Den bygningsmæssige fortætning i området, anlæggelsen af ny metro samt omlægning af infrastruktur gør, at det ikke er muligt at bevare de to omtalte bygninger. Diskussionen om gadenavne har ikke vedrørt arbejdet med lokalplanforslaget, og er heller ikke noget der påvirker lokalplanen. Forvaltningerne ser i øvrigt positivt på en dialog med Københavns Museum omkring, hvordan Nordhavnens historie kan føres videre i bydelens videre udvikling.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  • Højhuse og bygningshøjder
  • Parkerings- og tilkørselsforhold
  • Faciliteter til sport og rekreation samt (større) grønne områder
  • Sikring af gældende forhold for den eksisterende bebyggelse
  • Opførelse af ældre- og ungdomsboliger

Forvaltningernes bemærkninger
Bebyggelsesplanen for det indre Nordhavn indeholder en tæt bebyggelse i primært 3-6 etager og ind imellem enkelte høje bygninger, der refererer til havnens skala og karakter. Planen tager hermed afsæt i vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen.

Lokalplanområdet udlægges som et serviceerhvervsområde i et byudviklingsområde. Her gælder kommuneplanens parkeringsnorm om højest en plads pr. 150m2. Parkeringsnormen er fastlagt på baggrund af, at området har en god kollektiv trafikbetjening, og at der satses på en tæt, funktionsblandet og bæredygtig byudvikling. Lokalplanforslagenes krav til tilkørselsforhold, er stillet ud fra hensyntagen til både den nuværende og fremtidige trafikbelastning i Nordhavn. 

Bebyggelsesplanen for ”Århusgadekvarteret Vest” indeholder ikke større områder til sport og/eller rekreation, da bebyggelsesplanen ikke muliggør dette. Dette planlægges på Levantkaj.  Den vestlige del af ”Århusgadekvarteret” vil blive et område med meget trafik til og fra Nordhavn, og fokus i planlægningen har derfor været på den kommende metroplads samt arealerne omkring selve Århusgade med den højklassede cykelsti.

Forslag til ændringer til ”Århusgadekvarteret Vest”
De fremsendte bemærkninger giver ikke anledning til, at forvaltningerne foreslår ændringer i lokalplanens bestemmelser. Dog optages et afsnit, som foreslået af Metroselskabet, om lysning af servitutter m.v. vedrørende metroens sikkerhed, i kapitlet ”Lokalplanens sammenhæng med anden planlægning og lovgivning". Herudover tilføjes en tekst i redegørelsens afsnit om udbygningsaftaler om, at der skal indgås drifts- og anlægsaftaler mellem Københavns Kommune, By & Havn og Metroselskabet om metroforpladsen. Derudover tilføjes yderligere beplantningszoner jf. ovennævnte protokolbemærkning, og redegørelsens afsnit om byudviklingsaftalen tilrettes iht. den endelige udformning af denne.

Derudover tilføjes yderligere beplantningszoner jf. ovennævnte protokolbemærkning.

Modtagne henvendelser til ”Trælastholmen” i høringsperioden
De modtagne henvendelser vedlægges som bilag 6. I bilag 7 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Østerbro Lokaludvalg
Lokaludvalget opfordrer til, at realisering af kanalen der forbinder Kalkbrænderihavnen med Orientbassinet prioriteres højt. Udvalget har udarbejdet et forslag til en fremtidig udformning af Kalkbrænderiløbskaj og ser gerne, at forslaget tænkes ind i den videre planlægning, herunder at der gøres tilstrækkeligt for, at det bevaringsværdige krananlæg nord for lokalplanområdet opleves som et markant historisk anlæg.

Af hensyn til lysforhold mener udvalget, at den maksimale bygningshøjde for karréerne bør sænkes, og finder, at højden på bebyggelsen over metrostationen ligeledes bør sænkes af hensyn til modstående karréer.

Forvaltningernes bemærkninger
Realisering af kanalen der forbinder Kalkbrænderihavnen med Orientbassinet er fastlagt i udbygningsaftalen med By & Havn i forbindelse med plangrundlaget Udvidelse af Nordhavn og ny krydstogtsterminal vedtaget af BR den 11. februar 2010. Kanalen skal etableres når containerterminalen er flyttet.  Forvaltningerne vurderer, at det ved evt. lokalplanlægning af området nord for ”Trælastholmen” vil være hensigtsmæssigt at lade lokaludvalgets forslag til fremtidig udformning af Kalkbrænderiløbskaj indgå i arbejdet.

Der er en intention om at kunne fortætte byggeriet omkring metrostationerne, blandt andet af hensyn til princippet om stationsnærhed, der er vedtaget i Kommuneplan 2011. Der stilles krav til lysforholdene i forbindelse med opførelsen af de enkelte byggerier. Det vurderes, at bebyggelsen på ”Trælastholmen” har de samme muligheder for at skabe gode lysforhold som i eksempelvis ”Århusgadekvarteret”.

Forvaltningerne vurderer, at den høje bygning over metrotracéet tilfører en kvalitet til bebyggelsesplanen, at den kan blive et referencepunkt og bidrage til at aktivere metropladsen. Den endelige udformning af denne bygning skal fastlægges gennem en særlig proces, hvor både By & Havn og Københavns Kommune deltager.

Københavns Museum
Københavns Museum vil gerne have præciseret, om anlæggelsen af kanalen mellem Kalkbrænderihavnen og Orientbassinet kommer til at påvirke området umiddelbart nord for lokalplanområdet, der ses som unikt, hvor et bulkanlæg fremhæves som særligt bevaringsværdigt. Københavns Museum vil gerne deltage i en idéudvikling af området, så bulkanlægget kan bevares.

Forvaltningernes bemærkninger
Kanalen vil komme til at ligge tæt på bulkanlægget, men ikke direkte på dens areal. Københavns Kommune ser gerne en dialog med Københavns Museum omkring idéer til, hvordan dette område bedst kan udvikles.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  • Bygningshøjder
  • Parkerings- og tilkørselsforhold, herunder forhold for eksisterende brugere
  • Ny kanal mellem Kalkbrænderihavnen og Orientbassinet og forholdene for roere
  • Sikring af mangfoldighed i boligudbuddet – ældre- og ungdomsboliger
  • Bevaring af havneindustrimiljøer og etablering af større grønne arealer til rekreation  

Forvaltningernes bemærkninger
Bebyggelsen på ”Trælastholmen” består af en jævn, tæt bebyggelse i op til 20-24 m, i tråd med hvordan bebyggelsesplanen for Indre Nordhavn er tænkt. Samtidig er der en intention om at kunne bygge tæt omkring metrostationerne.

Lokalplanområdet udlægges som et serviceerhvervsområde i et byudviklingsområde med en parkeringsnorm på højest en plads pr. 150m2. Parkeringsnormen er fastlagt på baggrund af, at området har en god kollektiv trafikbetjening, og at der satses på en tæt og bæredygtig byudvikling. Lokalplanforslagets krav til tilkørselsforhold, er stillet ud fra hensyntagen til både den nuværende og fremtidige trafikbelastning i Nordhavn. De mange anlægsarbejder der vil pågå i de kommende år vil betyde, at trafikken i perioder vil være påvirket af dette. Der vil både under og efter anlægsarbejderne være et krav om, at der er fuld adgang til alle eksisterende ejendomme.

Jf. forvaltningernes bemærkninger til lokaludvalget er det aftalt med By & Havn, at de anlægger en ny kanal, når containerterminalen er flyttet. I aftalen forpligter By & Havn sig samtidig til at fastlægge dimensioner på kanalen ud fra dialog med roklubberne. Kanalen er i lokalplanen fastlagt til 30 meter, hvilket er nok til, at to robåde kan passere hinanden.

Planen udelukker ikke, at der kan indpasses små boliger til ældre og unge.

Forvaltningerne er enige i vigtigheden af, at inddrage særlige havneanlæg i byplanlægningen. Det skal dog bemærkes, at de anlæg som henvendelserne omtaler, ligger uden for lokalplanområdet for ”Trælastholmen”. Større og mere åbne områder er, på grund af den tætte bebyggelse, ikke planlagt til at ligge på ”Trælastholmen”. Københavns Kommune arbejder løbende med, at se på rekreative arealer i Nordhavn. I lokalplanen er fokus lagt på de mere urbane byrum ved vandet.

Forslag til ændringer til ”Trælastholmen”
De fremsendte bemærkninger giver anledning til, at forvaltningerne skal foreslå, at bestemmelsen om støj fra jernbanetrafik medtages i lokalplanens § 11 stk. 1 om støj fra trafik svarende til lokalplanforslaget for ”Århusgadekvarteret Vest”.

Der optages et afsnit, som foreslået af Metroselskabet, om lysning af servitutter m.v. vedrørende metroens sikkerhed, i kapitlet ”Lokalplanens sammenhæng med anden planlægning og lovgivning”. Herudover tilføjes en tekst i redegørelsens afsnit om udbygningsaftaler om, at der skal indgås drifts- og anlægsaftaler mellem Københavns Kommune, By & Havn og Metroselskabet om metroforpladsen og pladsen under metrohøjbanen.

Derudover tilføjes yderligere beplantningszoner jf. ovennævnte protokolbemærkning, og redegørelsens afsnit om byudviklingsaftalen tilrettes iht. den endelige udformning af denne. Tegning nr. 2 ændres endvidere, idet der ved en fejl er angivet et krav om 70 % boliger i et af områdets tre byggefelter.

De foreslåede ændringer ses ikke væsentligt at berøre andre end dem, der har foreslået ændringerne, hvorfor der ikke i medfør af planlovens § 27, stk. 2 skal foretages en supplerende høring.

Borgermøde
Der er blevet afholdt et samlet borgermøde om planforslagene, ”Århusgadekvarteret Vest”, ”Trælastholmen” og kommuneplantillægget med deltagelse af 22 borgere. Referat fra borgermødet er vedlagt som bilag 13.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. Det skønnes, at udvikling af de to lokalplanområder vil generere ca. 5.000 arbejdspladser og give kommunen en årlig skattemerindtægt på ca. 37 mio. kr. (2012 priser). Skønnet baseres på et scenarie med fuld udbygning af begge lokalplanområder. 

Udbygningsaftale

I den endelige udbygningsaftale for ”Århusgadekvarteret Vest (bilag 8) forpligter By & Havn sig til at anlægge,

  • Ombygning af Århusgade
  • Ombygning af Lüdersvej
  • Cykelsti i ”det grønne loop”
  • Etablering af metroforplads ved Århusgade

I den endelige udbygningsaftale for ”Trælastholmen”(bilag 9) forpligter By & Havn sig til, at anlægge,

  • Ombygning af Sundkrogsgade
  • Cykelsti i ”det grønne loop”
  • Metroforplads ved Orientkaj og plads under metrohøjbane

Efter etablering overtager Københavns Kommune anlæggene Århusgade, Lüdersvej, Cykelsti og Sundkrogsgade vederlagsfrit.

For så vidt angår metroforpladserne forventes det, at det af de fremtidige anlægs- og driftsaftaler vil fremgå, at metropladserne efterfølgende overdrages til Københavns Kommune. Areal under metrohøjbane overdrages ikke til Københavns Kommune.

Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme i det relevante budgetår, vil de forøgede driftsomkostninger skulle dækkes via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Byudviklingsaftale
Den endelige byudviklingsaftale, som er enslydene med udkastet vedlagt planforslagene er vedlagt som bilag 10.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanerne og kommuneplantillægget, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

 

         Claus Juhl                                         Pernille Andersen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 21. oktober 2013

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

 

”At der i planerne laves en individuel parkeringsløsning i stedet for en kollektiv parkeringsløsning”

 

For ændringsforslaget stemte 3 udvalgsmedlemmer: I, O, C

Imod ændringsforslaget stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, Ø, F

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme:

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

 

Der blev stemt om indstillingens 1.-2. at-punkt:

 

For indstillingens 1.-2. at-punkt stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, Ø, F

Imod indstillingens 1.-2. at-punkt stemte 2 udvalgsmedlemmer: C, I

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: O

 

Indstillingen 1.-2. at-punkt blev anbefalet:

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:


”SF lægger vægt på forvaltningens oplysninger om, at kranerne/bulkanlægget, som lægger op af lokalplanområdet Trælastholmen, kan bevares intakt under arbejdet i lokalplanområdet.”


Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ønsker inden planens endelige vedtagelse, at der i lokalplanen indsættes en bestemmelse om, at området ikke må anvendes til rockerborge, rockerklubhuse og rockeraktiviteter”


Til top