Mødedato: 20.09.2006, kl. 14:30

Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Forsøg med grøn bølge for cyklister

Se alle bilag

Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Forsøg med grøn bølge for cyklister

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. september 2006

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Udmøntning af budget 2006, "cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse": Forsøg med grøn bølge for cyklister

 

TMU 600/2006  J.nr. 1410.0017/04

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 

at  der anvendes 0,4 mio.kr. til gennemførelse af forsøg med grønne bølger for cyklister, som beskrevet i indstillingen finansieret af 35 mio. kr. puljen til cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse i overensstemmelse med den fremlagte projektplan (BR 343/06)

 

RESUME

På baggrund af kommunens budget for 2006 samt en høring blandt alle københavnere udarbejdede Teknik- og Miljøforvaltningen et forslag til udmøntning af 35 mio.kr til cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse. Indstillingen blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 8. marts 2006, og med 5 ændringsforslag anbefalet over for Borgerrepræsentationen. Teknik- og Miljøudvalgets indstilling blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 1. juni 2006.

 

Projekterne beskrevet i denne indstilling har til formål at øge cyklisternes fremkommelighed. Projekterne omhandler forsøg med grøn bølge for cyklister på Nørrebrogade og Nørre Farimagsgade.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På baggrund af kommunens budget for 2006 samt en høring blandt alle københavnere udarbejdede Teknik- og Miljøforvaltningen et forslag til udmøntning af 35 mio.kr til cykelfremkommelighed og støjbekæmpelse. Indstillingen blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 8. marts 2006, og blev med 5 ændringsforslag anbefalet over for Borgerrepræsentationen. Teknik- og Miljøudvalgets indstilling blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 1. juni 2006.

 

Teknik- og Miljøudvalget får projekterne til behandling i løbet af efteråret 2006, således at de projekter, som skal gennemføres i 2006 forelægges først, og projekterne der gennemføres i 2007 sidst. Projekterne i nærværende indstilling gennemføres i 2006.

I Miljøtrafikugen 2004 blev der gennemført et forsøg med grønne bølger for cyklister i signalanlæggene på Nørrebrogade. For cyklisterne havde forsøget en markant posetiv effekt på rejsehastigheden og fremkommeligheden. Den grønne bølge var mod byen om morgenen, hvor cyklisterne sparede 5 stop. Om eftermiddagen var den grønne bølge for cyklister ud af byen, hvor cyklisterne sparede 4 stop. Dette gav, vægtet i forhold til antallet af cyklister, en tidsbesparelse på 12-13 %. Forsøget var derimod for kort til at belyse konsekvenserne for bus- og biltrafikken.

 

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Forvaltningen foreslår at der udføres to forsøg, som opstartes i efteråret. Dels et forsøg på Nørrebrogade og dels et forsøg på Nørre Farimagsgade.

 

Nørrebrogade

På Nørrebrogade kører der A-bus og i dag er der busprioritering. Forsøget omfatter en strækning på ca. 2,5 km fra Nørrebro Station til Søerne med 12 signalregulerede kryds, se bilag 1. Den grønne bølge for cyklister er rettet mod centrum om morgenen og væk fra centrum om eftermiddagen. Cyklisterne kommer gennem den grønne bølge ved at køre 20 km/t, hvilke er en realistisk hastighed for hovedparten af cyklisterne.

 

Forsøget indledes med en kampagne, under sloganet "Ikke en fod til jorden". Kampagnen har til formål at gøre cyklisterne opmærksomme på den grønne bølge.

 

Forsøget medfører ikke nedlæggelse af parkeringspladser.

 

Nørre Farimagsgade

Forsøget omfatter en strækning på ca. 0,3 km med fire signalregulerede kryds, fra Ahlefeldtsgade til Gothersgade, se bilag 2.

 

På Nørre Farimagsgade kører der busser, men de har ingen prioritering i de signalregulerede kryds. På Frederiksborggade kører der en A-bus, som skal have prioritet, hvilke betyder der i forvejen skal justeres i krydsene på Nørre Farimagsgade. I den forbindelse bliver den grønne bølge for cyklister indarbejdet.

 

Da strækningen er kort, og den grønne bølge ikke hidtil har været afprøvet, forventes det at der bliver en periode hvor bølgen skal tilpasses. Forsøget vil derfor ikke blive indledt med en kampagne, før det er registreret om den grønne bølge fungerer.

 

Forsøget medfører ikke nedlæggelse af parkeringspladser.

 

Evaluering

 

Forsøgene evalueres efter et år, med henblik på at få belyst hvilke konsekvenser grøn bølge for cyklister har på afviklingen af henholdsvis cykel-, bus- og biltrafikken, samt fodgængernes passagemulighed.

 

Strækningerne vil blive målt igennem med GPS-udstyr, der måler hastighed, stop og tidsforbrug. Målingerne sker før og under forsøget.

 

 

Økonomi

Borgerrepræsentationen godkendte den 1. juni 2006 (BR343/06) den samlede anlægsbevilling på 35,0 mio. kr. til en række konkrete projekter vedrørende cykelfremkommelighed, vejvedligeholdelse og støjdæmpning, Teknik- og Miljøudvalget anbefalede anlægsbevillingen den 8. marts 2006.

 

Heraf fremgår med hvilken økonomisk ramme projekterne skal gennemføres. I projektudviklingen kan der ske justeringer, som enten gør projekterne billigere eller dyrere end først anslået. Forvaltningen koordinerer projekterne inden for den samlede ramme, således at de 35 mio.kr. ikke overskrides.

 

Viser det sig, når alle projekter er udviklet, at ikke alle midler bliver anvendt, vil Teknik- og Miljøudvalget blive forelagt et forslag til, hvorledes de resterende midler kan anvendes.

 

Projekterne er vurderet til at koste 0,4 mio. kr., som foreslås finansieret af bevillingen på 35 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg m.v).

 

Begge projekter kan etableres inden for den vedtagne ramme.

 

 

Miljøvurdering

åØåSagstypen Byggeri: Anlæg og drift er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes, vurderingen er foretaget efter Miljø i byggeri i anlæg. Forbedring af forholdene for cyklister er i overensstemmelse med Trafik- og Miljøplan 2004, pkt. 5. Bedre forhold for cyklister. Her er det målsætningen at få en øget andel af cyklister i den samlede trafik. Bedre fremkommelighed for cyklister kan medvirke til dette. Modsat kan den grønne bølge for cyklister have en negativ effekt på bussernes fremkommelighed, og være i strid med Trafik- og Miljøplan 2004, pkt. 7. Forbedret busdrift. 

 

Sagen er miljøvurderet og forventes ikke at have væsentlige miljømæssige påvirkninger. Men det bliver først endeligt fastslået med evalueringen af forsøget.

 

 

Høring

I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget for 2006, besluttede Borgerrepræsentationen at der skulle gennemføres en høring blandt cyklister i komunen. Formålet med høringen var at få brugerne af cykelinfrastrukturen til at fremkomme med forslag til, hvordan den afsatte pulje på 35. mio. kr. skulle anvendes. Forvaltningens forslag tager udgangspunkt heri.

 

Københavns Politi har godkendt forsøgene, uden bemærkninger.

 

HUR er ligeledes blevet hørt og har meddelt, at det efter deres overbevisning vil forsinke afviklingen for A-busserne på Nørrebrogade med ca. 1 minut i hver retning. Det betyder, at strækningen bliver dyrere at køre.

 

BILAG VEDLAGT

 

Bilag 1: Nørrebrogade, grøn bølge for cyklister

Bilag 2: Nørre Farimagsgade, grøn bølge for cyklister fra Ahlefeldtsgade til Gothersgade

 

 

 

 

Ole Bach


 

Til top