Mødedato: 21.06.2006, kl. 14:01

Valby Idrætspark - udvikling

Se alle bilag

Valby Idrætspark - udvikling

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. juni 2006

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Valby Idrætspark - udvikling

 

TMU 415/2006  J.nr. 639.0029/05

 

 

INDSTILLING

På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning af 23. marts 2006 om billige boliger indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Borgerrepræsentationen godkender, at der for Valby Idrætspark igangsættes udarbejdelse af plangrundlag, som muliggør etablering af 5x5-boliger

at der gives en kapitalbevilling i 2006 på 4 mio. kr. til Økonomiudvalgets budget, bevillingen Salg af ejendomme m.v., funktion 0.05.3 (ubestemte formål) til dækning af udgifter i forbindelse med miljøundersøgelser af nærmere angivne kommunale ejendomme. Indtil salg af ejendommene er sket, mellemfinansieres beløbet over Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen)

 

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 23. marts 2006 indstilling om billige boliger. I forbindelse hermed besluttede Borgerrepræsentationen, at alle egnede kommunale ejendomme, indtil forholdene omkring grundene er afklaret, reserveres til etablering af 5x5-boliger (5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr.), hvorpå der over de næste 5 år aktivt arbejdes for at realisere op mod 2.500 boliger.

I indstillingen var der i første omgang udpeget 7 kommunale ejendomme med en rummelighed på 1.000 – 1.500 boliger, som blev vurderet anvendelige for boligbyggeri. Endvidere fremgik det af indstillingen, at mulighederne for boligbyggeri på andre kommunale ejendomme ville blive undersøgt.

 

Som det fremgår af bilag 1 er det indledningsvis vurderet, at Valby Idrætspark vil kunne rumme billige boliger, idet det er muligt at opføre op til 300 boliger i første etape i den helhedsplan, der arbejdes med for renovering og udvikling af Valby Idrætspark, som forudsættes realiseret etapevis.

 

Der er allerede udarbejdet en planredegørelse for Valby Idrætspark, der er drøftet i Teknik- og Miljøudvalget, og som skal drøftes i Kultur- og Fritidsudvalget samt Økonomiudvalget.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 23. marts 2006 indstilling om billige boliger (BR114 /06). I forbindelse hermed besluttede Borgerrepræsentationen, at alle egnede kommunale ejendomme, indtil forholdene omkring grundene er afklaret, reserveres til etablering af 5x5-boliger (5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr.), hvorpå der over de næste 5 år aktivt arbejdes for at realisere op mod 2.500 boliger.

 

Det blev umiddelbart vurderet efter første gennemgang af kommunale ejendomme, at følgende arealer - med en rummelighed på 1.000 – 1.500 boliger - kunne gøres anvendelige for boligbyggeri:

1. Østre Gasværk               

2. Beauvais-ejendommen ved Rovsingsgade

3. KTK's håndværksomåde ved Ragnhildgade

4. Torveporten i Valby

5. Københavns Energi's tidligere oplagsplads ved Grøndals Vænge Allé

6. Ubebygget areal ved Røde Mellemvej og Hø rgården

7. Karens Minde i Kongens Enghave

 

På den baggrund blev igangsat udarbejdelse af nyt plangrundlag for alle ejendomme 1 – 6 i form af kommuneplantillæg og/eller lokalplaner. For Karens Minde foreligger der en lokalplan.

 

Endvidere blev det i indstillingen oplyst, at der er overvejelser om boligbyggeri i forbindelse med det igangværende planlægningsarbejde for renovering og udvikling af Valby Idrætspark, samt at der var fremkommet et idéforslag om boligbyggeri på Kløvermarken, som også vil kræve ændring i plangrundlaget.

 

Endelig fremgik det af indstillingen, at mulighederne for boligbyggeri på andre kommunale ejendomme ville blive undersøgt.

 

Som det fremgår af bilag 1 er det indledningsvis vurderet, at Valby Idrætspark – med op til 300 boliger i første etape – kan gøres anvendelig for byggeri af billige boliger. Boligbyggeriet indgår i en helhedsplan for renovering og udvikling af Valby Idrætspark, som forudsættes realiseret etapevis. En fælles redegørelse om igangsætning af planarbejdet er drøftet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 17. maj 2006 og vil blive drøftet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 22. juni 2006 og derefter på et møde i Økonomiudvalget.

 

Som anført i bilaget har det været en forudsætning, at Køgevejens Gasbeholderstation nedlægges i forbindelse med overgang til naturgas pr. 31. december 2008. Københavns Energi har imidlertid nu udtrykt ønske om at bibeholde gasbeholderen. Såfremt dette imødekommes vil hele projektet skulle revurderes grundlæggende.

 

ØKONOMI

Der gives en kapitalbevilling i 2006 på 4 mio. kr. til Økonomiudvalgets budget, bevillingen Salg af ejendomme m.v., funktion 0.05.3 (ubestemte formål). Denne bevilling dækker udgifterne ved miljømæssige undersøgelser af de 7 ejendomme, som fremgår af Borgerrepræsentationens beslutning om billige boliger (BR114/06), samt omkostningerne til miljømæssige undersøgelser af Valby Idrætspark og andre udgifter med henblik på at gøre disse ejendomme og eventuelt senere udpegede salgsklare. Indtil salg af ejendommene er sket, mellemfinansieres beløbet over Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen).

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens eller Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

De relevante forvaltninger er hørt forud for udarbejdelse af plangrundlaget for Valby Idrætspark

 

BILAG

Bilag 1: Faktaark om muligheder for boligbyggeri i Valby Idrætspark

 

 

 

 

 

 

Claus Juhl                                                  Mette Lis Andersen


 

Til top