Mødedato: 20.09.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Omdannelse af to bilparkeringspladser i Nørre Farimagsgade til cykelparkering, Indre by

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til omdannelse af to bilparkeringspladser til cykelparkering ud for Nørre Farimagsgade 57.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver tilladelse til, at ansøgeren Barkowski Bar kan etablere cykelparkering på to eksisterende bilparkeringspladser ud for Nørre Farimagsgade 57.

     

  2. at nedlæggelsen af to bilparkeringspladser i rød zone, som medfører et indtægtstab på 0,08 mio. kr. pr. år, løses som beskrevet i økonomiafsnittet.

Problemstilling

Restauratøren Barkowski Bar har søgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at etablere cykelparkering på to eksisterende bilparkeringspladser foran deres bar i Nørre Farimagsgade 57 (bilag 3 og 4). Ønsket er at reducere mængden af henstillede cykler på fortovet. 

Der skal tages stilling til Barkowski Bars ansøgning, herunder eventuelt indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladser i rød betalingszone.

Løsning

Restauratøren oplever, at mange af deres gæster ankommer på cykel, og at cykler i stor stil henstilles uhensigtsmæssigt på fortovet til gene for fodgængere. Restauratøren ønsker derfor at opsætte cykelstativer.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de mange parkerede cykler på fortovet udgør et problem for fodgængere, der har svært ved at passere trygt og sikkert, og at der ikke er tilstrækkelig plads til at opsætte cykelstativer på fortovet.  Løsningen består i at etablere ca. 16 cykelparkeringspladser på vejareal ved at nedlægge to bilparkeringspladser ud af fem i Nørre Farimagsgade på strækningen mellem nr. 57 og 61.

Parkeringspladsernes belægningsprocent er på denne strækning over 100% (hele døgnet), mens den i Frederiksborggade nordvest for Nørre Farimagsgade er 80-90% (hele døgnet).

Forvaltningen vurderer, at løsningen er trafikalt acceptabel, og at opsætningen af cykelstativer vil forbedre tilgængeligheden på fortovet, og at det samlet set er en hensigtsmæssig disponering af vejarealerne.

Nørre Farimagsgade er en offentlig vej. Tilladelsen vil derfor blive betinget af, at cykelparkeringen lever op til kommunens retningslinjer for opsætning af cykelparkering, og at cykelparkeringen efter anlæg overdrages til forvaltningen. De tilstødende grundejere er indforståede med projektet.

Politiet har givet samtykke til projektet.

Procedure for behandling af ansøgninger om ændring på offentlig vej

Alle kan søge om ændringer på offentlig vej. Vejmyndigheden vurderer, om vejændringen imødekommer stedets og områdets trafikale behov, trafiksikkerheden og kommunens byrumsplaner i øvrigt.  Skønner vejmyndigheden, at ansøgningen ikke er i konflikt med disse og i øvrigt er i overensstemmelse med vejlovens og vejreglernes bestemmelser, kan der gives tilladelse efter forudgående godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget, hvis der fx nedlægges parkeringspladser eller fældes træer.

Vejmyndigheden har som led i myndighedsbehandlingen vurderet, at der ved nærværende omlægning af den offentlige vej ud for Nørre Farimagsgade 57 ikke er parter i sagen med en særlig og individuel interesse i vejændringen. Derfor er der ikke foretaget høring.  

Den foreliggende sag er håndteret i overensstemmelse med ”Principper for administrativ oprettelse og nedlæggelse af parkeringspladser”, der blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 13. august 2018 - herunder principperne om, at ”Teknik- og Miljøforvaltningen nedlægger ikke parkeringspladser, medmindre nedlæggelserne er godkendt politisk, eller er en forvaltningsmæssig forpligtelse”, og at ”Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer altid, om der er alternative løsninger, der ikke kræver nedlæggelser af parkering.”

Økonomi

Alle udgifter til etablering af cykelparkering påhviler ansøger Barkowski Bar.

Nedlæggelse af to bilparkeringspladser i rød betalingszone medfører et årligt indtægtstab på 82.000 kr. (2021 p/l) fra tidspunkt for etablering af cykelparkering (forventeligt ultimo 2021/primo 2022) og frem.

Provenutabet indgår i beregningen af årets samlede provenuændring, og en eventuel manko søges kompenseret i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. Provenutabet har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Projektet vil medføre begrænset afledt drift, som afholdes inden for forvaltningens driftsramme.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udstede en tilladelse til Barkowski Bar til at opsætte cykelparkering ud for Nørre Farimagsgade 57.

 

Søren Wille

                                                                 /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. september 2021

 

Indstillingen blev med teknisk ændringsforslag godkendt uden afstemning.

Til top