Mødedato: 21.06.2006, kl. 14:00

Indførelse af "flat rate"-betaling for gaskunder i nybyggerier

Se alle bilag

Indførelse af "flat rate"-betaling for gaskunder i nybyggerier

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. juni 2006

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Indførelse af "flat rate"-betaling for gaskunder i nybyggerier

 

TMU 366/2006  J.nr. 9.0007/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 

at det på en efterfølgende papirgeneralforsamling i KE Forsyning Holding godkendes, at der fra 1. juli 2006 indføres "flat rate"-betaling for gaskunder med nye komfurinstallationer uden gasmåler og

 

at det forbrugsuafhængige abonnement for disse husholdingskunder i 2006 fastsættes til 1.000 kr. årligt inkl. moms og afgifter.

 

 

RESUME

Teknik- og Miljøudvalget, der inden for visse grænser er bemyndiget til at udøve generalkompetencen i KE-selskaberne, skal tage stilling til, om man som generalforsamling vil godkende, at KE indfører mulighed for, at husholdninger i nybyggeri og ejendomme med renoverede gasinstallationer får mulighed for et abonnement, hvor der betales en fast pris, uafhængig af forbrug.

 

Det er KE's opfattelse, at man ved at fjerne kravet om opsætning af måler i hvert enkelt køkken i en ejendom vil kunne få flere bygherrer til at lægge gas ind i nye ejendomme.

 

Da det samtidig ikke vurderes, at fjernelse af kravet om individuel måling vil give anledning til et nævneværdigt højere forbrug, vil indførelse af "flat rate" give anledning til både en styrkelse af kundeunderlaget og mindsket CO2-udledning.

 


SAGSBESKRIVELSE

KE's bestyrelse har behandlet og tilsluttet sig en indstilling om, at der i nybyggeri og ejendomme med renoverede gasinstallationer indføres mulighed for et abonnement uden måler, hvor der i stedet betales en fast pris uafhængig af forbrug. Den årlige betaling foreslås i 2006 fastsat til 1.000 kr. inkl. moms og afgifter, hvilket svarer til betalingen for en normal husholdingskunde med et forbrug på knap 80 m3. Indstillingen til KE's bestyrelse er vedlagt som bilag.

 

KE har på baggrund af forslagets karakter vurderet, at beslutningen om at indføre "flat rate" skal træffes af ejeren på en generalforsamling. Det skal i den forbindelse nævnes, at fastsættelse af takster i henhold til KE-selskabernes vedtægter under alle omstændigheder skal godkendes af generalforsamlingen.

 

Baggrund

Kommunen stiller krav om gasinstallationer i støttet nybyggeri, når ejendommen ligger i et område, der kan tilbydes gasforsyning, og om bevarelse af gasinstallationer i forbindelse med byfornyelse.

 

En stor del af lejlighederne i det private byggeri i København etableres imidlertid i dag med el- og ikke gaskomfurer, og KE får oplyst, at en af årsagerne er, at der skal in stalleres store og skæmmende gasmålere i køkkenerne. Det er KE's vurdering, at man ville kunne fjerne en betydelig barriere for bygherrens beslutning om indlægning af gasinstallationer, hvis man kunne undgå måleren.

 

Øget anvendelse af gaskomfurer i nybyggeri vil være gavnligt for både miljøet og gasforsyningens kundeunderlag.

 

Lovgivningen pålægger KE at måle gaskundernes forbrug, men bygherren kan ansøge Byggeri & Bolig om dispensation fra kravet om individuel måling. Byggeri & Bolig har over for KE tilkendegivet, at der er en rimelig sandsynlighed for, at man vil meddele dispensation, såfremt man modtager en ansøgning herom fra en ejendomsejer eller bygherre.

 

Kravet om individuel måling af kundernes forbrug er at tilskynde til energibesparelser, men for KE's kogekunder er forbruget og dermed den potentielle besparelse så lille, at den ikke står mål med omkostningerne ved at kræve måling af forbruget.

 

KE forventer ingen nævneværdig stigning i forbruget ved skift til "flat rate", da gassen ikke kan bruges til andre formål end madlavning. Tændte gasblus er ikke egnede som bidrag til opvarmning af lejligheden, da der ved forbrænding af gas dannes vanddamp, der giver øget luftfugtighed. I Stockholm og Göteborg, har man da heller ikke kunnet konstatere en stigning i gasforbruget, da man her gik over til "flat rate".

 

Endvidere indebærer anvendelsen af gas i stedet for el væsentlige miljøfordele, i form af en halvering af CO2-udledningen og en endnu kraftigere reduktion af udledningen af svovldioxid og kvælstofilter.

 

KE vil i første omgang opsætte en kontrolmåler for hele ejendommen med henblik på korrekt afregning af afgifter til skattevæsenet. KE undersøger sideløbende andre muligheder for afregning af afgifterne på bygas, der ikke kræver måling, hvilket vil være en betingelse for, at KE på et senere tidspunkter indfører "flat rate"-betaling for alle kogekunder.

Økonomi

Indstillingen har ingen konsekvenser for Københavns Kommunes økonomi.

 

Forslaget er i sin nuværende udgave driftsøkonomisk neutralt for KE. Bliver det muligt at indføre "flat rate" for alle husholdningskunder, vil KE imidlertid kunne opnå væsentlige besparelser på udgifter til målere og aflæsning.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

Følgebrev fra KE af 31. maj 2006

Indstilling til KE's bestyrelse af 18. maj 2006

Notat fra KE Gas Teknik af 24. maj 2006

 

Mette Lis Andersen


 

Til top