Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"
Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 20. september 2006
Sager til beslutning
21. Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"
TMU 594/2006 J.nr. 611:230.0001/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler
at forslag til lokalplan "Skjulhøj Allé" vedtages med
henblik på offentliggørelse,
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,
at offentliggørelsen annonceres i områdets
lokalaviser, samt
at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006
Anbefalet
RESUME
Kommuneplan 2005 fastlægger
lokalplanområdet som en ny type erhvervsområde E0. Området fastlægges med en
anvendelse svarende til E-rammen som blandet erhverv. Bebyggelsesprocenten er
begrænset til 60, medens der muliggøres en mulighed for at indrette en boligfunktion
i forbindelse med erhvervsanvendelsen. Boligfunktionen må ikke overstige 40 %
af etagearealet af den enkelte ejendom. Muligheden for en fleksibel kombination
af en bolig- og erhvervsanvendelse vurderes at have et særligt potentiale for
lokalisering af kreative erhverv og iværksættere i øvrigt.
I henhold til Kommuneplan
2005 skal planlægningen, som led i det overordnede erhvervspolitiske ønske om
udbygning og styrkelse af de vidensbaserede og kreative erhverv, understøtte
byens kreative vækstmiljø ved at tilgodese denne gruppes særlige behov.
Lokalplanforslaget er det
første for et område med en E0-ramme. Lokalplanforslaget har til formål, at
fastlægge bestemmelser for området, der sikrer området opretholdt med en
bebyggelse der i overvejende grad består af en villabebyggelse mod gaden og en
bagvedliggende lavere værksteds- og lagerbebyggelse, der muliggør en fleksibel
opdeling og anvendelse af bebyggelsen. Hovedparten af ejendommene er i dag
bebygget med en bebyggelsesprocent der overstiger 60, hvorfor der kun i meget
begrænset omfang kan forventes opført ny bebyggelse i området.
Lokalplanforslaget er
udarbejdet for området omkring Skjulhøj Allé, da Bygge- og Teknikudvalget var
indstillet på at nedlægge et forbud mod en an
søgt opførelse af en
boligbebyggelse i området for at sikre E0-rammen fastholdt. Uanset at den
aktuelle anmodning efterfølgende blev frafaldet, orienterede forvaltningen
udvalget om, at man fandt det hensigtsmæssigt alligevel at udarbejde lokalplanforslaget,
idet forvaltningen fortsat modtager forespørgsler om opførelse af rene
boligbebyggelser i området. Hermed sikres, at kommuneplanens intentioner for
udviklingen af E0-området ved Skjulhøj Allé kan gennemføres. Disse forudsætter
bl.a., at boligfunktionen er knyttet til og underordnet erhvervsanvendelsen.
Lokalplanen skal endvidere give mulighed for en individuel udfoldelse i så vid
udstrækning som muligt, samtidig med at eksisterende erhverv kan fortsætte. Der
er på den baggrund kun i begrænset omfang fastsat detaljerede bestemmelser om
ejendommenes og bebyggelsens udformning og fremtræden.
Lokalplanforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer. Forvaltningen har vurderet, at forslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport.