Mødedato: 21.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Overtagelse af delstrækninger af private fællesveje i Vanløse til offentlig vej

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal omklassificere Ådalsvej, en del af Katrinedalsvej, Vanløse Allé og Bangsbovej til offentlig vej.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Ådalsvej, del af Katrinedalsvej mellem Randbølvej og Ådalsvej, Vanløse Allé og Bangsbovej gøres til offentlig vej (bilag 1)
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre partshøring og træffe endelig afgørelse om overtagelse af den private fællesvej, når partshøringen er afsluttet
  3. at Randbølvej fastholdes som offentlig vej på grund af dens trafikale betydning.

Problemstilling

Af hensyn til busfremkommeligheden på Ring 2, blev Randbølvej delvist lukket i 2013 (BR 9. februar 2012). Dette har bl.a. betydet, at der er sket trafikale ændringer i form af en øget trafikmængde på de private fællesveje omkring Randbølvej. I marts 2017 blev der foretaget en undersøgelse af den gennemkørende trafik med henblik på en evt. overtagelse af delstrækninger af de omkringliggende private fællesveje, jf. lov om private fællesveje § 58.

Resultatet af denne undersøgelse og af dialog med politiet er, at grundejerne har retskrav på, at udvalgte strækninger omklassificeres til offentlig vej eller der på strækningerne skal gennemføres færdselsregulering for at nedbringe den gennemkørende trafik, idét der blev målt mellem 13-69% gennemkørende trafik i begge retninger i området.

Løsning

Omklassificering af berørte private fællesveje til offentlig vej

Beboerne har oplevet de trafikale ændringer Randbølvej som generende, og forvaltningen gennemførte derfor i årene 2013-2015 en række trafikdæmpende foranstaltninger i området. Disse ændringer er blevet evalueret og redegjort for over for Teknik- og Miljøudvalget senest medio 2016. Evalueringen ledte til en undersøgelse foretaget af Via Trafik i marts 2017 af ændringer i den gennemkørende motortrafik i området. Undersøgelsen blev foretaget med henblik på en evt. overtagelse af delstrækninger af de omkringliggende private fællesveje, jf. lov om private fællesveje § 58, hvorefter kommunalbestyrelsen mindst hvert 5. år skal vurdere, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at vejen bør optages som offentlig.

Ifølge § 58 i privatvejsloven skal kommunen enten lave trafikdæmpende foranstaltninger eller optage de berørte private fællesveje til offentlig vej, hvis der måles mere end 50 % gennemkørende trafik på en vejstrækning. 

Undersøgelsen fra marts 2017 målte, at andelen af gennemkørende trafik, begge retninger tilsammen, er mellem ca. 13% og ca. 69%. Udkørselsforbud fra Randbølvej til Rebildvej flytter gennemkørende trafik i retning mod syd fra Randbølvej til parallelvejene Ådalsvej og Bangsbovej, hvor andelen af gennemkørende trafik mod syd er væsentlig højere end i retning mod nord.

Forvaltningen anbefaler, at hele Ådalsvej, samt en del af Katrinedalsvej, Vanløse Allé og Bangsbovej (Bilag 1), i alt 1 km vej, bliver omklassificeret til offentlig vej, da der primært i den sydlige retning er sket en væsentlig forøgelse i gennemkørende trafik. De berørte strækninger ligger udenfor p-zonerne.

Overtagelsen af vejen medfører ikke i sig selv trafikale ændringer og krav til en ændret udformning af vejen. Økonomisk er det i almindelighed en fordel for grundejerne, at de private fællesveje omklassificeres til offentlige veje, fordi kommunen overtager drift og vedligeholdelse af vejen.

Alle grundejere vil blive partshørt i forbindelse med overtagelsen af de private fællesveje.

Alternativer

Grundejerne har et retskrav på, at de foreslåede veje overtages, eller at kommunen nedbringer den gennemkørende trafik på disse veje. Siden 2013 har forvaltningen etableret en række trafikdæmpende foranstaltninger for at nedbringe den gennemkørende trafik. Forvaltningen vurderer, at det ikke er muligt at etablere flere fysiske løsninger med henblik på at nedbringe den gennemkørende trafik. Det eneste mulige alternativ til overtagelse af vejene er at genåbne Randbølvej, hvilket vil belaste busdriften og trafikken på Ring 2. Det vurderes ikke at være en reel mulighed.

Hvis en genåbning af Randbølvej skal gennemføres, kræver det omgørelse af Borgerrepræsentationens beslutning i 2012. Konkret vil det betyde nye analyser af busfremkommeligheden og en ombygning af det store lysregulerede kryds ved Ring 2.

Gennemkørende trafik under 50 % på Randbølvej

Undersøgelsen fra marts 2017 konkluderer også, at der nu er så lavt et niveau af gennemkørende trafik på Randbølvej, at kommunen kan vælge at omklassificere den fra offentlig vej til privat fællesvej. Randbølvej er dog en skolevej og indrettet med cykelstier, og forvaltningen vurderer derfor, at vejen fortsat har en stor betydning for den almene færdsel, samt at kommunen har en interesse i at kunne prioritere sikre skoleveje, hvilket taler imod en omklassificering. Københavns Kommune har ikke præcedens for at omklassificere offentlige veje til private fællesveje. Forvaltningen vurderer derfor ikke, at der er belæg for at gå videre med et forslag om omklassificering af Randbølvej til privat fællesvej.

Økonomi

Overtagelsen af de benævnte delstrækninger (i alt 1 km vej) forventes at medføre øgede udgifter til vejvedligeholdelse på 262.000 kr. pr. år og øgede udgifter til drift, hovedsageligt snerydning og saltning, af vejene på 103.900 kr. pr. år. De øgede driftsudgifter forventes således at udgøre i alt 365.900 kr. pr. år. Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøforvaltningens ordinære driftsramme og finansieringen stammer fra den varige DUT-kompensation i forbindelse med ikrafttrædelsen af lov om private fællesveje (LBK nr. 1537 af 21. december 2010). Kompensationen blev indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsbudget i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2012.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om overtagelse, igangsætter forvaltningen den lovfæstede procedure for overtagelse af vejen med partshøring og klagemulighed i henhold til forvaltningsloven, lov om private fællesveje og lov om offentlige veje.

Vejene forventes overtaget senest den 1. januar 2018.

 

    Pernille Andersen

                                                     / Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. august 2017

Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen, idet muligheden for en åbning af Randbølvej skal undersøges.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi finder, at Randbølvej bør genåbnes.”

Til top