Mødedato: 21.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse af Ressource- og Affaldsplan 2024

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte scenarier for den kommende Ressource- og Affaldsplan 2024 (RAP24) for at give en retning til Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med udkast til planen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, 

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter scenarier for den kommende Ressource- og Affaldsplan 2024 for Københavns Kommune.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal senest ultimo 2018 godkende Ressource- og Affaldsplan 2024 (RAP24), som afløser Ressource- og Affaldsplan 2018 (RAP18). Ifølge affaldsbekendtgørelsen skal kommunerne udarbejde en seksårig plan for håndtering af affald. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund drøfte tre scenarier for genanvendelse af affald i perioden 2019-2024 med henblik på at sætte indledningsvis retning på arbejdet med udkast til ny ressource- og affaldsplan.

Løsning

Københavns Kommune ligger ifølge Miljøstyrelsens opgørelse blandt de 20 kommuner med lavest genanvendelse af husholdningsaffald (2015-tal). Ved udgangen af 2018 forventes genanvendelsen i København at ligge på 45 %, som er målsætningen i RAP18, og at mængden af affald til forbrænding er reduceret med 20 % sammenlignet med niveauet i 2010.

Nationalt og europæisk er der processer i gang, der forventes at føre til ambitiøse målsætninger for ressourcegenanvendelse. Den nationale ressourcestrategi ”Danmark uden affald”, der ikke er kommunalt bindende, sigter mod, at 50 % af husholdningsaffaldet, dvs. uden haveaffald og storskrald, genanvendes i 2022. En ny national ressourcestrategi 2019-2024 er på vej. Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi har i juni 2017 foreslået, at Danmark øger den samlede genanvendelse til 80 % og reducerer affaldsmængderne med 15 % frem mod 2030. Det forventes, at den igangværende behandling af EU-pakken om cirkulær økonomi resulterer i en målsætning på 65-70 % genanvendelse af det kommunale affald.

En analyse viser, at ca. 80 % af det affald, der brændes i dag, potentielt kan genanvendes. Set i forhold til den nuværende genanvendelsesprocent er der et samlet genanvendelsespotentiale på ca. 87 %. I dag afleverer københavnerne det meste af deres affald til forbrænding (65 % i 2016). Erfaringerne fra andre europæiske byer med en høj genanvendelse viser, at det kræver målrettet og vedvarende handling at sikre kildesorteringen, særligt i byer med høj befolkningstæthed som i København.

Ambitiøse mål for ressourcegenanvendelsen i København vil være i overensstemmelse med Fællesskab København, hvor det fremgår, at ressourcerne i byens affald i 2025 skal udnyttes bedre end i dag og understøtte, at København bliver førende inden for den cirkulære økonomi. I KBH Klimaplanens hovedindsats på ressourcer og affald er målet at reducere CO2-udledning med samlet 59.000 tons.

Scenarier til drøftelse
Forvaltningen anbefaler, at udvalget drøfter ambitionsniveauet for RAP24 på baggrund af tre scenarier, hvor ambitionsniveauerne er udtrykt ved genanvendelsesprocenten for husholdningsaffaldet (scenarierne beskrives i bilag 1). Som det fremgår af skemaet nedenfor er scenarie 1 det mest ambitiøse med nytænkning af affaldssystemet og højt mål for genanvendelsen. I Scenarie 2 udvides og optimeres det eksisterende system, med en indsats der kan sammenlignes med RAP18. Scenarie 3 har fokus på at få det eksisterende system til at fungere bedre og øge genanvendelsen. Hovedparten af indsatserne i alle scenarier er målrettet borgerne.

Scenarie

Genanvendelse

Indhold

Planens

omkostninger

Bidrag til KBH2025 Klimaplan*

Scenarie 1

Nytænkning af affaldssystemet som understøtter CO2-mål

70 %

  • Nytænke affaldssystemet, så borgerne oplever, at det er let og naturligt at kildesortere.
  • Alle ordninger gøres obligatoriske og lettere tilgængelig også på vejarealer.
  • Omfattende nudging og investering i ny behandlingsteknologi. København bliver blandt de mest ambitiøse kommuner og førende i cirkulær økonomi.

Øgede omkostninger sammenlignet med RAP18

Ca. 59.000 tons/år**

Scenarie 2

Udvide og optimere affaldssystemet

60 %

  • Videreudvikling af affaldssystemet baseret på nationale og internationale erfaringer.
  • Nudging og kommunikation.
  • Målsætningen forventes at bringe Københavns frem i feltet af danske kommuner.

På niveau med RAP18

Ca. 20.000 tons/år

Scenarie 3

Vedligeholde affaldssystemet

50 %

  • Vedligeholdelse af det eksisterende system, uden nye større investeringer eller ændringer. Fokus på at øge genanvendelsen, bl.a. bioaffald, ved at vejlede og informere borgerne om bedre sortering.
  • Københavns genanvendelse forventes at være blandt den laveste halvdel af landets kommuner.

Mindre omkostninger som følge af planen

Ca. 11.000 tons/år

*Beregningen er et foreløbigt estimat, der kvalificeres i forbindelse med udarbejdelse af RAP24.

**Det ambitiøse mål forudsætter scenarie 1, men vil kræve ekstra fokus på bioaffald og plastsortering for at blive indfriet fuldt ud.

1) Nytænkning af affaldssystemet som understøtter CO2-mål

Scenariet sigter mod at genanvende 70 % af husholdningsaffaldet, hvilket er særdeles ambitiøst for en storby som København og på linje med anbefalingerne fra regeringens Advisory Board om 80 % genanvendelse i Danmark i 2030. Det kræver en markant indsats i forhold til Københavns nuværende udgangspunkt, hvor systemet skal nytænkes, så langt hovedparten af affaldet kildesorteres, mens beholdere til restaffald i 2024 benyttes langt mindre end i dag. Alle genanvendelsesordninger bliver obligatoriske, der etableres nedgravede beholdere på vejarealerne, og beholdere til restaffaldet gøres mindre tilgængelig. Kommunen følger op med adfærdsunderstøttende virkemidler (nudging), herunder kan hjælpeværktøjerne nytænkes i form af elektronisk kontrol og vejledning via oplysninger på beholderne med udgangspunkt i ”smart city”-tankegangen. De teknologiske løsninger (fx robotsortering) kan udvikles og sikre sortering af den sidste rest til genanvendelse. Scenariet understøtter mål i Fællesskab København og i Klimaplanen og adskiller sig fra de øvrige scenarier ved, at næsten alle ressourcerne i affaldet recirkuleres i kredsløbet. Det vil sikre, at København bliver blandt de mest ambitiøse kommuner og skabe vækstmuligheder baseret på partnerskaber med vidensinstitutioner og erhvervslivet.

2) Udvide og optimere affaldssystemet

Scenariet sigter mod at øge genanvendelsen af husholdningsaffaldet til 60 % ved at videreudvikle systemet og igangsætte opfølgende initiativer i forlængelse af RAP18. Indsamlingssystemet gøres mere fleksibelt og tilpasses borgerne ved at give bedre muligheder for sortering i gårdene og ved at etablere afleveringsmuligheder for de genanvendelige fraktioner på vejarealer. Initiativerne følges op med kommunikationstiltag, fx et ”ressourcekorps”, men i mindre omfang end i scenarie 1. Tiltag i scenariet findes allerede i Danmark og Europa, og ambitionsniveauet vurderes at bringe København op i feltet af kommuner i Danmark. København kan ikke forventes at være førende inden for cirkulær økonomi, og dermed understøtter scenariet ikke Fællesskab København, ligesom scenariet ikke fuldt ud lever op til Klimaplanens mål, især i forhold til udsortering af plast fra forbrænding.

3) Vedligeholde affaldssystemet

Scenariet sigter mod en genanvendelse på 50 % ved at vedligeholde det eksisterende system og sikre, at ordningerne drives effektivt. Der gennemføres vejlednings- og informationsindsats over for borgerne om kildesortering med særligt fokus på de nye ordninger som bioaffald og plast. De eksisterende initiativer i RAP18 videreføres, men der igangsættes ikke nye initiativer. Da en del af plastaffaldet fortsat vil blive brændt sammen med restaffaldet, forventes scenariet i mindre grad at bidrage til at understøtte Klimaplanen. København bliver ikke førende inden for den cirkulære økonomi og dermed understøtter scenariet ikke Fællesskab København. Forventningen er, genanvendelsen i København bliver blandt landets laveste.

Til inspiration er vedlagt et notat om udenlandske erfaringer med bedre sortering (bilag 2).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Omkostningerne for implementeringen af RAP24 vil indgå i affaldstaksten for henholdsvis husholdninger og erhverv for perioden 2019-2024.

Videre proces

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets drøftelse af retningen for RAP24, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde forslag til RAP24. Det samlede planudkast inklusiv økonomiske konsekvenser bliver forelagt Teknik- og Miljøudvalget primo 2018 til drøftelse, eventuel tilretning og godkendelse, inden det sendes i offentlig høring. Teknik- og Miljøudvalget får forelagt et revideret planforslag til godkendelse ultimo 2018.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. august 2017

Indstillingen blev drøftet.

Til top