Anden sag om bevillingsmæssige ændringer 2023
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at anlægsbevilling på 0,4 mio. kr. frigives til screening vedrørende udarbejdelse af helhedsplan for Bellahøjmarken ved Grøndal MultiCenter. Anlægsbevillingen skal frigives i forbindelse med at bevillingen flyttes fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen, som beskrevet i løsningsafsnittet. De 0,4 mio. kr. frigives i 2023 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. løsningsafsnittet (løbenummer 16).
- at taksterne for ”Råden over parkareal til byggepladser” i 2023 korrigerestil det korrekte P/L-niveau, jf. løsningsafsnittet og bilag 7.
- at de bevillingsmæssige ændringer listet i bilag 2-5 indarbejdes i budgettet via Økonomiforvaltningens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
I denne sag indgår indarbejdelse af 25 tekniske budgetændringer. Under forudsætning af Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse vil de bevillingsmæssige ændringer indgå i Økonomiforvaltningens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer, som behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Derud har Teknik- og Miljøforvaltningen fundet en beregningsfejl i taksterne for ”Råden over parkareal til byggepladser” for 2023, hvor der er sket en dobbelt P/L-regulering på 1,8%. Enhver ændring af gældende takster forudsætter godkendelse af Borgerrepræsentationen.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at gennemføre 25 bevillingsmæssige ændringer i alt. Disse fremgår alle af bilag 2-5. Der sondres mellem følgende forskellige typer af bevillingsmæssige ændringer i sagen:
- Bevillingsmæssige omplaceringer inden for eget udvalg (bilag 2)
- Bevillingsmæssige omplaceringer mellem udvalg (bilag 3)
- Bevillingsmæssige korrektioner med likviditetseffekt (bilag 4)
- Eksterne tilskudsbevillinger (bilag 5)
Bevillingsmæssige ændringer inden for eget udvalg
Bevillingsmæssige ændringer inden for eget udvalg sker fx, hvis der overføres budgetmidler fra et bevillingsområde til et andet. Alle budgetændringerne inden for eget udvalg fremgår af bilag 2.
Der indgår tre budgetændringer inden for eget udvalg, som vedrører:
- Opskrivning af indtægtsbudgettet på bevillingen Byfornyelse, ydelsesstøtte med ca. 0,8 mio. kr. i 2023 vedr. engangsindtægter fra salg af to andelslejligheder i Guldbergsgade. Indtægterne fra salget af lejlighederne benyttes til at finansiere nedskrivning af indtægtsbudgettet vedrørende parkeringsafgifter med 0,8 mio. kr. i 2023 på bevillingen Parkering. Indtægterne bidrager derved til at nedbringe udfordringen med manglende indtægter fra parkeringsafgifter (løbenummer 1).
- Opskrivning af indtægts- og udgiftsbudgettet med ca. 6,6 mio. kr. i 2023 på bevillingen Ordinær, drift vedrørende gennemførsel af oprydning efter de konkursramte bycykler i form af fjernelse af stativer og genetablering af den oprindelige belægning. Oprydningen finansieres af udbetalte midler fra garanti, der var stillet som sikkerhed i bycykelordningen via Saxobank (løbenummer 2).
- Nulstilling af restbudgetter på regnskabsforklarede anlægsprojekter på bevillingen Byfornyelse anlæg, hvor restbudgettet nulstilles i henhold til aflagte anlægsregnskaber. Pga. det store antal projekter der er omfattet af budgetomfordelingen, fremgår der af hensyn til overskueligheden i bilag 2 kun en udgifts- og en indtægtsrække, som viser, at korrektionen går i nul for Byfornyelse, anlæg samlet set, idet udgifter og indtægter går ud med hinanden. De underliggende budgetomfordelinger er i stedet udspecificeret på projektniveau i bilag 6 (løbenummer 3).
Bevillingsmæssige ændringer mellem udvalg
Bevillingsmæssige ændringer mellem udvalg sker, hvis der overføres budgetmidler fra et udvalg til et andet, fx i forbindelse med overdragelse af opgaver fra en forvaltning til en anden eller i forbindelse med udmøntning af afledt drift fra Økonomiforvaltningen vedrørende idriftsættelse af afsluttede anlægsprojekter. Alle budgetændringer mellem udvalg fremgår af bilag 3.
Der indgår 13 budgetændringer mellem udvalg, hvoraf de væsentligste ændringer vedrører:
- Udmøntning af driftsmidler vedrørende ni idriftsatte anlægsprojekter på bevillingen Ordinær drift. Der udmøntes i alt ca. 1,4 mio. kr. i 2023 og 2,1 mio. kr. varigt fordelt på de ni projekter (løbenummer4-12).
- I Budget 2023 (BR 06.10.2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat en bevilling i Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende at gennemføre screening i forhold til udarbejdelse af en helhedsplan for Bellahøjmarken ved Grøndal MultiCenter, med afsæt i rammeplan fra 2005. Screeningen gennemføres i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og med denne korrektion overføres 0,4 mio. kr. i 2023 inkl. anlægsmåltal fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende finansiering af Teknik- og Miljøforvaltningens udgifter forbundet hermed. I kommunens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer, som behandles af Økonomiudvalget den 23. august 2023 og af Borgerrepræsentationen den 31. august 2023, søges der endvidere frigivet ca. 0,4 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg. Dette med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af denne indstillings andet at-punkt (løbenummer 16).
Bevillingsmæssige ændringer med likviditetseffekt
Bevillingsmæssige ændringer med likviditetseffekt vedrører op- og nedskrivninger af budgettet, hvor kommunens likvide midler (kommunekassen) henholdsvis finansierer opskrivninger og er modtager af nedskrivninger. Dette betegnes i praksis, som at budgetkorrektionen har modpost på Kassen.
Alle budgetændringer med likviditetseffekt fremgår af bilag 4. Der indgår fem budgetændringer med likviditetseffekt, som vedrører:
- Nulstilling af restbudgetter på regnskabsforklarede anlægsprojekter på bevillingen Ordinær anlæg, hvor der utilsigtet er sket pris- og lønfremskrivning af budgetterne på anlægsprojekterne efter aflæggelse af anlægsregnskab, og budgettet på projekterne er dermed ikke nulstillet korrekt. De tilbageværende restbudgetter nulstilles derfor med modpost på Kassen (løbenummer 17). Pga. det store antal projekter der er omfattet af budgetomfordelingen i løbenummer 17, fremgår der af hensyn til overskueligheden i bilag 4 kun en udgifts- og en indtægtsrække. De underliggende budgetomfordelinger er i stedet udspecificeret på projektniveau i bilag 6.
- Nulstilling af restbudgetter på regnskabsforklarede anlægsprojekter på bevillingerne Klima anlæg og Takstfinansieret, anlæg, hvor restbudgettet nulstilles i henhold til de aflagte anlægsregnskaber med modpost på Kassen (løbenummer 18 og 19). Pga. det store antal projekter der er omfattet af budgetkorrektionerne i løbenummer 18 og 19, fremgår der af hensyn til overskueligheden i bilag 4 kun en udgifts- og en indtægtsrække pr. løbenummer. De underliggende budgetomfordelinger er i stedet udspecificeret på projektniveau i bilag 6.
- Udmøntning af ca. 0,2 mio. kr. i DUT-kompensation i perioden 2023-2025 og ca. 0,3 mio. kr. varigt herefter, vedrørende lovændring omkring at udsluse grise mm. mere hyppigt, som bl.a. har effekt for dyrehold på de bemandede legepladser. Endvidere kompensation vedrørende øgede udgifter til udbud som følge af øgede krav til indhentning af tilbud.
Eksterne tilskud
Teknik- og Miljøudvalget forelægges en oversigt over eksterne tilskud til godkendelse. Med godkendelsen indarbejdes tilskuddet i budgettet via opskrivning af indtægts- og udgiftsbudgettet. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.
I denne sag indgår ét nyt tilskud, som fremgår af tabel 1.
Tabel 1: Nye eksterne tilskud (i 1.000 kr.)
Tilskudsgiver |
Projekt |
Samlet tilskudsbeløb |
Fondsmoms |
EU |
EmpowerPED |
50 |
0 |
I alt |
|
50 |
0 |
Tilskuddet på 50 t.kr. fra EU vedrører støtte til udarbejdelse af ansøgning til EU om at tildele støtte til projektet ”EmpowerPED”. ”EmpowerPED” omhandler at understøtte lokale aktørers arbejde i Nansensgadekvarteret med henblik på en helhedsorienteret indsats der skal reducere energiforbrug, øge andelen af lokalt produceret vedvarende energi (via solceller), understøtte energifleksibilitet mv. Dette i godt samspil med den samlede københavnske energiinfrastruktur, hvor bl.a. HOFOR er involveret som part i projektet. Projektet forventes at kunne fungere som pilot for udrulning af Klima Taskforce indsatsen med lokale klimamedarbejdere til bydele uden aktive områdefornyelser (løbenummer 25).
I denne sag indgår endvidere to korrektioner vedrørende reperiodisering af budgettet i eksisterende projekter (løbenummer 22 og 23) og en korrektion vedrørende nedskrivning af både udgift- og indtægtsbudgettet (løbenummer 24). Alle korrektionerne fremgår af bilag 5.
Korrektion af takster for ”Råden over parkareal til byggepladser” i 2023
Teknik- og Miljøforvaltningen har fundet en beregningsfejl i taksterne ”Afgift for råden over parkareal til byggepladser” for 2023, hvor der er sket en dobbelt PL-regulering på 1,8%.
På den baggrund har Teknik- og miljøforvaltningen foretaget en genberegning af taksterne for 2023, jf. bilag 7. Det bemærkes, at der pt. ingen indtægter er registreret i 2023, og derfor har det hverken bevillingsmæssige konsekvenser eller medfører tilbagebetaling til virksomheder.
Politisk handlerum
Bevillingsændringerne i denne sag er korrektioner af teknisk karakter, samt korrektioner vedrørende tre mindre eksterne tilskud. Udvalget har mulighed for ikke at godkende de enkelte budgetkorrektioner. Budgetkorrektioner der ikke godkendes, vil udgå fra Økonomiforvaltningens samlede sag. Konsekvensen heraf vil afhænge af typen af budgetkorrektion, der ikke godkendes.
Økonomi
Effekten af de bevillingsmæssige ændringer på Teknik- og Miljøudvalgets budgetrammer fremgår af tabel 2.
Tabel 2: Nettoeffekten af bevillingsmæssige ændringer på styringsområder (beløb er i 1.000 kr. og i 2023 P/L)
Styringsområde |
2023 |
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
Service |
1.407 |
2.203 |
2.180 |
2.292 |
2.292 |
2.292 |
2.292 |
Anlæg |
572 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
Overførsler mv. |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
Finansposter |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
I alt |
1.979 |
2.203 |
2.180 |
2.292 |
2.292 |
2.292 |
2.292 |
Note: Positive tal opskriver budgettet, mens negative tal nedskriver budgettet.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 31. juli 2023 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Den samlede sag behandles af Økonomiudvalget den 23. august 2023 og af Borgerrepræsentationen den 31. august 2023.
Søren Wille
/ Thomas Højlt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. august 2023
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev med teknisk ændringsforslag godkendt uden afstemning.
Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.