Mødedato: 20.09.2006, kl. 14:30

Lokalplanforslag "Sværtegade / Pilestræde"

Lokalplanforslag "Sværtegade / Pilestræde"

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 20. september 2006

 

 

Sager til beslutning

 

22.      Lokalplanforslag "Sværtegade / Pilestræde"

 

TMU 595/2006  J.nr. 611:218.0001/06

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  forslag til lokalplan "Sværtegade/Pilestræde" vedtages med henblik på offentliggørelse

at   indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen samt en lokal plancheudstilling, som vil være bemandet i to perioder

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006

Anbefalet

 

 

RESUME

Teknik- og Miljøudvalget behandlede i sit møde den 5. april 2006 forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af et lokalplanforslag for karreen begrænset af Sværtegade, Gammel Mønt, Antonigade og Pilestræde.

Planarbejdet er foranlediget af, at Ejendomsselskabet Norden har købt Det Berlingske Officins ejendomme, der omfatter hele karreen bortset fra en enkelt ejendom. Den nye ejer ønsker at ombygge bygningerne til butiks- og caféfunktioner i stueplan og, at etablere boliger i de overliggende etager af de bygninger, som Det Berlingske Officin fraflytter. Reduktionen af Det Berlingske Officin´s arealer i karreen frigør et etageareal på ca. 9.150 m². Karreens samlede etageareal er i dag ca. 20.500 m² inklusive Antonigade 11. Efter de ønskede ændringer (nedrivninger, ny- og tilbygninger inklusive et hævet dæk i gården) forøges dette areal med ca. 1.700 m². Det fremtidige bebyggede areal udgør ca. 5.500 m² inklusive Antonigade 11.

Lokalplanforslaget fastlægger den eksisterende randbebyggelse som bevaringsværdig, bortset fra Pilestræde 28, hvor en ombygning af facaden muliggøres. I hullet Antonigade 5 muliggøres opførelse af en beboelsesbygning med et nutidigt arkitektonisk facadeudtryk. Baghusbebyggelse i karreens indre nedrives, og der indrettes fælles gårdanlæg for karreen. Bebyggelse som erstatning for eksisterende ventilationsanlæg på tag af Sværtegadebebyggelsen muliggøres etableret som penthouseetage, i respekt for det eksisterende flotte vue fra Kongens Have/Christian IX´s Gade til spiret af Nikolaj Kirke. Nye boliger skal være store helårsboliger. Stueetagen indrettes overvejende til butikker, cafeer og lignende.

Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2005.

Forvaltningen har vurderet, at der ikke skal foretages miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Forvaltningen har afholdt møde med bygherre og drøftet muligheden for, at billige boliger kan indgå i projektet. Ejendomsselskabet Norden har udtrykt forståelse for intentionen, men angivet at det i dette tilfælde vil være forbundet med betydelige omkostninger. Der realiseres derfor ikke billige boliger i dette projekt.

 


 

Til top