Elevatorkrav ved etablering af tagboliger i støttet byggeri
Elevatorkrav ved etablering af tagboliger i støttet byggeri
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. juni 2006
Sager til beslutning
12. Elevatorkrav ved etablering af tagboliger i støttet byggeri
TMU 387/2006 J.nr. 630.0025/06
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen
anbefaler,
at der i
forbindelse med kommunal støtte til etablering af tagboliger i eksisterende alment
byggeri alene stilles krav om etablering af elevator, såfremt det er
konstruktivt hensigtsmæssigt, arkitektonisk acceptabelt og økonomisk muligt.
RESUME
I midten af 1990'erne vedtog
Borgerrepræsentationen blandt andet, at det over for boligselskaberne
vedrørende støttet byggeri tilkendegives, at indretning af lejligheder i
tagetager kun kunne forventes godkendt, hvis der etableres elevatorbetjening af
lejlighederne.
På baggrund heraf kunne et
flertal i Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 5. oktober 2005 ikke anbefale,
at der blev ydet støtte til et af Postfunktionærernes Andels-Boligforening
udarbejdet projekt til indretning af tagboliger på foreningens afdeling ved
Middelgrundsvej.
Henset til at etablering af
tagboliger gennem en årrække har været et boligpolitisk mål og fortsat indgår i
kommunens boligplan for 2005-2008, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen
den 15. december 2005, og da forvaltningen løbende får forespørgsler om
indretning af tagboliger i alment byggeri, foreslår forvaltningen, at der i
forbindelse med støtte til alment byggeri fremover alene stilles krav om
installering af elevator i bebyggelsen, såfremt det er konstruktivt hensigtsmæssigt,
arkitektonisk acceptabelt og økonomisk muligt.
Etablering af tagboliger
indgår ligeledes som et muligt element i såvel implementering af
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens integrationspolitik på
boligområdet som for en række af ansøgningerne til 600 mio. kr. puljen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I
mødet den 30. marts 1995 tiltrådte Borgerrepræsentationen Byggesagsudvalgets betænkning
af 17. marts 1995 (BR 331/94), hvori udvalget indstiller, at det overfor boligselskaberne
tilkendegives, at projekter, gående ud på indretning af taglejligheder i bestående
bygninger på mere end 2 etager, kun kan forventes godkendt, såfremt der enten
etableres elevatorbetjening af lejlighederne, eller etableres sammenhæng mellem
taglejligheden og den underliggende lejlighed, eller hvis elevatorbetjening op
til øverste etage forefindes.
Da
der ikk
e indgik etablering af elevator i Postfunktionærernes Andels-Boligforenings
projekt om indretning af 12 nye boliger i tagetagen i afdeling 10, beliggende
Middelgrundsvej 6-18, kunne et flertal i Bygge- og Teknikudvalget i mødet den
5. oktober 2005 (BTU 554/2005) ikke over for Borgerrepræsentationen anbefale,
at der blev ydet kommunal støtte til byggeriet, uanset at installering af
elevator både konstruktivt, arkitektonisk eller økonomisk var vurderet urealis-
tisk. I øvrigt var der givet byggetilladelse til projektet om end med forbehold
for eventuelle yderligere støttekrav.
Baggrunden
for kravet om elevatoradgang til almene boliger skal ses i lyset af ønsket om
maksimal tilgængelighed til almene boliger. Tilsvarende krav stilles ikke ved
privat byggeri eller i forbindelse med støtte efter byfornyelsesloven.
Et
ufravigeligt krav om etablering af elevator i eksisterende byggeri kan
imidlertid særligt af følgende 2 grunde være et bremsende element i forhold til
fremme af tagboliger i eksisterende alment byggeri:
- etablering kan være problematisk af æstetiske og
planmæssige hensyn, da der sjældent er plads til elevatorskakte indvendig
i ejendommene.
- etablering og drift er generelt bekostelig, især
i betragtning af det begrænsede antal tagboliger, der normalt er tale om.
Det bemærkes, at en række almene
boligorganisationer uden kommunal støtte har indrettet og fortsat ønsker at
indrette tagboliger i deres boligafdelinger. Indretning/udnyttelse af
tagetagerne er godkendt på beboermøder i afdelingerne. Da disse tagboligindretninger
sker uden kommunal støtte har kommunen ikke i henhold til almenboligloven
hjemmel til at stille krav om installering af elevator.
Plan & Arkitektur behandler disse
sager i overensstemmelse med den for Teknik- og Miljøforvaltningen gældende
delegationsfortegnelse. Forvaltningen er, såfremt det ønskes, indstillet på
fremover årligt at give Teknik- og Miljøudvalget en orientering om, i hvilke
boligafdelinger der er godkendt udnyttelse af
tagetager.
Københavns Kommunes boligpolitik
Borgerrepræsentationen tiltrådte på
mødet den 15. december 2005 (BR 755/05) boligplanen for Københavns Kommune for
2005-2008. Denne har i forlængelse af tidligere beslutninger fortsat som mål
blandt andet at understøtte tilvejebringelse af flere tagboliger. Endvidere
anføres, at nye tagboliger eller boligudvidelser i uudnyttede tagrum kan skabe
boliger af høj kvalitet med spændende indretning, optimale lysforhold og udsigt.
Desuden har en ændring af
ejerlejlighedsloven fremmet mulighederne for at blande ejerformer i ellers rene
andels- eller lejeboligbebyggelser.
Forslag til fremtidig behandling af støttede tagboliger
Teknik-
og Miljøforvaltningen har modtaget fornyede forespørgsler om indretning af
tagboliger. Etablering af tagboliger præsenteres endvidere som et væsentligt
indsatsområde i kvarterplaner, blandt andet i områdefornyelsen af
Øresundskvarteret, hvor det udarbejdede tagboligprojekt ved Middelgrundsvej er
anbefalet af den lokale styregruppe.
Endvidere
indgår etablering af tagboliger som et muligt element i såvel implementering af
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens integrationspolitik på boligområdet
som for en række af ansøgningerne til 600 mio. kr. puljen.
Da
etablering af tagboliger som nævnt indgår som en del af kommunens boligpolitik,
finder forvaltningen, at der også i støttet byggeri bør være mulighed for
udnyttelse/indretning af tagetager i de eksisterende almene boligafdelinger,
såfremt dette vurderes realistisk muligt at gennemføre.
Dette kunne eventuelt tillige
medvirke til et mere alsidigt boligudbud af blandede ejerformer i bebyggelsen.
Da sådanne påbygninger sker på egen ejendom, vil indretning af tagboliger
normalt kunne ske uden udgifter til grundkøb. Det bemærkes dog, at såfremt
Københavns Kommune i sin tid har solgt grunden til boligorganisationen, kan
indretning af tagboliger udløse tillægskøbesum til kommunen.
På baggrund af ovennævnte foreslår
forvaltningen, at der i forbindelse med indretning af tagboliger i eksisterende
alment byggeri fremover alene stilles krav om installering af elevator, såfremt
det vurderes konstruktivt hensigtsmæssigt, arkitektonisk acceptabelt og økonomisk
realistisk.
Såfremt Teknik- og
Miljøforvaltningens forslag kan tiltrædes, vil de respektive almene
boligorganisationer blive orienteret herom, ligesom forvaltningen i så fald er
indstillet på at forelægge en fornyet indstilling om støtte til tagboliger på
Middelgrundsvej efter sommerferien.
Økonomi
Kommunal støtte til indretning af tagboliger vil indgå i de konkrete
støttesager, der forelægges til politisk behandling.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste
over sager, der skal miljøvurderes.