Offentligt-privat innovationssamarbejde om Smart City testområde i Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at forvaltningen indgår et offentligt-privat innovationssamarbejde om udvikling af et testområde for smart city løsninger.
Problemstilling
Københavns Kommunes laboratorium for smart city initiativer, Copenhagen Solutions Lab under Teknik- og Miljøforvaltningen, har efterfølgende undersøgt mulighederne for at få samarbejdspartnere til projektet, som kræver, at der udvikles en netværksinfrastruktur i et tætbebygget byrum, hvilket ikke er gjort før. Testområdet kan udvikles gennem et offentligt-privat innovationssamarbejde (OPI), hvor private aktører medvirker til at skabe ny viden med deres kompetencer og udstyr.
Privat medfinansiering er derudover afgørende for at udvikle et testområde på internationalt niveau, med den rette skala til at afprøve løsninger i en realistisk kontekst.
Løsning
Testområdet har arbejdstitlen Smart City Street Lab, og har til formål at samle viden og erfaring med løsninger, netværksteknologier mm., der med fordel kan udrulles i andre dele af byen. Testområdet vil således give mulighed for at Københavns Kommunes fagenheder kan kvalificere fremtidige udbud og teste nye løsninger, der indebærer elementer af digitale teknologier i samarbejde med borgere og eksterne parter. Det gælder fx sensorer til måling af luftkvalitet, sensorer til at detektere ledige p-pladser og andre innovative løsninger, der kan give kommunen informationer om byen og bedre services til borgerne. Testområdet vil være åbent for alle virksomheder, universiteter, mv. som kan teste relevante innovative teknologier i samarbejde med de relevante fagenheder i kommunen.
Projektet er drevet af Copenhagen Solutions Lab og er bl.a. en udløber af det Memorandum of Understanding med teknologivirksomheden Cisco, som blev indgået af overborgmesteren i maj 2014. På baggrund af Memorandum of Understanding er der gennemført en dialogproces, som har ført frem til en egentlig aftale om et offentligt-privat innovationssamarbejde. Dialogprocessen skulle ydermere sikre flere partnere til projektet, særligt til den digitale infrastruktur, fiberopkobling mm. Copenhagen Solutions Lab har derfor inviteret til en åben dialog med alle relevante aktører i teleindustrien, hvor udkommet var, at TDC A/S gav en positiv tilbagemelding om at blive partner i innovationsprojektet. Udover Cisco og TDC A/S, er der mulighed for at andre relevante virksomheder indgår som partnere i innovationssamarbejdet.
Det offentlig-private innovationssamarbejde kommer til at løbe over 3 år og består i at implementere en basis smart city netværksinfrastruktur, bestående af wifi og andre netværksteknologier, som gør det muligt for andre virksomheder at få deres løsninger og teknologier opkoblet og testet.
Københavns Kommune bidrager med adgang til området, viden om byens udfordringer og timer til projektledelse, dialog med virksomheder og udvikling af forskellige use cases i tæt samarbejde med eksperter indenfor de forskellige fagområder i kommunen. Cisco bidrager med hardware og software, samt timer til kvalificering af løsninger og knowhow. TDC A/S bidrager med den digitale infrastruktur og serviceplatforme, samt med timer til projektledelse, kvalificering af løsninger mv. Virksomhederne forventer at få ny viden og erfaring med deres løsninger i byrummet ud af samarbejdet, samt mulighed for at afprøve forretningsmodeller og platforme.
Projektet skal ledes af en styregruppe med direktionsmedlemmer fra de involverede organisationer, inkl. Teknik- og Miljøforvaltningen. Alle data der produceres i Smart City Street Lab vil være ejet af Københavns Kommune, og der vil være fokus på at udvælge og udvikle teknologier og løsninger, som ikke kompromitterer borgernes ret til fri, uovervåget bevægelse i byrummet, hvilket er i overensstemmelse med Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning, da indstillingen om frigivelse af midler til Smart City blev behandlet på mødet den 26. januar 2015. Københavns Kommunes Privacy Panel, som består af eksperter indenfor privatlivsbeskyttelse, er pt. i gang med at udarbejde anbefalinger til brugen af digitale teknologier i byrummet, og deres arbejde vil blive inddraget i innovationsprojektet.
Som et led i den udmøntede bevilling holder Copenhagen Solutions Lab den 15. september et åbent arrangement for borgerne i Indre By, sammen med Indre By Lokaludvalg, for at informere om projektet og for at indlede en dialog med borgerne om at identificere udfordringer, der kan løses med nye teknologier, samt for at finde borgere, som har lyst til at være med i et Smart Citizens borgerpanel, hvor de kan teste og evaluere nogle af de løsninger, der implementeres i Smart City Street Lab.
Økonomi
I Budget 2015 (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 3,5 mio. kr. til etablering af grundlæggende IT-infrastruktur til smarte digitale byløsninger og databehandling (Æ59). De 3,5 mio.kr. blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 26. marts 2015.
Denne indstilling har i sig selv ingen bevillingsmæssige konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Aftalen om det offentlig-private innovationssamarbejde indgås i september 2015. Opførelsen af testområdet forventes igangsat ultimo 2015 og vil blive evalueret i 2016, hvor Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Ø stillede følgende ændringsforslag om tilføjelse af et 2. at-punkt:
”At initiativer hvad enten de bygger på ny eller allerede kendt teknologi skal beskytte borgernes ret til privatliv.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er væsentligt, at de borgere, der omfattes af dataindsamlingen kan forblive anonyme.”