Medlemsforslag vedrørende støj på vejstrækninger
Medlemsforslag vedrørende støj på vejstrækninger
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 21. juni 2006
Sager til beslutning
3. Medlemsforslag vedrørende støj på vejstrækninger
TMU 375/2006 J.nr. 29.0040/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
(Stillet af Lotte Thiim Bertelsen, Camilla Burgwald, Signe Goldmann, Bjarne Fey, Frank Hedegaard, Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen, (alle F), Per Bregengaard, Jens Kjær Christensen, Jette Gottlieb, Rikke Lauritzen, Khaled Mustapha og Mikkel Warming (alle Ø), samt Winnie Berndtson (løsgænger) og Finn Rudaizky (løsgænger)):
Det foreslås,
at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en plan for at nedbringe støjen på vejstrækninger med støj på over 70 dB,
at Teknik- og Miljøforvaltningen redegør for, hvor langt man ville kunne komme med arbejdet, hvis Borgerrepræsentationen afsætter hhv. 50 mill.kr. og 100 mill.kr. til formålet, samt
at Teknik- og Miljøforvaltningen inden den 1. september 2006 fremlægger plan samt redegørelse til politisk behandling.
Motivering:
Støj er sammen med luftforurening det største miljøproblem i København. Samtidig er det også de miljøproblemer vi ikke har taget fat på at løse. Når det gælder luftforurening afventer vi Folketingets hjælp til de nødvendige love, men når det gælder støjen, er vi slet ikke i gang. Der har kun været lavet enkelte små forsøg med udlægning af støjsvag asfalt og forsøg med udarbejdelse af en støjhandleplan i Folehaven.
Udlægning af støjsvag asfalt er en succes, bare spørg dem der bor på strækningen ved Lyngbyvejen, og Handleplanen i Folehaven er nu ved sin afslutning. Så forsøg er lavet, men dette skal omsættes til permanente løsninger.
Derfor forslaget om, at Teknik- og Miljøforvaltningen i første omgang laver en plan for de mest belastede områder over 70 dB, samt forslaget om en vurdering af, hvor meget eller hvor lidt vi når for hhv. 50 mill.kr. og 100 mill.kr. På denne konkrete baggrund kan Borgerrepræsentationen så træffe beslutning om, hvilken indsats man ønsker på området.
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. juni 2006
Efter forslag fra Enhedslisten blev medlemsforslaget henvist til Te knik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2006
Teknik- og Miljøforvaltningen
udarbejder en indstilling.