Byrumshandlingsplanen - 'Enkelt & Billigt 2006'
Byrumshandlingsplanen - 'Enkelt & Billigt 2006'
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. juni 2006
Sager til beslutning
23. Byrumshandlingsplanen - 'Enkelt & Billigt 2006'
TMU 396/2006 J.nr. 2149.0003/03
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og
Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det anbefalede forslag danner
grundlag for udformningen af 'Enkelt & Billigt'-projekter i området omkring
Lergravsparken.
at der gives en anlægsbevilling på kr.
5,0 mio. på Vej & Parks
RESUME
Forvaltningen har med udgangspunkt i 'Handlingsplan for Københavns Byrum' (godkendt i
oktober 2005) samt i Teknik- og Miljøudvalgets
godkendelse af program for 'Enkelt & Billigt' 2006 (TMU 204/2006) udarbejdet nærværende forslag til
byrumsforbedring i området omkring Lergravsparken.
Efter godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget igangsatte forvaltningen udviklingen
at et projekt i samarbejde med tre indbudte rådgivere i området omkring
Lergravsparken (bilag 1).
Borgerne blev
inddraget først ved et orienterende møde, derefter en workshop og til sidst på
et borgermøde, hvor de tre rådgiveres forslag blev præsenteret. Borgerprocessen
har været i tråd med 'Handlingsplan for
Københavns Byrum's intention om at forbedre borgerdialog og proces.
De tre rådgiveres forslag er
blevet færdiggjort med borgernes kommentarer. Forvaltningen har efterfølgende
udpeget en vinder (bilag 2-5), jf. anbefalingerne i nærværende indstilling.
Den videre proces er,
forudsat udvalgets godkendelse, at forvaltningen og den vindende rådgiver
arbejder videre med det anbefalede forslag. Da forslaget er på dispositionsforslagsniveau
kræver det en tilretning i forhold til myndigheder og den egentlige forankring
i området. Forvaltningen vil på ny inddrage borgerne til en kvalificering af
forslaget og derefter igangsætte anlægsarbejderne. Det foreliggende forslag
vurderes at kunne realiseres inden for den reserverede ramme til 'Enkelt &
Billigt' i 2006 på 5 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Projektet har sit udgangspunkt i, at Bygge- og Teknikudvalget den 12. oktober 2005 godkendte 'Handlingsplan for
Københavns Byrum'.
'Handlingsplan for
Københavns Byrum' sigter på at styrke København som en unik europæisk metropol.
Gennemførelse af handlingsplanen sigter på at forbedre og skabe nye byrum
gennem en trebenet strategi, der omfatter:
Processer: Forbedring af grundlaget for politiske beslutninger
og bedre borgerdialog.
Kvalitet: Mere byrum for pengene.
Strategi: En mere helhedsorienteret planlægning.
Målet
er først og fremmest, at videreudvikle det ene af handlingsplanens 3 "ben"
strategien (Kvalitet: Mere byrum for pengene) ved at udarbejde og
gennemføre et projekt i området omkring Lergravsparken med tekniske løsninger,
som kan understøtte et nyt kvalitetsbegreb, 'Enkelt & Billigt'.
I april
godkendte, Teknik- og Miljøudvalget (TMU 204/2006) at
forvaltningen udarbejdede forslag til og gennemførte et projekt 'Enkelt
& Billigt' regi. Området omkring Lergravsparken
blev udvalgt som projektområde for en både teoretisk og konkret afprøvning
af 'Enkelt & Billigt'-konceptet, som det er defineret i byrumshandlingsplanen
(Bilag 1).
Forvaltningen inddrog
tre tegnestuer (rådgivere) til at deltage i 'Enkelt & Billigt 2006'.
Opgaven blev løst i et parallelopdrag, hvor de tre indbudte rådgivere på lige
fod deltog og udarbejdede hver sit dispositionsforslag.
Formålet med
projektet er bl.a. at styrke det eksisterende lokale byliv omkring
Lergravsparken. Sigtet med projektet er at løfte byrumskvaliteten i et samlet
byområde, bl.a. ved at binde eksisterende og planlagte projekter sammen. Det
daglige byliv søges forbedret, f.eks. ved at turen til det lokale supermarked
gøres mere attraktiv og oplevelsesrig. Indsatsen skal bl.a. forbedre
forbindelsen fra Amagerbrogade til Lergravsparken og Amager Strandpark. Området
blev valgt, fordi det rummer stort potentiale for forbedringer og fordi der i
kraft af områdefornyelsen, kvarterløft mm. er skabt eller skabes
byrumsprojekter som med fordel kan knyttes sammen.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Beskrivelse af det anbefalede forslag
(bilag 2-5).
Forslaget til Enkelt og Billigt i området omkring Lergravs-
parken, koncentrerer sig om en række udvalgte byrum langs diagonalen,
der løber fra Amager Centret til Amager Strandpark. På denne måde udnyttes de
begrænsede midler til både at forbedre enkelte byrum og skabe en overordnet
forbindelse for hele byområdet. Ud over diagonalen foretages et antal mindre
indgreb, der behandler lokale arealer. Forslaget til Enkelt og Billigt er
permanente løsninger, der er nemme at implementere og ikke stiller
store krav
til drift og vedligeholdelse.
Indsatsområder
Indsatsområderne er udvalgt for at forbedre det daglige liv omkring
offentlige mødesteder. Deres placering er valgt på grundlag af beboerinterviews
og –workshop i området. Indsatsen sigter mod to mål: dels at tage beboernes
ønsker om og problemer med bestemte byområder i betragtning og dels at skabe
sammenhængende og genkendelige byrum.
Sammenhæng
Indsatsområderne ligger i et linjeforløb og med kort afstand, så de
forbindes visuelt. De nye byrum vil danne orienteringspunkter i området og man
vil sanse den nye sammenhæng. Ud over den orienteringsmæssige sammenbinding har
fokusområderne også fået fælles identitet: fælles koncept omkring belægning og
genkendelige møbler og beplantning gør, at man aflæser området som samhørende.
Funktion og identitet
I behandlingen af de enkelte indsatsområder er der lagt vægt på, at
nyindretningerne både har en funktionel og en identitetsskabende side. Man kan
altså både bruge de nye byrum til noget, og blive glad for at se på dem. De
forskellige indsatsområder forholder sig til de problematikker, der gør sig
gældende for netop det lokalområde. De skaber nye måder at opholde sig i det
offentlige rum på og nye muligheder for at møde hinanden og de lokker flere
byrumsbrugere til. Samtidigt tilbyder de nye byrum forskellige aktiviteter, så
alle aldergrupper og interesser tilgodeses. Indgrebene bærer præg af innovativ
tænkning koblet med den karakteristiske åbenhjertede "Amar'kaner"-ånd. Strand
og vind, den lokale historie, samt områdets karakter har dannet grundlag for
projektets identitetstema.
Forvaltningens kommentering af de tre
forslag.
Opgaven blev løst i et parallelopdrag, hvor de tre indbudte rådgivere
deltog på lige fod og udarbejdede hver sit dispositionsforslag.
Forslagene er blevet bedømt og kommenteret af en intern arbejdsgruppe i
Vej & Park. Gruppen har bestået af byrumschef
Fælles for de tre forslag
Det er generelt en god bredde i de tre forslag og måden at gå til
opgaven på. Det er interessant at se hvordan 'Enkelt & Billigt' konceptet
er bearbejdet og forvaltningen har fået mange gode input til den videre proces.
Det er planen at konceptet skal afprøves hvert år et nyt sted i byen og
erfaringer fra disse projekter er derfor vigtige. En anden god ting ved alle
tre forsalg er også tilgangen til borgerne. Der er centralt at områdets beboere
er en del af denne type projekter og alle tre forslag tager således
borgerinddragelsen alvorligt.
Helt konkret kan man sige, at ingen af forslagene er klar til at blive
realiseret med det samme. De kræver efterfølgende bearbejdning i større eller
mindre grad. Især gælder det brugen af bemaling/thermoplast. Brugen af dette
element er i alle forslag bærende og er problematisk i forhold til godkendelse
hos vejmyndighederne (trafiksikkerhed).
Et vigtigt spørgsmål under udviklingen af både koncept og projekter har
været den efterfølgende drift. Det man kan kalde "livscyklus på drift" er en
betydelig del af det færdige anlægs succes. Det er blevet taget op i de enkelte
forslag, men kan videreudvikles mere.
KLAR (bilag 2-5)
Det forslag med tydeligst afsæt i byrumshandlingsplanen. Der er god
forbindelse/kobling imellem det byrumshandlingsplanen forslår og nye idéer/tiltag.
De valgte steder er gode, og ses som en kvalitet når man ønsker at dyrke det
stedsspecifikke. Til det er initiativet med interviews en gevinst for forslaget
fordi det er med til underbygge valget af steder.
Der er flere sjove påfund med vindposer og vindmøller, som giver
projektet et uformelt og humoristisk præg.
Flere af løsningerne er dog ikke teknisk mulige (fjernelse af stenvold,
trafiktekniske løsninger mv.) så projektet skal justeres i det videre arbejde.
Brugen af bemaling/thermoplast er problematisk og er i flere tilfælde
mere en dekoration end et bidrag til at anvende byens rum på en ny og bedre
måde.
Bedømmelsesudvalget vurderer, at fra KLAR er det mest egnede til
realisering af 'Enkelt & Billigt' konceptet i 2006.
ARKITEMA (bilag 6-7)
Bedømmelsesudvalget er enige i det rigtige i at tage udgangspunkt i stedet.
Mange af løsningerne forøger de rumlige kvaliteter og løsningerne varierer på
en interessant måde. Det er inspirerende og kreative løsninger, som kan animere
til alternativ anvendelse af byens rum. Blandt andet er det en god idé med brug
af lyd og billede for at stimulere andre sanser. Brugen af projektkategorier er
en god måde at programmere på og giver et overblik over intentionerne før
disponering.
Et centralt kritikpunkt er, at der ingen forbindelse eller kobling er
til byrumshandlingsplanen. Punktnedslagene virker tilfældige. Hvis man ønsker
at dyrke det stedlige skal de rigtige steder vælges. Bedømmelsesudvalget er
ikke enig i alle de valgte steder. Tilgangen til stederne virke enkelte gange
for teoretisk.
Forslaget savner frodighed, og beplantning fylder ikke meget.
Brugen af bemaling/thermoplast er som nævnt tidligere problematisk.
LAND+ (bilag 8-9)
Dette forslag er meget enkelt at forstå og virker derfor nemt at
implementere. Styrken ligger i den gode signalværdi og den høje fleksibilitet.
Det er et system som er enkelt og billigt at opstille. Det gør at overblik med
hensyn til økonomi er god. Systemet har ydermere den fordel, at det kan
kombineres på mange måder og opfylde forskellige behov. Det vil også være
effektfuldt og være meget synligt det første stykke tid.
Bedømmelsesudvalget var begejstret for den frodige tankegang i
projektet.
Problemet med forslaget er, at det ikke er den unikke løsning til det
unikke sted, men derimod en universel løsning som kan anvendes over hele byen.
Der er ingen forbindelse eller kobling til byrumshandlingsplanen og
bedømmelsesudvalget savner en mere lokal forankring.
På enkelte af illustrationerne ser det ud som plantekassen optager rum
i stedet for at skabe rum. Det afhænger selvfølgelig af plantevalget, hvilket
er svært at vurdere på nuværende tidspunkt.
Brugen af bemaling/thermoplast er som nævnt tidligere problematisk.
Økonomi
Forvaltningen foreslår, at der på Vej & Parks anlægsramme (konto
2.22.3, Vejanlæg) gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. i 2006 til realisering
af det anbefalede.
Miljøvurdering
Byrumshandlingsplanen er omfattet af forvaltningens
positivliste, og det er i overensstemmelse med følgende målsætninger, at planen
vil
- fremme en mere bæredygtig balance mellem by og natur
ved at styrke og forny "det grønne" i byen - fra pladser og grønne
gaderum til parker, kolonihaver og idrætsanlæg
- udbygge og bevare de store træk i kommunens grønne
struktur.
- bevare, forbedre og udbygge byens grønne struktur af
større naturområder og parker til gavn for de mennesker, der bor, arbejder
eller er på besøg i byen.
- tage stilling til, hvordan eksisterende grønne
områder og træer kan indpasses i kommende anlæg, og hvordan nye grønne områder
og forbindelser kan udvikles i lokalområderne.
Høring
Området har mange interessenter
blandt såvel interesseorganisationer, foreninger, institutioner, myndigheder og
lokale borgere. Det har derfor været vigtigt at inddrage og lytte til de mange
ønsker og interesser.
Forvaltningen har gjort brug
af områdefornyelsen kendskab til området samt fået hjælp til det første skridt
i inddragelsen af borgerne.
Første skridt blev taget ved
et indledende borgermøde hvor byrumshandlingsplanen blev præsenteret og idéen
om 'Enkelt & Billigt'. På mødet fik borgerne mulighed for at tilmelde sig
en efterfølgende workshop.
På workshoppen fik borgerne
mulighed for, i samarbejde med forvaltningens tre rådgivere, at udvikle idéer
og forslag til projekter i området.
Workshoppen skulle sikre, at
al nødvendig viden om området kom frem. Hvilke problemer var der, og var der steder,
som skulle have særlig opmærksomhed?
Det sidste borgermøde blev
brugt til at bearbejde og kvalificere de tre forslag, inden den egentlige
udvælgelse fandt sted. Der var mulighed for at kommentere og kritisere, såvel
positivt som negativt.
Borgerproscessen
har været intens og har været
i tråd med 'Handlingsplan for Københavns
Byrum's intention om at forbedre borgerdialog og proces. Det har været et ønske
fra forvaltningen, at borgerne ikke skulle igennem en lang proces med mange
møder, men derimod kunne se nogle hurtige resultater. Det har ligeledes været
et ønske, at perioden fra udvikling af idé til færdigt anlæg var kort.
For at sikre
projektets videre forankring i området planlægger forvaltningen at lave en
følgegruppe, som kan hjælpe under detailprojekteringen.
Interesserede
borgere vil have mulighed for at tilmelde sig efter at forvaltningen har
informeret grundigt i området samt på Vej & Parks hjemmeside
Andre
konsekvenser
Det
er for nærværende forvaltningens vurdering, at den planlagte forbedring af byrummene
ikke vil medføre en reduktion i det nuværende antal parkeringspladser. Skulle
det være tilfældet vil udvalget blive orienteret herom.
BILAG VEDLAGT
Bilag
1: Luftfoto af opgaveområdet
Bilag
2- 5: Forslag fra KLAR
Bilag
6 og 7: Forslag fra Arkitema
Bilag
8 og 9: Forslag fra Land+
Ole Bach