Resultat af foranalyse af cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, Kgs. Enghave og Amager Vest
I Overførelsessagen 2021-2022 blev der afsat midler til en foranalyse af en cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, der er angivet i lokalplaner for de to bydele. Broen skal skabe bedre forbindelse mellem byområderne i den sydlige del af byen, aflaste Bryggebroen og sikre stationsnærhed for Artillerivej Syd-området til den kommende Metrostation på Enghave Brygge, som forventer at åbne i 2024. På baggrund af foranalysens resultater anbefaler forvaltningen en broforbindelse mellem Lyngholm på Enghave Brygge og Islands Brygge ved at udvide kajkanten på Lyngholm for at gøre plads til brolandingen tæt på beboelse. Pladsmanglen på Lyngholm har dog medført, at forvaltningen har undersøgt en alternativ løsning på en broforbindelse mellem én af de nye holme på Enghave Brygge og Nokken.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningens løsningsforslag til en kommende broforbindelse mellem Enghave Brygge og Islands Brygge indgår i forhandlingerne om Budget 2024, jf. Løsnings- og Økonomi afsnittene.
Problemstilling
I Overførelsessagen 2021-2022 (BR 5. maj 2022) (A, B, F, O, V, Q, Ø, Å og Kåre Traberg Smidt) blev der afsat 1,6 mio. kr. til en foranalyse af en cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge til at afdække forudsætninger, krav og vurdering af placering og udformning af broen.
I forlængelse af en foranalyse skal Teknik- og Miljøforvaltningen, jf. indkaldelsescirkulære for budget 2024 (ØU 25. januar 2023), udarbejde budgetnotat til senere budgetforhandlinger. Teknik- og Miljøudvalget tager som udgangspunkt resultat af foranalyser til orientering, men i denne konkrete sag er der to løsningsmuligheder. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, om forvaltningens anbefalede løsningsforslag skal danne grundlag for det budgetnotat, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2024.
Løsning
I foranalysen er der bl.a. analyseret på geometriske forhold, afledte følgeanlæg der skal sikre et godt flow for cyklister, konsekvenser for havnemiljøet samt givet et anlægsoverslag.
Foranalysen er udvidet til at omfatte mulige brolandingspunkter på hele Enghave Brygge og den del af Islands Brygge, som ligger overfor. På baggrund af lokalplanerne og med inddragelse af beboere, virksomheder og organisationer i området samt By og Havn, anbefaler forvaltningen en mulig broforbindelse mellem Lyngholm på Enghave Brygge og Islands Brygge. Som en alternativ forbindelse fremgår desuden en broforbindelse mellem Nokken på Islands Brygge og én af de nye holme (bolig-ø) på Enghave Brygge.
Forvaltningen vurderer, at den anbefalede broforbindelse mellem Lyngholm og Islands Brygge skaber en god sammenhæng mellem de to byområder, og er den korteste og mest direkte tilslutning til det eksisterende vejnet, hvorved den er en prioritering af pendlertrafikken for en effektiv cykelforbindelse. Derudover er broforbindelsen beskrevet i lokalplanerne for de to boligområder.
Det skal bemærkes, at broens landing og den videre forbindelse ud i vejnettet på Enghave Brygge ikke er detaljeret beskrevet i de to lokalplaners bestemmelser for vejanlæggene. Dette vurderes at være årsagen til, at der ikke er gjort plads til broens landing og den afledte cykeltrafik, da området blev udbygget med boliger.
Foranalysens resultater
Et kort over de foreslåede placeringer fremgår af bilag 3, og et resume af foranalysen fremgår af bilag 4.
Analysen tager udgangspunkt i, at cykel- og gangbroens forventede levetid er ca. 100 år, og broen vil ikke kunne udvides, når den først er etableret. Broen vil få en samlet bredde på ca. 8 m med en 4,5 m bred dobbeltrettet cykelsti, der har en kapacitet til op til 15-25.000 cyklister dagligt, således at broen er fremtidssikret mange år frem. Til sammenligning er cykelstien på Lille Langebro 4 m bred. Broen tilpasses sejlrenden, så større både kan sejle gennem og aktiviteterne på vand kan opretholde som i dag.
Løsningsforslag:
Forbindelse med placering fra Lyngholm
Placeringen er beskrevet i
lokalplan nr. 410 Artillerivej Syd. Broens tracé krummer i bløde sving og vil
blive optimeret i næste projektfase, så den tilpasses den kommende træbrygge ud
for Enghave Brygge ved Myrholm, jf. bilag 3. Dog må det påregnes at træbryggen
muligvis skal flyttes eller tilpasses.
En af de vigtigste faktorer for broens udformning er tilkørselsforholdene på Andrei Sakharovs Vej på Lyngholm, der er en ensrettet kørebane på 3,65 m med 1,5 m fortov og 3,35 m kajpromenade, hvor der står ni nedgravede affaldsbeholdere (opført af ejerforeningen) og ni unge og nyplantede løvfældende træer. Mellem kørebane og fortov er der en såkaldt flexzone på 1,5 m med cykelparkering, afsætningspladser for køretøjer og plantebede med fem unge og nyplantede træer langs med vejen, jf. bilag 3.
De eksisterende forhold gør brolanding meget kompliceret og lever ikke op til projektets minimumskrav med 3,0 m til gående og 6,0 m kørebane til en cykelgade. For at broen kan lande på Lyngholm kræver det en udvidelse af kajkanten på ca. 3,85 m ud i kanalen, så der kan gøres plads til en 6 m bred cykelgade og 3 m bredt fortov langs med bebyggelsen. Derved opfyldes projektets krav og eksisterende flexzone og promenade opretholdes. Dette medfører, at kanalen mellem Myrholm og Lyngholm indsnævres fra ca. 12,5 m til 8,65 m bredde på den yderste del og fra ca. 10 m til 6,15 m på den inderste del. En udvidelse af kajen vil være på bekostning af kanalbyens karakter, der ændres markant, da adgang til vandoverflade mindskes fysisk og visuelt. Som konsekvens vil op til ti bådpladser på sydsiden af kanalen fjernes. Dertil skal de to broer, der forbinder Lyngholm med Myrholm, ombygges og tilpasses. Udvidelse af kajen og reducering i kanalens bredde vil kræve et tillæg til lokalplan nr. 494 Enghave Brygge. Der etableres et signalreguleret kryds i krydset Albert Schweitzers Vej/Nelson Mandelas Allé ifm. broforbindelsen.
På Islands Bryggesiden lander broen på Sirius Plads, hvor der er etableret en sti til fodgængere som forberedelse for tilslutning af broen. Der etableres krydsningsheller for gående og en ny 4,5 m bred dobbeltrettet cykelsti til cykeltrafikken nord for gangstien ud til Islands Brygge. Det terrasselignende opholdsområde med byinventar og grønne arealer på Sirius Plads skal delvist inddrages til den nye cykelsti.
Forbindelsen vil medføre nedlæggelse af ca. 7-11 bilparkeringspladser, men ingen nedlæggelse af cykelparkeringspladser.
Alternativt
løsningsforslag: Forbindelse med placering fra Nokken
I foranalysen er der
undersøgt en alternativ forbindelse på baggrund af de komplicerede forhold på
Lyngholm. Denne broforbindelse er placeret mere sydligt og er derfor også
tættere på en mulig kommende broforbindelse mellem Teglholmen og Amager Fælled,
der vil være en mere rekreativ rute og forbinde Teglholmen, Sluseholmen og
Sydhavnen med Amager Fælled.
Broforbindelsen vil have sit tracé sydligere over havneløbet mellem en ny holm på Enghave Brygge (under opførelse) og Nokken. En brolanding vil således skulle tilpasses anlæggelsen af den nye holm.
På Islands Brygge lander broen på en grussti, der forløber syd om Daginstitution Nokken til Haveforening Nokken og ud til en asfalteret plads, der fortsætter til Rundholtsvej. Dette område skal ombygges for at kunne etablere en god trafikal løsning både mod den nordlige- og den østlige del af Rundholtsvej, samt mod Nokken. Brolanding på Nokken vil derfor medføre inddragelse af et 10 m bredt areal, der vil betyde ekspropriation og nedrivning af et kolonihavehus i Haveforeningen Nokken og/eller inddrage eksisterende affaldssystem og skur tilhørende Daginstitution Nokken, jf. bilag 3.
Forbindelsen vil medføre nedlæggelse af ca. 13 bilparkeringspladser men ingen cykelparkeringspladser.
Træer
Ved broforbindelsen med placering fra Lyngholm fældes ni løvfældende træer (Bjergfyr, Løn, Kirsebær og El), som genplantes på promenaden efter flytning af kajkanten. Ligeledes skal de fem træer (El) i flexzonen fældes og genplantes. Ved broforbindelsen med placering fra Nokken fældes ca. to løvfældende træer Ahorn på Nokken, som vil genplantes langs vandet på Islands Bryggesiden. Det bemærkes, at antallet af træer undersøges i et kommende dispositionsforslag for én af de to forbindelser, såfremt projektet får midler ved kommende budgetforhandlinger.
Borgerinddragelse
Foranalysen er gennemført med inddragelse af lokaludvalg, beboere, virksomheder og organisationer i området samt By & Havn. Der er den 2. marts 2023 gennemført interessentmøde med spørgeskemaundersøgelse på fordele og ulemper på de mulige broforbindelser mellem bydelene. Forvaltningen modtog besvarelser fra mellem 80-100 personer om broens placering.
Ejerforeningerne og beboerne på Enghave Brygge er bekymret for løsningsforslaget, da de ikke mener, der er plads til broens placering på den tæt bebygget Lyngholm og den estimerede daglige cykeltrafik, der forventes at komme på længere sigt. Beboerne er bekymret for trafikken tæt på børnehaven Lyngholmen, for parkeringsudkørsel fra holmene og for den aktivitet, der vil være ifm. den kommende træbrygge, der skal ligge tæt på broen.
By & Havn er bekymret for den alternative løsning henset til omfanget af estimerede daglige cyklister og påvirkningen af det kommende boligområde. By & Havn er ved at forberede salget af området til en investor og ønsker ikke, at bebyggelsen skal tilbagerykkes, da dette, ud over en umiddelbar økonomisk konsekvens ved tab af byggeret, også vil betyde dårligere lysforhold for det berørte gårdrum i den kommende karrébebyggelse.
Grundejerforeningen Artillerivej Syd (GAS) på Islands Brygge er ikke interesseret i den alternative løsning, da de ikke mener, at der er plads til at etablere sikre cykelstier i boligområdet til den estimerede daglige cykeltrafik, idet de har arbejdet på at gøre området omkring og syd for Havnevigen til opholdsområde med stor rekreativ værdi.
Forvaltningens bemærkninger
Generelt går bekymringen ikke så meget på selve broen, men på de steder, hvor broen skal lande. Foranalysen har kortlagt 11 mulige brolandingspunkter på begge sider af havnen, dvs. 22 i alt. Brolandingspunkterne blev vurderet i forhold til deres sammenhæng med områdets veje og stier, hvordan eksisterende veje og stier vil kunne indrettes til at afvikle trafikken og hvordan en broforbindelse vil kunne indpasses i byrummene omkring brolandingspunkterne. På Enghave Brygge er den planlagte byudvikling nogle stede ikke gennemført, hvorfor analysen i stedet blev foretaget på baggrund af planmateriale og en forventning om, at holmene udføres med samme detailudformninger som de omkringliggende nyetablerede dele af byområderne.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan
vælge følgende som alternativ til ovenstående løsningsforslag:
- Forvaltningen kan udarbejde en ny undersøgelse af de to foreslåede løsninger, som bl.a. har til formål at afdække de trafikale konsekvenser ved brolandingerne. Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af en ny undersøgelse til Budget 2024 ved at vedtage et ændringsforslag herom.
- Forvaltningen kan undersøge alternative løsninger, som har til formål at afhjælpe trafikken på Bryggebroen, fx. via en mulig parallel gangbro. Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af en analyse af alternative løsninger til Budget 2024 ved at vedtage et ændringsforslag herom.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da finansiering skal findes ved kommende budgetforhandlinger.
Løsningsforslagets økonomi anslås til 232,3 mio. kr. og 226,6 mio. kr. til det alternative løsningsforslag, hvilket inkluderer anlægsomkostninger, risikotillæg på 15 %, interne udgifter og ekstern projektering.
Gennemførelse af projektet vil afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering ved Budget 2024.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2024. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. august 2023
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at broen IKKE skal landfæstes på Lyngholm, men derimod flyttes mod syd på det endnu ubebyggede område ved den kommende Metro.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Indstillingen blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Imod stemte: C
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”For det Konservative Folkeparti er det væsentligt, at vi i forbindelse med arbejdet med projektet, arbejder med de støj og trafiksikkerhedsmæssige gener, der er blevet påpeget af lokale beboer. Desuden er det væsentligt, at vi sikrer tilgængelighed/passage for sejler folket – både, kajakker m.m.”
Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er vigtigt for partierne, at det undersøges hvordan der kan laves en cykelsti klart adskilt andre trafikanter på Enghave Brygge i den fremtidige projektering af broforbindelsen.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre arbejder aktivt for at få etableret flere broforbindelser over havnesnittet. Særligt broen mellem Enghave Brygge og Islands Brygge er en vigtig forbindelse, der skal skabe adgang til Amager Fælleds grønne arealer for Enghave Brygge og adgang til metro for det sydlige Islands Brygge. Det er derfor vigtigt for os, at arbejdet med broen etableres, mens området ved Enghave Brygge fortsat færdigbygges. Vi har været fortalere for en sydligere løsning, men behandlingen af denne sag har betrygget os i, at den bedste trafikale løsning for begge sider kan skabes med den oprindelige løsning. Vi vil derfor være optaget af, at landingen ved Lyngholm skaber en separat cykelbane, der skaber en sikker adgang for renovationsvogne og børnehaven og den videre forbindelse til metroen bliver kortest muligt ved f.eks. at etablere cykelsti langs havnefronten til mindst mulig gene for den lokale trafik. Endelig vil vi se på, hvordan vejen til Amager Fælled kan gøres kortere og mere tryg fra lysreguleringen ved Hilmar Baunsgaards Boulevard og hen til stierne på Amager Fælled.”