Mødedato: 20.09.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Omdannelse af to bilparkeringspladser i Ægirsgade til cykelparkering, Nørrebro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til omdannelse af to bilparkeringspladser til cykelparkering ud for Ægirsgade 44.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver tilladelse til, at andelsboligforeningerne A/B Ægirsgade 44 og A/B Ægirsgade 42 / Mimersgade 50 kan etablere cykelparkering på to eksisterende bilparkeringspladser ud for Ægirsgade 44.

     

  2. at nedlæggelsen af to bilparkeringspladser i gul betalingszone, som medfører et indtægtstab på 0,01 mio. kr. pr. år, løses som beskrevet i økonomiafsnittet.

Problemstilling

Andelsboligforeningerne A/B Ægirsgade 44 (omfatter Ægirsgade 44, 46A og 46B) og A/B Ægirsgade 42 / Mimersgade 50 har søgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at etablere cykelparkering på to eksisterende bilparkeringspladser foran deres ejendomme ved Ægirsgade 44 (bilag 3 og 4). Ønsket er at reducere mængden af henstillede cykler på fortovet og gøre cykelparkering mere tilgængelig for beboere og besøgende i gaden.

Der skal tages stilling til andelsboligforeningernes ansøgning, herunder eventuelt indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladser i gul betalingszone.

Løsning

Ansøgerne oplever, at mange besøgende til erhvervsejendommene på hjørnet af Ægirsgade og Mimersgade parkerer deres cykler langs andelsboligforeningernes facade, og at beboerne i ejendommene efterspørger mere cykelparkering på gaden i lighed med den cykelparkering, der er etableret andre steder i Ægirsgade. Cyklerne, der stilles på fortovet langs facaden, er til gene for fodgængere. Samtidig bliver ejendommenes beboeres behov for mere plads til cykelparkering i nærområdet ikke dækket på nuværende tidspunkt, da Ægirsgade på strækningen ud for andelsboligforeningerne er prioriteret til bilparkering. Andelsboligforeningerne ønsker at forbedre situationen ved at opsætte cykelstativer.

Vejen ud for andelsboligforeningerne er indrettet med førsteprioritet til bilparkering. Der er ikke afsat plads til cykelparkering i lighed med andre vejstrækninger i nærheden. De henstillede cykler på fortovet betyder, at der ikke er sikret frit fortov til fodgængere eller imødekommelse af beboernes ønske om hensigtsmæssigt indrettet cykelparkering for beboere og gæster.

Forvaltningen vurderer, at der ikke er plads til at opsætte cykelstativer på fortovet. Løsningen består derfor i at etablere ca. 12 cykelparkeringspladser på vejareal ved at nedlægge to bilparkeringspladser ud af fem ud for Ægirsgade 44. Arealet skal desuden rumme en spærreflade, som bl.a. sikrer renovationsarbejdere fri adgang til en gennemgang mellem ejendommene. Spærrefladen optager et areal svarende til ca. 4 cykelparkeringspladser. I eftermiddags- og aftentimerne er bilparkeringspladsernes belægningsprocent over 100 %, mens den 200-300 meter fra Ægirsgade 44 er under 80 % (i Hamletsgade vest for Ægirsgade og på Tagensvej nord for Ægirsgade).

Forvaltningen vurderer samlet set, at løsningen giver en mere hensigtsmæssig disponering af vejarealerne, og at den imødekommer beboernes behov for cykelparkering. 

Ægirsgade er en offentlig vej. Tilladelsen vil derfor blive betinget af, at cykelparkeringen lever op til kommunens retningslinjer for opsætning af cykelparkering, og at cykelparkeringen efter anlæg overdrages til forvaltningen. De tilstødende grundejere er indforståede med projektet.

Politiet har givet samtykke til projektet.

Procedure for behandling af ansøgninger om ændring på offentlig vej

Alle kan søge om ændringer på offentlig vej. Forvaltningen vurderer, om vejændringen imødekommer stedets og områdets trafikale behov, trafiksikkerheden og kommunens byrumsplaner i øvrigt. Skønner forvaltningen, at ansøgningen ikke er i konflikt med disse, og i øvrigt er i overensstemmelse med vejlovens og vejreglernes bestemmelser, kan der gives tilladelse efter forudgående godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget, hvis der fx nedlægges parkeringspladser eller fældes træer.

Forvaltningen har som led i myndighedsbehandlingen vurderet, at der ved nærværende omlægning af den offentlige vej ud for Ægirsgade 44 ikke er parter i sagen med en særlig og individuel interesse i vejændringen. Derfor er der ikke foretaget høring. 

Den foreliggende sag er håndteret i overensstemmelse med ”Principper for administrativ oprettelse og nedlæggelse af parkeringspladser”, der blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 13. august 2018 - herunder principperne om, at ”Teknik- og Miljøforvaltningen nedlægger ikke parkeringspladser, medmindre nedlæggelserne er godkendt politisk, eller er en forvaltningsmæssig forpligtelse”, og at ”Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer altid, om der er alternative løsninger, der ikke kræver nedlæggelser af parkering.”

Økonomi

Alle udgifter til etablering af cykelparkering påhviler ansøgerne, andelsboligforeningerne A/B Ægirsgade 44 og A/B Ægirsgade 42 / Mimersgade 50.

Nedlæggelse af to parkeringspladser i gul betalingszone medfører et årligt indtægtstab på 8.200 kr. (2021 p/l) fra tidspunkt for etablering af cykelparkering (forventeligt ultimo 2021/primo 2022) og frem.

Provenutabet indgår i beregningen af årets samlede provenuændring, og en eventuel manko søges kompenseret i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. Provenutabet har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Projektet vil medføre begrænset afledt drift, som afholdes inden for forvaltningens driftsramme.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udstede en tilladelse til A/B Ægirsgade 44 og A/B Ægirsgade 42 / Mimersgade 50 til at opsætte cykelparkering på vejareal ud for Ægirsgade 44.

 

Søren Wille

                                                                 /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. september 2021

 

Indstillingen blev med teknisk ændringsforslag godkendt uden afstemning.
Til top