Endelig vedtagelse af lokalplan Glentevej, Bispebjerg (udsat sag)
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Glentevej. Lokalplanforslaget muliggør indretning af boliger i en del en af eksisterende bygning, som hidtil udelukkende har været anvendt til serviceerhverv.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Glentevej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Grundejer ønsker at ombygge ejendommen Glentevej 67-69. Ejendommen anvendes i dag til serviceerhverv. De to øverste etager indrettes til ungdoms- og familieboliger, mens de to nederste etager forsat vil være serviceerhverv. Den ændrede anvendelse forudsætter ny lokalplan, da gældende lokalplan 274 Musvågevej fastlægger ejendommen til serviceerhverv. Projektet er i overensstemmelse med Kommuneplan 2019. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et forslag til lokalplan Glentevej. Forslaget har været i høring fra den 12. april til den 7. juni 2021. Forvaltningen har modtaget syv henvendelser. Høringen har givet anledning til mindre ændringsforslag fra forvaltningen (bilag 6).
Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplan har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.
Løsning
Lokalplanen muliggør, at bygherre kan indrette boliger i en del af en eksisterende erhvervsejendom. Glentevej 67-69 er et tidstypisk elementbyggeri fra 1954. Stueetagen (1. etage) og 2. etage indrettes til serviceerhverv, herunder med mulighed for en café mod Glentevej. På 3. etage indrettes ungdomsboliger og på 4. etage indrettes familieboliger. Der stilles ikke krav om 25 % almene boliger, da der etableres 3.050 m2 etageareal til boliger jf. Administrationsgrundlag for almene boliger. På taget etableres en grøn taghave med adgang for alle ejendommens beboere. Facader tilføjes trælameller, der etableres indeliggende altaner og større vinduespartier i de to nederste etager. Gården indrettes til ophold. Med de nye boliger til både unge og familier, samt bevaringen af arbejdspladser i de to nederste etager, lever projektet op til intentionen om at skabe en mere mangfoldig og blandet befolkningssammensætning i området. Samtidig bevares en del af Glentevejs industrielle bebyggelseskarakter.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at lokalplanens afsnit om miljøforhold tilføjes en redegørelse for, at realisering af lokalplanen ikke påvirker drifts- og udviklingsmulighederne for virksomheden Novozymes, samt at realisering af lokalplanen for Glentevej ikke vil medføre en støjproblematik ift. til det område, lokalplanen omfatter. Desuden foreslår forvaltningen en mindre ændring af § 7, stk. 4, punkt b) om altaner. Den fulde ordlyd af ændringsforslagene fremgår af bilag 6.
Byliv
Der gives mulighed for indretning af en café i stueetagen, og der etableres en bred kantzone med mulighed for ophold. Den ændrede anvendelse til boliger betyder, at der er aktivitet i området efter arbejdstid.
Bynatur
Der bevares to bevaringsværdige træer og plantes mindst syv nye træer. Facaderne mod Glentevej begrønnes med beplantning i bede langs facaden.
Høring
De syv modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Høringssvar fra Bispebjerg Lokaludvalg, Bolig- og Planstyrelsen, Københavns Museum og bygherre
- Bispebjerg Lokaludvalg finder, at bygningen bliver smukkere med de foreslåede ændringer, men at det industrielle udtryk og kulturhistoriske udtryk samtidig forsvinder. Lokaludvalget ønsker, at andelen af ungdomsboliger reduceres under hensyntagen til, at gennemsnitsstørrelsen på boliger i nordvest er 65 m2. Der foreslås konkrete ændringer i lokalplanens bestemmelser, så 75 % af etagearealet til boliger bliver familieboliger, og at 75 % af familieboligerne skal have et areal på mindst 80 m2.
- Bolig- og Planstyrelsen har anmodet forvaltningen om at fremsende redegørelse for, om realisering af planlægningen, som forslag til lokalplan Glentevej muliggør, vil påvirke drifts- og udviklingsmuligheder for virksomheden Novozymes, herunder om det fører til, at virksomheden stilles over for skærpede miljøkrav. Endvidere har Bolig- og Planstyrelsen anmodet om en udtalelse om, hvorvidt realisering af planlægningen vil medføre en støjproblematik ift. det konkrete planområde, som planforslaget omfatter.
- Københavns Museum finder det positivt, at bygningen renoveres. Der bør tages hensyn til det industrielle udtryk ved ombygning, så det fortsat kan aflæses.
- Bygherre foreslår en mindre ændring af bestemmelser om altaner på grund af konstruktive forhold.
Forvaltningens bemærkninger
- Bygningens industrielle udtryk vil fortsat være aflæselig, idet den oprindelige rytmisk opbyggede facade bevares, dog med tilføjelse af indeliggende altaner, ligesom facaden vil være synlig bag de planlagte trælameller jf. illustrationer side 11, bilag 2. Lokalplanen bestemmer, at højst 65 % af boligarealet må være ungdomsboliger. Bygningens store dybde betyder, at det er vanskeligt at indrette gode familieboliger, derfor indrettes 3. etage til ungdomsboliger, som er enten øst- eller vestvendte, mens 4. etage reduceres i dybden. Der etableres private tagterrasser mod vest til de store familieboliger med et gennemsnitsareal på over 100 m2.
- Forvaltningen har i samarbejde med Novozymes udarbejdet en redegørelse for, at virksomhedens drifts- og udviklingsmuligheder ikke påvirkes af planens realisering, og at virksomheden ikke medfører en støjproblematik for planområdet. Redegørelsen er godkendt af Bolig- og Planstyrelsen og indsættes i lokalplanens redegørelse for miljøforhold.
- Forvaltningen vurderer, at det industrielle udtryk fortsat vil være aflæselig efter ombygning jf. illustrationer side 11, bilag 2.
- Det foreslås, at § 7, stk. 4 punkt b) ændres, så krav til dybden på indeliggende altaner på 3. etage reduceres fra 2,8 til 2 m.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
- To henvendelser er bekymret for, at indretningen af ungdomsboliger vil medføre støjgener for naboerne ved Nattergalevej.
- En henvendelse mener, der bør være et bredt fortov af hensyn til gangbesværede beboere i området. Glentevej bør ensrettes eller parkering reduceret til den ene side af vejen.
- En henvendelse nævner, at arealet foran bygningen i dag bruges til aftenparkering for lastbiler. Der bør indrettes flere parkeringspladser i forbindelse med ombygningen.
Forvaltningens bemærkninger
- Det er ikke muligt at regulere støj fra boliger i en lokalplan. Der etableres både familieboliger og ungdomsboliger i området, som overvejende består af boliger og institutioner.
- Lokalplanen vil ikke øge trafikmængden i området og vejforholdene ændres derfor ikke. Det eksisterende fortov opretholdes.
- Der etableres parkering til beboere og brugere i eksisterende parkeringskælder. Den ændrede anvendelse udløser ikke krav om etablering af nye parkeringspladser, så kælderen kan rumme både bilparkering og overdækket cykelparkering.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre stillede følgende ændringsfor slag som erstatning af 1. at-punkt:
“at lokalplanen Glentevej sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at sikre, at ændringer af eksisterende bebyggelse udformes sådan, at det industrielle og kulturhistoriske udtryk bevares og andelen af ungdomsboliger reduceres, så 75% af etagearealet til boliger etableres som familieboliger, hvoraf 75% skal være på minimum 80 m2.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 4 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, F og Ø.
Imod stemte: A, C, O og Å.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, O og Å.
Imod stemte: B, F, Ø.
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkninger:
“Partierne støtter op om Bispebjerg Lokaludvalgs høringssvar og ønsker en lokalplan, der bevarer områdets industrielle og kulturhistoriske udtryk og sikrer, at der tilføres større boliger, som der mangler i Nordvest”.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkninger:
”Enhedslisten ønsker etablering af flere almene boliger i København, men respekterer det politisk vedtagne administrationsgrundlag for krav om almene boliger, som skaber stabilitet og forudsigelighed ved at regulere, hvornår der stilles krav om almene boliger. Hvis der kan findes flertal for at ændre administrationsgrundlaget, så er Enhedslisten klar til at stå bag en revision, der gør det muligt at stille krav i endnu flere tilfælde fremover”