Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Evaluering af forsøgsprojekter
Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Evaluering af forsøgsprojekter
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 20. september 2006
Sager til beslutning
9. Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Evaluering af forsøgsprojekter
TMU 598/2006 J.nr. 1410.0017/04
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
at der anvendes
0,5 mio.kr. til gennemførelse af evaluering af de 5 forsøg med smalle
cykelbaner og cykelfelter, som beskrevet i indstillingen finansieret af 35 mio.
kr. puljen til cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse i overensstemmelse med
den fremlagte projektplan (BR 343/06), og
at der anvendes
0,1 mio.kr. til gennemførelse af evaluering af to grønne bølger for cyklister,
som beskrevet i indstillingen finansieret af 35 mio. kr. puljen til cykelfremkommelighed
og støjbekæmpelse i overensstemmelse med den fremlagte projektplan (BR 343/06)
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006
Godkendt
RESUME
På baggrund
af kommunens budget for 2006 samt en høring blandt alle københavnere
udarbejdede Teknik- og Miljøforvaltningen et forslag til udmøntning af 35
mio.kr til cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse. Indstillingen blev behandlet
i Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 8. marts 2006, og med 5 ændringsforslag
anbefalet over for Borgerrepræsentationen. Teknik- og Miljøudvalgets
indstilling blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 1. juni 2006.
Nærværende
indstilling beskriver evalueringen af 5
forsøg med smalle cykelbaner og cykelfelter samt
evaluering af 2 grønne bølger for cyklister.
Evalueringen omfatter både registreringer før og under forsøget, hvorfor
evalueringerne foregår i perioden 2006-2008. Førundersøgelserne skal
iværksættes i efteråret 2006, og derfor skal Teknik- og Miljøudvalget godkende
nærværende evalueringsplan, før udvalget har godkendt de konkrete projekter.
Beskrivelse af de konkrete forsøg bliver således fremlagt for Teknik- og
Miljøudvalget på et senere møde.
Forvaltningen
anbefaler, at evalueringerne gennemføres af et privat konsulentfirma efter
detaljeret opgavebeskrivelse fra forvaltningen.
I forbindelse med de 5 forsøg
med smalle cykelbaner og cykelfelter er det vigtigt at få kortlagt cyklisternes
sikkerhed og tryghed, samt trafikkens afvikling i det hele taget. I forbindelse
med de 2 grønne bølger skal fremkommeligheden for både cykler, busser, biler og
fodgængere evalueres. For alle 7 projekter gælder det, at cyklisternes og evt.
de øvrige trafikanters holdning til forsøget skal belyses.
Forsøgene
skal forløbe i et år, før en egentlig effekt kan måles. Hvert forsøg vil blive
vurderet med henblik på enten at gøre forsøget permanent eller justere det.
Samtidig er hensigten, at erfaringerne fra de forskellige forsøg skal kunne
anvendes andre steder i byen. Når forsøgene har forløbet i et år udarbejdes en
evalueringsrapport. Denne rapport vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget.
I overensstemmelse med
tidligere indstilling (BR343/06) foreslår
forvaltningen, at der afsættes 0,5 mio.kr. til at evaluere de 5 forsøg med
smalle cykelbaner og cykelfelter og 0,1 mio.kr til evaluering af de to grønne
bølger. Rammen forventes således overholdt.