Mødedato: 20.09.2006, kl. 14:30

Grønne budgetter 2008

Grønne budgetter 2008

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. september 2006

 

 

Sager til beslutning

 

16.      Grønne budgetter 2008

 

TMU 588/2006  J.nr. 1410.0024/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at økologi og miljøcertificering over for de øvrige stående udvalg foreslås fastholdt som de prioriterede miljøindsatsområder i de grønne budgetter for 2008

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

at Teknik- og Miljøudvalget sender nærværende indstilling om prioriterede miljøindsatsområder for budget 2008 til høring i kommunens øvrige stående udvalg med høringsfrist 30. oktober 2006.

 

 

 

RESUME

I forbindelse med udarbejdelsen af Københavns Kommunes budget 2008 er det 3. år at forvaltningerne skal fastlægge grønne budgetmål. I de to foregående år har de grønne budgetmål været fastsat indenfor miljøindsatsområderne: miljøcertificering og økologi. Disse to miljøindsatsområder har været prioriteret, da de har stor bevågenhed, og der foreligger fælleskommunale miljømål jf. Københavns Agenda 21, 2004-2007.

Kommunens styregruppe for grønne budgetter, som har repræsentanter fra samtlige forvaltninger, har foreslået, at kommunen fastholder de to indsatsområder i budget 2008. Dels fordi 2008 er det år, hvor kommunens mål for økologi og miljøcertificering skal nås, og dels fordi en ny Agenda 21 plan er under udarbejdelse, hvor indsatsområder og miljømål endnu ikke kendes.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte indførelse af grønne budgetter i Københavns kommune den 28. april 2005 (BR 236/05). Formålet med de grønne budgetter er at sikre, at de enkelte forvaltninger årligt får fastlagt mål, som tilsammen sikrer, at kommunens fælles mål nås.

I forbindelse med budget 2008 er det 3. år, der skal fastlægges grønne budgetmål. I de to foregående år har de grønne budgetmål været fastsat inden for miljøindsatsområderne: Miljøcertificering og økologi.

 

Disse to miljøindsatsområder har været prioriteret, da de har stor bevågenhed, og der foreligger fælles kommunale miljømål jf. Københavns Agenda 21, 2004-2007. Inden udgangen af 2008 skal kommunens forvaltninger og institutioner være miljøcertificerede og 75% af den mad, der serveres i kommunens køkkener og kantiner, skal være økologisk.

 

Hvilke miljøindsatsområder der vælges for det pågældende budgetår besluttes af Borgerrepræsentationen efter indstilling fra Teknik- og Miljøudvalget.

 

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Status for miljøcertificering

Flere institutioner i kommunen har gennem en række år arbejdet med miljøledelse og er blevet miljøcertificerede. Ved udgangen af 2006 forventes det, at under 10 % af kommunens ansatte er omfattet af et miljøledelsescertifikat. Antallet dækker over store forskelle mellem de enkelte forvaltninger, bl.a. fordi forudsætningerne for og fordelene ved at indføre miljøledelse er meget forskellige.

 

I Teknik- og Miljøforvaltningen er over halvdelen af de ansatte omfattet af et miljøledelsescertifikat, mens Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen endnu ikke har ansatte, der er omfattet af et miljøledelsescertifikat. I seks forvaltninger er der fundet en ankerperson til miljøledelse, og uddannelsesaktiviteter er påbegyndt i samarbejde med Københavns Kommunes Kursuscenter.

 

Status for økologi

Dogme økologi projektet startede i 2001 med de første pilotforsøg. Ved udgangen af 2006 vil over 400 af kommunens ca. 1200 institutioner med køkkener være omlagt til ca. 75 % økologi. Dette er sket inden for køkkenernes eksisterende kostbudgetter.

 

I starten af 2006 blev samtlige institutioner spurgt om, hvor stort deres fødevareforbrug var i 2005, og hvor meget økologi de anvendte. Resultatet viste, at i Københavns Kommune er økologiprocenten 36 % (i kg fødevarer).

 

Prioriterede miljøindsatsområder i 2008

Styregruppen for grønne budgetter, som har repræsentanter fra samtlige forvaltninger, har i løbet af 2006 drøftet fremdriften af forvaltningernes arbejde med miljøcertificering og økologi. Der er enighed i styregruppen om at foreslå, at kommunen fastholder de to miljøindsatsområder i forbindelse med de grønne budgetter for 2008. Dels fordi 2008 er det år, hvor kommunens mål for økologi og miljøcertificering skal nås, jf. Københavns Agenda 21, 2004-2007, og dels fordi en ny Agenda 21 plan er under udarbejdelse, hvor indsatsområder og miljømål endnu ikke kendes.

 

Tidsplan

 

20. september 2006

Indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om forslag til miljøindsatsområder for grønne budgetter 2008, og at den sendes i høring i de øvrige stående udvalg

 

30. oktober 2006

Høringsfrist for udvalgene

 

22. november 2006

Indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om forslag til miljøindsatsområder for de grønne budgetter 2008 samt høringssvar

 

December 2006 – Januar 2007

Indstilling forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden eller på samme møde, hvor indkaldelsescirkulæret behandles. Det er aftalt med Økonomiforvaltningen, at kravene til udformningen af de grønne budgetmål skrives ind i indkaldelsescirkulæret.

 

Januar 2007

Økonomiforvaltningen udsender indkaldelsescirkulæret til forvaltningerne.

 

Februar – Maj 2007

Politisk behandling af budgetforslag, herunder de grønne budgetmål, som starter med budgetseminarer i de stående udvalg i februar og marts måned. Hvert enkelt udvalg får fastlagt forslag til grønne budgetmål for deres re spektive forvaltning.

 

1. maj 2007

Udvalgene oversender forslag til budget til økonomiforvaltningen.

 

Juni 2007

Københavns Kommunes grønne regnskab 2006 forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen samtidig med det økonomiske regnskab. I det grønne regnskab præsenteres de enkelte forvaltningers fremdrift indenfor de to prioriterede indsatsområder, økologi og miljøcertificering.

 

 

Økonomi

Miljøcertificering

I april 2005 vedtog BR en model for indførelse af miljøledelse i kommunen (BR 234/05). I den forbindelse blev der afsat midler (4 mio. kr. i 2006, 5 mio. kr. i 2007 og fremover) til at nå og fastholde målet om miljøcertificering inden udgangen af 2008. Midlerne skal sikre ansættelse af særlige ankerpersoner i alle forvaltninger, uddannelsesaktiviteter og dækning af certificeringsomkostninger. Eventuelle merudgifter skal afholdes inden for forvaltningernes budgetter.

 

Økologi

Teknik- og Miljøforvaltningens støtte til økologisk omlægning er kun finansieret til og med 2006. Den fortsatte fremdrift for økologien er afhængig af en fortsat finansiering. Miljøkontrollen har derfor som budgetønske for 2007 og 2008 bedt om ca. 14 mio. kr. årligt til økologien.

 

Ved udvalgenes fastsættelse af grønne budgetmål for økologi må der derfor tages højde for, at den endelige finansiering af indsatsen i 2007 og 2008 ikke er på plads.

 

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

·        Alle forvaltninger i Københavns Kommune skal være miljøcertificerede inden udgangen af 2008, samt

·        75 % af den mad, som serveres i kommunens køkkener og kantiner, skal være økologisk inden udgangen af 2008

Brugen af de grønne budgetter sikrer en koordineret indsats i forhold til miljømålene, og har derfor en positiv påvirkning på opfyldelsen af de koblede miljømål.

Effekten af at indføre miljøledelse forekommer dels som en direkte effekt, der vil kunne måles umiddelbart, og dels som indirekte effekter, hvor det som oftest ikke er muligt at etablere en direkte sammenhæng mellem indsats og effekt.

Den direkte effekt af at indføre miljøledelse i en institution eller forvaltning vil ofte være en reduktion af forbruget af el, vand, varme og andre ressourcer. Denne effekt kan både skyldes egentlige reduktionsmål, men kan også skyldes den øgede fokus på miljøforhold og ressourceforbrug, som miljøledelse giver.

Brug af økologiske produkter sikrer, at der ikke benyttes pesticider i forbindelse med dyrkning af afgrøder, således at fremtidig forurening af grundvandet med pesticider undgås. For en række økologiske produkter er der også skærpet krav til dyrevelfærden. Desuden medfører Dogme Økologi Projektet en sundere mad til brugerne, da køkkenmedarbejderne via kurser og ved omlægningsrådgivning lærer at lave mad, som følger de officielle ernæringsmæssige anbefalinger og har et højt kulinarisk niveau.

 

Høring

Denne indstilling sendes i høring i de øvrige stående udvalg, såfremt Teknik- og Miljøudvalget tiltræder indstillingen. Der vil være høringsfrist den 30. oktober. Efterfølgende forelægges en ny indstilling for Teknik- og Miljøudvalget med de øvrige stående udvalgs høringssvar.

 

 

Jørgen Lund Madsen


 

Til top