Håndtering af løse hunde på Damhusengen
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvordan udfordringen med løse hunde på Damhusengen kan løses.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der opsættes hegn omkring den sydlige legeplads på Damhusengen, hvis der bliver afsat midler til etablering, jf. økonomiafsnittet.
- at der opstilles midlertidig skiltning, der henviser løse hunde til fritløbsområderne, jf. løsningafsnittet.
- at der hermed er gjort op med medlemsforslaget stillet af Dansk Folkeparti på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 15. marts 2021, jf. bilag 2.
- at der hermed er gjort op med medlemsforslaget stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 15. marts 2021, jf. bilag 3.
Problemstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 15. marts 2021 blev to medlemsforslag om håndtering af løse hunde på Damhusengen godkendt. Teknik- og Miljøudvalget pålagde Teknik- og Miljøforvaltningen at forelægge en indstilling med løsningsmodeller for håndtering af de løse hunde på Damhusengen, herunder en kampagne.
Løsning
Damhusengen bruges af mange forskellige bruger- og aldersgrupper. Det er tilladt at lade sin hund løbe frit i de afmærkede fritløbsområder. På nuværende tidspunkt findes der to fritløbsområder på Damhusengen (jf. bilag 4). De eksisterende fritløbsområder er i dag markeret med pæle uden hegn eller andre markører imellem. Dette sikrer, at alle har adgang til arealerne (med og uden hund) samt understøtter engens dyreliv.
Forvaltningen har i de senere år modtaget henvendelser fra borgere, der er frustrerede over, at mange hundeejere lader deres hunde løbe løst på Damhusengen, uden for fritløbsområderne. Deres bekymringer handler overvejende om, at hunde uden snor skaber utryghed blandt både børnefamilier på legepladsen og gående og løbere langs stien rundt om engen. Løse hunde giver anledning til uønsket kontakt med hunde, og i nogle tilfælde føler folk sig angrebet. Andre borgere henvender sig med bekymring over, at hundene jagter de rugende viber.
Forvaltningens kan tydeliggøre regler og rammer for brug af området via skiltning, men har derimod ikke mulighed for at håndhæve reglerne, da dette er en politiopgave. Forvaltningen har været i dialog med lokalpolitiet om fritløbs-problematikken og politiets mulighed for at agere over for hundeejere, der ikke respekterer reglerne. Lokalpolitiet ønsker ikke at tage stilling til, hvilken løsningsmulighed der er bedst, men vurderer, at problemet skal løses med skiltning. Lokalpolitiet påpeger, at det er vanskeligt at håndtere et forbud på naturområdet, da politiet alene uddeler bøder, hvis der er en meget synlig markering af reglerne ved indgangene til området.
Lokalpolitiet har oplyst forvaltningen om, at de ikke anser løse hunde i Damhusengen som et stort problem i en politimæssig henseende. Denne vurdering er baseret på antallet af henvendelser, de modtager om problematikken. Konkret modtager lokalpolitiet 1-2 borgerhenvendelser om måneden om løse hunde i området, og disse henvendelser fører til 1-2 anmeldelser om året.
Forvaltningens anbefaling
Hegn om legepladsen
For at imødegå problemet med de løse hunde, og den utryghed de medfører for nogle brugergrupper, foreslår forvaltningen, at der opsættes et lavt hegn omkring den sydlige legeplads på Damhusengen. Det vil være i stil med det, som bruges i andre parker, fx på Christianshavns Vold. Ved at opsætte et lavt hegn holdes hunde væk fra legepladsen, så de legende børn og familier er adskilt fra hundene. Samtidig bevares det frie udsyn over engen. Hegnet kan dermed skabe tryghed for dem, der benytter legepladsen uden at det skæmmer unødigt i forhold til områdets naturkarakter. Forvaltningen har været i dialog med Vanløse Lokaludvalg, som mener hegnet om legepladsen er en brugbar løsning.
Kampagneaktiviteter
Medlemsforslagene rummer et ønske om, at forvaltningen bruger skiltning og kampagneaktiviteter som midler til at løse problematikken med løse hunde på Damhusengen. I den sammenhæng kan forvaltningen oplyse, at der i de seneste år løbende er blevet tydeligt skiltet til hundeejere om, at de skal holde deres hund i snor uden for fritløbsområderne. Senest i marts 2021 blev der skiltet langs stierne og ved indgangen til engen med opfordring til at holde hunde i snor og med synliggørelse af fritløbsområderne (jf. bilag 5). Når viberne ankommer til engen i foråret, gennemføres ligeledes hvert år en kommunikationsindsats, der dels med skilte markerer vibernes yngleområde i det høje græs (jf. bilag 5), dels henvender sig direkte til hundeejere med opfordring til at bruge det nordlige fritløbsområde (længst væk fra yngleområdet) og sikre, at deres hund er i snor.
Den ovennævnte årlige skiltekampagne udbygges, med opstilling af skilte ved indgangen i syd, der informerer om, at man ikke befinder sig i et fritløbsområde samt om afstanden til nærmeste fritløbsområde (jf. bilag 4). Kampagnen vil løbe ½ - 1 år. Denne løsning er let at etablere, men den har kun effekt i det omfang, at hundeejere har kontrol over deres hund, samt at de respekterer reglerne om at holde hunden i snor uden for fritløbsområderne. For at synliggøre grænsen mellem fritløbsområde og området med krav om hund i snor i højere grad, foreslår forvaltningen, at grænsen midlertidigt markeres med skiltning (jf. bilag 4).
Lokaludvalget er positive overfor skiltningen og støtter op om den årlige vibekampagne. Lokaludvalget støtter også forslaget om at lave en kampagne rettet mod afgrænsning af fritløbsområderne, da antallet af hunde er vokset under Coronakrisen, hvor mange københavnere er blevet hundeejere. Det er også Lokaludvalgets holdning, at oplysningskampagner er mere effektive end fysiske tiltag.
Lokalpolitiet giver udtryk for, at fritløbsområdernes afgrænsning skal være tydeligere markeret end det er med den nuværende permanente skiltning, hvis politiet skal kunne håndhæve reglerne og uddele bøder for overtrædelser. Politiets tilgang er derfor at gå i dialog med borgerne på baggrund af de skiltede regler, hvor de kan give en påtale ved grove eller bevidste undvigelser fra reglerne. Lokalpolitiet støtter op om den udbyggede skiltekampagne.
Alternative løsninger
Indhegning af det sydlige fritløbsområde
I forbindelse med udarbejdelsen af Teknik- og Miljøforvaltningens udviklingsplan for Damhussøen, Damhusengen og Krogebjergparken i 2017, blev problematikken med løse hunde i den sydlige del af engen drøftet, modsat den nordlige del af område, hvor der ikke opleves de samme problemer. Det sydlige område ligger tæt på legepladsen (jf. bilag 4) og lige syd for det sydlige fritløbsområde, yngler viberne i det høje græs. Det sydlige område er også svært at identificerer præcist, da det grænser op til højt græs. Det nordlige område er omkranset af højt græs. Når hundene færdes i det høje græs, må de være uden snor, men så snart de bevæger sig ind på området med kort græs, skal de atter føres i snor.
Der var i 2017 enighed i parkbrugerådet om, at indhegning af fritløbsområdet er uhensigtsmæssigt, da et hegn vil afskære andre end hundeejerne fra et stort område af engen og dermed begrænse den generelle adgang hertil. Foruden argumentet om adgang til området vil det formentlig også være svært at få en tilladelse fra Fredningsnævnet til et hegn rundt om fritløbsområdet.
Lokaludvalget mener, at Damhusengen bør være et åbent område, og at indhegning ødelægger indtrykket af en sammenhængende eng. Både Lokaludvalget og forvaltningen ser derfor ikke indhegning af det sydlige fritløbsområde som en gangbar mulighed.
Nedlæggelse af fritløbsområderne
En anden mulig løsning er at nedlægge fritløbsområderne og henvise hundeejere til Krogebjergparken eller Grøndalsparken. Både Lokaludvalget, lokalpolitiet og forvaltningen vil gerne beholde en god balance mellem forskellige former for rekreativ anvendelse, og anbefaler ikke nedlæggelse af fritløbsområder som løsning. Hvis man nedlægger fritløbsområderne, vil det betyde, at det vil være forbudt at have løse hunde i området, og forvaltningen har, som nævnt oven for, ikke mulighed for at håndhæve et forbud.
Lokalpolitiet vil ikke umiddelbart anbefale en nedlæggelse af fritløbsområderne, men påpeger at det vil være lettere at håndhæve reglerne for fritløbende hunde, hvis det sydlige område blev fjernet. Lokalpolitiets holdning er, at det sydlige fritløbsområde er svært at erkende, og skiltning vil ikke kunne eliminere tvivlsspørgsmål vedrøvende det sydlige område. Det vil således ikke være muligt at uddele bøder i nærheden af det område. Lokalpolitiet er positive overfor den midlertidige skiltning, da det giver lokalpolitiet bedre mulighed for at indgå i dialog med borgerne.
Økonomi
Forvaltningen skønner, at det foreslåede hegn om den sydlige legeplads vil koste 0,21 mio. kr. i etablering, og 0,021 mio. kr. i årlig afledt drift. Udførelsen af hegnsløsningen ligger uden for forvaltningens eksisterende budget og kan derfor kun realiseres, hvis der bevilliges midler i Budget 2022. Dette forudsætter politisk bestilling på et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne.
Udgifter til løbende oplysning på skilte og kampagner vil kunne afholdes inden for driftsbudgettet.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen, hvis der fremsættes et politisk ønske om et budgetnotat, udarbejde dette til forhandlingerne om Budget 2022. Hvis der bliver fundet midler til etablering af et hegn omkring den sydlige legeplads med Budget 2022, vil forvaltningen etablere hegnet i foråret 2022.
Forvaltningen vil iværksætte skiltning med tydelig henvisning til, hvor hunde må løbe frit i indeværende år.
Søren Wille
/ Nikolaj Hvingtoft Hansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. juni 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.