Mødedato: 21.10.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bevillingsmæssige ændringer - oktober 2013

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende de bevillingsmæssige ændringer for oktober 2013. De bevillingsmæssige ændringer har ingen nettovirkning på Teknik- og Miljøudvalgets budget i 2013 og 2014.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender 

  1. at de bevillingsmæssige ændringer for juni 2013, jf. bilag 1, gennemføres

Problemstilling

I overensstemmelse med bevillingsreglerne for budget 2013 skal en budgetændring mellem funktioner inden for en bevilling, godkendes af kommunens fagudvalg. Også hvis ændringerne blot har teknisk karakter.

De bevillingsmæssige ændringer foretages for at sikre, at budgetterne er placeret korrekt i henhold til Økonomi- og Indenrigsministeriets regler for budgettering og kontering for kommuner.

Under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at foretage en række bevillingsmæssige ændringer, der fremgår af løsningsafsnittet herunder og i oversigtsform i bilag 1.

Løsning

De bevillingsmæssige ændringer handler om udmøntning af lokallønsmidler i 2013, en omplacering vedr. driftsbygninger samt en ekstraordinær reklameindtægt fra reklamestanderne ved de gamle bycykler. De bevillingsmæssige ændringer gennemgås mere detaljeret nedenfor.

Udmøntning af lokallønsmidler 2013
Der er foretaget lokale lønforhandlinger i Teknik- og Miljøforvaltningen i løbet af 2013, da det som del af overenskomst 2011 blev aftalt at tilvejebringe lokallønsmidler til lønudvikling ud over den almindelige lønregulering og lønstigninger i forbindelse med anciennitet. Derfor ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at foretage en række omplaceringer på i alt 2,0 mio. kr. inden for det eksisterende lønbudget. Se bilag 1 for en udspecificering af de konkrete beløb, bevillinger og funktioner, der foretages ændringer på.


Driftsbygninger
På bevillingen Ordinær drift ønskes der foretaget tekniske budgetændringer vedr. Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbygninger, så budgettet bliver placeret korrekt.

Omplaceringen vedr. Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbygninger drejer sig konkret om en omplacering af 0,6 mio. kr. fra funktionen vedr. Sekretariat og forvaltninger til funktionen vedr. Transport og infrastruktur.

Reklameindtægter vedr. reklamestanderne ved de gamle bycykler
På baggrund af en aftale vedr. reklamestanderne ved de gamle bycykler skal udvalgets ordinære driftsindtægter opskrives med 2,8 mio. kr. i 2013 og 1,4 mio. kr. i 2014. Aftalen er begrundet i forvaltningens ønske om at lægge alle reklamebærende elementer ind under et samlet udbud af reklamebærende byudstyr jf. indstilling herom, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 3. december 2012.

Opskrivning af indtægtsbudgettet foretages på funktionen vedr. Vejvedligeholdelse. Tilsvarende ønskes udvalgets ordinære driftsudgifter opskrevet med 2,8 mio. kr. i 2013 og 1,4 mio. kr. i 2014.  Udgifterne ønskes anvendt til øget vedligehold af vejene i 2013 (2,4 mio. kr.) og 2014 (1,4 mio. kr.) samt ekstraordinære udgifter i forbindelse med udbud af reklamebærende byudstyr (0,4 mio. kr). Opskrivningen på udgiftssiden foretages på funktionen vedr. Vejvedligeholdelse.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer har ingen nettovirkning på Teknik- og Miljøudvalgets budget jf. bilag 1.

Videre proces

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender de bevillingsmæssige ændringer, vil Teknik- og Miljøforvaltningen sende oplysningerne videre til Økonomiforvaltningen, som vil fremlægge en samlet sag for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Den samlede sag forventes at blive behandlet af Økonomiudvalget den 26. november 2013 og af Borgerrepræsentationen den 12. december 2013. 

 
       Pernille Andersen                                                          

                                                                         /Signe Skovgaard

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 21. oktober 2013


Indstillingen blev godkendt.
Til top