Takster på affaldsområdet for 2022
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at tre nye gebyrer for husholdningsaffald og to nye gebyrer for erhvervsaffald indarbejdes i takstkataloget for 2022.
- at gebyrerne, jf. bilag 2, udgør forvaltningens gebyrer for affaldshåndtering og opkræves med virkning fra 1. januar 2022.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal årligt godkende gebyrerne for affaldshåndtering, så de kan indgå i Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens videre behandling af forslaget til næste års budget. Det samme gælder de øvrige takster på udvalgets område.
Godkendelse af affaldsgebyrerne sker typisk sammen med udvalgets øvrige takster, men gebyrfastsættelsen for 2022 forudsætter en række større ændringer og behandles derfor i en særskilt indstilling. Affaldsgebyrerne fra 2022 og frem skal således tage højde for Regeringens ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ af 16. juni 2020, der blandt andet medfører indsamling af 10 obligatoriske affaldsfraktioner. Det betyder, at der fra 2022 skal indføres tre nye husholdningsgebyrer, som vil medføre udsving i opkrævningerne hos de enkelte husstande. Det vil dog ikke have betydning for de samlede udgifter, i modsætning til de tidligere beslutninger om kompetenceoverdragelse til I/S Amager Ressourcecenter (ARC) og elektrificering af skraldebilerne, som skal afspejles i gebyrerne. Endelig skal der indføres to nye gebyrer for erhvervsaffald.
Løsning
I 2021 betaler en gennemsnitlig husstand i alt 2.464 kr. inkl. moms årligt for håndtering af husholdningsaffald. Forslag til affaldsgebyrer for 2022 fremgår af bilag 2. Gebyrerne medfører en stigning for en gennemsnitlig husstand på 188 kr. - udover pris- og lønfremskrivning. Stigningen er dermed højere end, hvad der isoleret følger af Ressource- og Affaldsplan 2024 (Cirkulær København, BR den 18. december 2018), idet prognosen for de samlede omkostninger til affaldshåndteringen viser et behov for yderligere stigninger i de kommende år, for at opnå balance i 2026.
Generelt forventes der stigninger i affaldsgebyrerne i hele landet som følge af Regeringens klimaplan fra 2020. KL og Dansk Affaldsforening, der repræsenterer hovedparten af affaldsselskaberne, vurderer på baggrund af meldinger fra affaldsselskaberne, at affaldsgebyrerne vil stige med gennemsnitligt 500 kr. per husstand.
Beslutningen om Cirkulær København indebar en forventet stigning i gebyrerne fra 2021 til 2022 på 125 kr. inkl. moms til dækning af planens udgifter, herunder øgede afledte driftsudgifter. Stigningen i de foreslåede gebyrer for 2022 indebærer dermed en yderligere stigning på 63 kr. for en gennemsnitlig husstand som følge af andre politiske beslutninger end Cirkulær København, herunder stigende affaldsmængder, nødvendige investeringer mv. Med den nuværende prognose, er der udsigt til yderligere stigninger i årene fremover. For at opnå balance i den samlede økonomi på Affaldsområdet forventes gebyrerne at skulle stige med yderligere ca. 240 kr. i 2023, ca. 280 kr. i 2024 og ca. 200 kr. i 2025.
Tabellen nedenfor viser de forventede gebyrstigninger i overslagsårene sammenholdt med vedtagelsen af Cirkulær København. Selvom implementeringen af indsatserne i Cirkulær København forløber planmæssigt, er indfasningen af effekten forskudt i forhold til det oprindeligt estimerede. Som resultat er de afledte driftsudgifter i planperioden ca. 40 mio. kr. (inkl. moms) lavere end oprindeligt estimeret, svarende til at den forudsatte gebyrstigning i 2025 kan reduceres fra 329 kr. til 204 kr.
Tabel 1 – Forslag til gebyr for en gennemsnitlig husstand i 2022 og prognose for gebyrer i 2023-2025
(inkl. moms) |
2021 |
2022 (forslag) |
2023 (prognose) |
2024 (prognose) |
2025 (prognose) |
Årligt gebyr for en gennemsnitlig husstand |
2.464 kr. |
2.704 kr. |
3.001 kr. |
3.349 kr. |
3.623 kr. |
Årlig stigning for en gennemsnitlig husstand udover pris og lønfremskrivning |
|
188 kr. |
240 kr. |
286 kr. |
204 kr. |
-heraf gebyrstigninger som følge af Cirkulær København |
|
125 kr. |
125 kr. |
0 kr. |
204 kr. |
-heraf gebyrstigninger som følge af andre beslutninger |
|
63 kr. |
115 kr. |
286 kr. |
0 kr. |
Årsagerne til de stigende omkostninger uddybes nedenfor. Der er udarbejdet et bilag med alternativer til det foreslåede omkostningsniveau (bilag 4). Desuden gennemgås de nye gebyrer, der skal indføres fra 2022, både for husholdningsaffald og erhvervsaffald, samt den nye gebyrstruktur for erhvervenes brug af genbrugsstationerne.
Udover de forventede omkostninger har en beslutning i Landsskatteretten, i efteråret 2020, betydning for de fremtidige opkrævninger af affaldsgebyrer, da der fra 2022 ikke må pålægges moms på opkrævningerne. Afgørelsen i sig selv forventes at medføre et mindre fald i gebyrerne, som dermed mindsker gebyrstigningerne i de kommende år, men effekten er endnu ikke afklaret. I beregningerne er der ikke indregnet en eventuel refusion for tidligere års opkrævninger, som i givet fald kan nedbringe gebyrstigningerne yderligere. Dette er uddybet i bilag 5.
Ovennævnte gebyrstigninger er de reelle stigninger som husholdningerne vil opleve fra 2021 til 2022, da der sammenlignes med gebyrerne i 2021 inkl. moms. Af bilag 5 fremgår sammenligning af gebyrerne for 2021, henholdsvis med og uden moms, og 2022.
Kompetenceoverdragelse til I/S Amager Ressourcecenter
Borgerrepræsentationens vedtagelse af kompetenceoverdragelse af affaldsindsamling og beholderservice til ARC samt efterfølgende beslutninger om opgavevaretagelsen har betydning for gebyrerne i de kommende år. Gebyrerne for 2021 indeholdt kun den stigning på ca. 125 kr., der vedrører udgifterne til Cirkulær København, da der var stor usikkerhed om prognoserne fra ARC. Den samlede balance på affaldsområdet er stadig et overskud (forventes at blive et underskud med udgangen af 2021), og forvaltningen har på den grund været tilbageholdende med at sætte gebyrerne for meget op. Der har i det forløbne år været tæt dialog med ARC om de kommende års udgifter, hvilket har bidraget til forslaget om en gebyrforhøjelse for 2022 og efterfølgende år.
Håndtering af selve hjemtagelsesopgaven indebærer eksempelvis ekstraordinære administrative omkostninger til planlægning, kontraktindgåelse mv. Der er udpeget to faste lokationer til affaldsindsamlingen, når den hjemtages af ARC - Kraftværksvej 25 og Parkstien 12. Da der skal bygges nye bygninger på begge lokationer, er der i en overgangsperiode behov for et midlertidigt areal, og udgifterne hertil var ikke indeholdt i tidligere års gebyrer. Investeringsudgifterne er desuden forøget som følge af, at der tidligere var kalkuleret med leje af eksisterende bygning på Kraftværksvej 25 fremfor etablering af en ny, hvilket viste sig nødvendigt. De endelige udgifter er behæftet med usikkerhed som følge af tendenserne til stigende byggeomkostninger og renter.
Borgerrepræsentationen vedtog den 24. juni 2020, at 70-80 % af skraldebilerne skal være eldrevne, når ARC hjemtager affaldsindsamlingen. På tidspunktet for vedtagelsen var forventningen, at det ville medføre en årlig merudgift på 9 mio. kr. fra 2024, svarende til en stigning på ca. 28 kr. for en gennemsnitlig husstand. Den seneste prognose viser, at merudgifterne vil være 17 mio. kr. årligt fra 2024, svarende til ca. 53 kr. for en gennemsnitlig husstand, og da de første 5 biler leases allerede fra 2021, vil der være behov for gebyrstigninger tidligere end 2024. Se bilag 4 for alternativt scenarie.
Investeringer og øvrige driftsændringer, herunder stigende affaldsmængder
Regeringens ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ af 16. juni 2020 indebærer, at der på landsplan skal indsamles 10 obligatoriske affaldsfraktioner. Det medfører varige ændringer i driften, da blandt andet papordningen, som i dag er en frivillig ordning for villaer, skal være obligatorisk for alle. Derudover er tømningsfrekvensen for pap øget pga. stigende mængder. Samtidig opleves det i alle kommuner, at afsætningspriserne for det genanvendelige affald falder i takt med de stigende mængder, der indsamles.
Med klimaplanen indføres nationale, ens farver og piktogrammer for de 10 obligatoriske affaldsfraktioner. Vurderingen er, at dette vil skabe bedre overblik for både borgere og renovationsmedarbejdere og dermed sikre bedre sortering samt mere effektiv tømning. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor, i samarbejde med ARC, igangsat en udrulning af de nye piktogrammer på kommunens beholdere, jf. Bekendtgørelse om affald § 47 (en ekstraudgift på i alt 12 mio. kr. inkl. moms). Sideløbende med dette vil beholderlågene blive udskiftet i takt med, at de nedslides, så de følger den nationale farvepalet.
Den løbende udskiftning af lågene forventes at strække sig over ti år baseret på den forventede levetid på beholderne. Det stiller krav til kommunikationsindsatsen, fordi beholderlågenes farver ikke entydigt kan indtænkes i forhold til sorteringsadfærden, kan der i en periode være grønt låg på såvel restaffaldsbeholderen (svarende til den nuværende) som på madaffaldsbeholderen (der fremover skal være grøn). Dette kan give risiko for en lavere genanvendelse. En hurtigere udskiftning af lågene, fx så beholdere ved min. 90 % af alle ejendomme i kommunen er udbudt, indkøbt og udskiftet inden udgangen af 2024, forventes at koste yderligere ca. 40 mio. kr. (inkl. moms), som ville skulle indregnes i gebyrerne.
Teknik- og Miljøforvaltningen har desuden igangsat et pilotprojekt om automatisk tømningsregistrering (ATR) i samarbejde med ARC, som skal danne grundlag for en eventuel beslutning om at indføre ATR i en større skala i affaldsindsamlingen jf. Cirkulær København. Gevinsterne ved ATR er, at systemet vejer affaldet i den enkelte beholder, hvilket giver et vidensgrundlag, som kan forbedre kommunikationen til borgerne om deres sorteringsindsats. Derudover kan ATR afhjælpe problematikker ved beholderplacering i gårdene og kortlægge mulighederne for optimering af indsamlingsruter. De samlede omkostninger til pilotprojektet og den efterfølgende implementering er ca. 36 mio. kr. (inkl. moms). Se bilag 4 for alternativt scenarie.
Nye gebyrer for husholdningsaffald
Med virkning fra 2022 skal der indføres et særskilt gebyr for madaffald, jf. Affaldsaktørbekendtgørelsens § 17, stk. 3. Til og med 2021 har udgifterne til madaffaldsordningen (der blev indført i 2017) været dækket og opkrævet under ét sammen med de volumenafhængige dagrenovationsgebyrer (fremover restaffaldsgebyrer). Den hidtidige gebyropkrævning gav dermed et økonomisk incitament hos den enkelte husstand til at nedbringe restaffaldskapaciteten ved øget sortering af madaffald og de øvrige genanvendelige fraktioner.
Det nye gebyr vil medføre omfordeling i opkrævningerne på tværs af husstande. Herunder vil de husstande, der af en eller anden årsag ikke deltager i madaffaldsordningen, ikke længere skulle bidrage økonomisk. I bilag 3 beskrives det nye gebyr nærmere, og der kan ses konkrete eksempler på opkrævninger med de nye, foreslåede gebyrer og de udsving, som enkeltejendomme vil opleve fra 2021 til 2022.
Med virkning fra 1. juli 2021 skal der desuden indføres en ny ordning for mad- og drikkekartonaffald, og fra 2022 skal der indføres en ny ordning for tekstilaffald. Takstkataloget for 2022 indeholder derfor to nye gebyrer, der skal dække omkostningerne forbundet med disse ordninger. Ordningerne er allerede indtænkt i Cirkulær København og dermed også de gebyrstigninger, der blev vedtaget hermed. Gebyrerne er beskrevet nærmere i bilag 3.
Alternativer til gebyrerne for husholdninger i 2022 inkl. overslagsår
Ovennævnte stigende udgifter medfører behov for gebyrstigninger hvert år, til og med 2025. I bilag 4 beskrives muligheder for nedbringelse af omkostningerne, som fx kan få effekt fra gebyrerne for 2023. Samlet er der forslag til reduktioner på ca. 210 mio. kr., svarende til en gebyrreduktion på ca. 660 kr., hvis de indarbejdes i et enkelt år. Hvis der ønskes reduktioner af gebyrerne allerede for 2022, vil disse blive indarbejdet i det takstkatalog, der fremsendes til videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Nye gebyrer for erhvervsaffald
Med virkning fra den 1. januar 2019 blev det lovpligtige erhvervsaffaldsgebyr afskaffet, hvorefter administrative opgaver vedrørende erhvervsaffald har været skattefinansierede. Princippet om, at forureneren betaler, medfører dog, at kommunens opgaver vedrørende konkrete anvisninger af erhvervsaffald samt anmeldelse og dokumentation ved flytning af jord, der er erhvervsaffald, skal gebyrfinansieres med virkning fra 1. januar 2021 jf. Affaldsaktørbekendtgørelsens § 18, stk. 4 og 5. Bekendtgørelsen blev først offentliggjort den 7. december 2020, og beskrivelsen af, hvad der må indregnes i gebyrerne og kravene til dokumentation herfor mv., var så utilstrækkelige, at det ikke var muligt at beregne gebyrer, der kunne godkendes med virkning fra 1. januar 2021. Energistyrelsen har (endnu) ikke udarbejdet en gebyrvejledning. For at skabe større klarhed over de gebyrpligtige opgaver, herunder erfaring med antallet og varigheden af sagerne, samt forberede opgaven med tidsregistrering og fakturering foreslås gebyrerne først at træde i kraft den 1. januar 2022.
Gebyrerne, som fremgår af bilag 2, er beregnet med udgangspunkt i de forventede omkostninger til sagsbehandling af de gebyrpligtige opgaver. Derudover opkræves der for alle sager et administrationsgebyr, der dækker udgifter til fagsystemer og fakturering, som ikke er afhængig af den enkelte sagsbehandlingstid.
Ny gebyrstruktur for erhvervenes brug af genbrugsstationer
ARC’s bestyrelse besluttede den 11. december 2020 en ny gebyrordning for erhvervenes brug af genbrugsstationer, så de kun kan opkræves per besøg og ikke længere har mulighed for at købe abonnement med virkning fra 2022. ARC har oplyst, at over 90% af kunderne i dag alligevel betaler per besøg. Disse kunder vil opleve et fald i opkrævningen. Det er således kun de kunder, der afleverer affald på genbrugsstationerne mere end en gang om ugen, der vil opleve stigende priser. Der er risiko for, at disse kunder vil benytte alternative løsninger, herunder potentielt bortskaffe affaldet af andre kanaler, hvor genanvendelsesgraden ikke er så høj som på genbrugsstationerne.
Økonomi
Med vedtagelsen af gebyrerne for 2022, som vist i bilag 2, vil disse ligge til grund for opkrævningen over ejendomsskattebilletten samt fakturering for engangsydelser i 2022. Gebyrstigningen vil for en gennemsnitlig husstand være 188 kr. sammenholdt med 2021-gebyrerne - udover pris- og lønfremskrivning.
De samlede bruttogebyrindtægter fra de gebyrer, der opkræves over ejendomsskattebilletten, forventes at stige med ca. 85 mio. kr. fra 2021 til 2022. Bruttogebyrindtægterne vil således være på 865 mio. kr. i 2022. Det bemærkes, at både prognosen for udgifterne, som beregningerne tager udgangspunkt i, antallet af husstande i kommunen samt udviklingen i beholdervolumen for restaffald er behæftet med stor usikkerhed. Derudover er der usikkerhed om fortolkningen af Landsskatterettens afgørelse om moms.
Indtægterne fra de nye erhvervsgebyrer vedrørende jordflytning og konkret anvisning af erhvervsaffald er behæftet med stor usikkerhed, da aktiviteten på området ikke er kendt. Der forventes en negativ DUT-regulering af Københavns Kommunes budget som følge af indførelsen af gebyrerne på samlet ca. 2 mio. kr. årligt. Det vurderes - med det nuværende skøn for aktiviteten - at indebære en budgetudfordring (skæv DUT) på Teknik- og Miljøudvalgets ramme på 1,2 mio. kr. fra 2022 og frem. Håndteringen af budgetudfordringen afklares i regi af DUT-processen i forbindelse med budgetlægningen for 2022.
Videre proces
Gebyrerne for affaldshåndtering indgår i Teknik- og Miljøudvalgets samlede takstkatalog, som behandles på samme møde den 21. juni 2021 og indgår i forhandlingerne om Budget 2022. Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen sende gebyrerne sammen med det samlede takstbilag til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling.
Søren Wille
/Thomas Højlt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. juni 2021
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at forslaget til reduktion i udgifterne (den alternative indstilling) anvendes, så taksterne reduceres med 660 kr. pr husstand pr år”.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, O og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C, V og O.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er imod, at ARC skal kommunalisere affaldsindsamlingen, idet den foregår problemfrit og billigere i dag ved udlicitering til private vognmænd. Vi er imod denne kommunalisering, der medfører mange udgifter til at komme af med deres affald. investeringer, som gør det dyrere for københavnerne.”