Mødedato: 20.06.2022, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udmøntning af Arrangementspuljen 2022

Se alle bilag

Teknik-og Miljøudvalget skal tage stilling til fordeling af midlerne fra Arrangementspuljen 2022. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at tildelingen fra arrangementspuljen 2022 sker som beskrevet i afsnittet løsning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de indstillede ansøgninger om midler til Arrangementspuljen for 2022 med henblik på betinget tilsagn om støtte. Den endelige tildeling godkendes af Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2022 jf. ændrede vilkår vedtaget i 2018 (TMU 9. april 2018), se bilag 4.

Der er krav om, at arrangementet opnår minimum seks points for at kunne få støtte. Udvalgets vedtagne tilpasninger fra 2021, for at imødegå COVID 19, gælder således ikke for 2022.

Løsning

Arrangementspuljen 2022 er på 800.000 kr. Forvaltningen behandler i 2022 ansøgninger ud fra de normalt gældende principper for uddeling af midler fra arrangementspuljen, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 9. april 2018. Arrangementerne vurderes ud fra åbenhed, størrelse og geografisk spredning. Arrangementerne skal efter denne procedure afholdes i perioden 1. januar 2022 til 30. september 2022 og ud fra et rating-system opnå mindst seks point for at kunne komme i betragtning til støtte. Fristen for ansøgning til puljen var 1. maj 2022.

De højest ratede ansøgninger tildeles det fulde ansøgte beløb - dog maksimalt 100.000 kr. og der vil normalt ikke blive stillet forslag om støtte på under 10.000 kr. ekskl. moms. Der kan dog blive stillet forslag om støtte på mindre, hvis de dokumenterede udgifter ikke når op på 10.000 kr. ekskl. moms, jf. Principperne for uddeling (bilag 4). Ansøgere med lavest point (i dette tilfælde 6) tildeles en forholdsmæssig andel af det ansøgte beløb afhængig af antallet af ansøgninger med samme pointniveau (jf. bilag 3).

Almindeligvis vil point givet ved tildelingskriteriet ”geografisk spredning” tage udgangspunkt i optælling af afholdte arrangementer i de forskellige bydele året før for at sikre en hensigtsmæssig pointfordeling. Da der var færre arrangementer i byen i 2021, vurderer forvaltningen, at det også i år er relevant at anvende optællingen af arrangementer fra 2019, da de antalsmæssigt vil være mere retvisende. Infostandere og opstillingsarrangementer af agiterende karakter indgår ikke i optællingen af arrangementer for at få mere fokus på selve indholdet i arrangementerne.

Modtagne ansøgninger og forvaltningens forslag til støtte

Forvaltningen har modtaget og behandlet i alt 37 ansøgninger.

  • 12 ansøgninger indstilles til støtte
  • 25 ansøgninger indstilles til afslag

Arrangementspuljens ramme på 800.000 kr. er med forvaltningens indstilling udnyttet fuldt ud.

Der er søgt om støtte til et samlet beløb på 957.426 kr. Ansøgninger med 7 point eller mere får tildelt fuld støtte op til det maksimale beløb. Ansøgninger med seks points får tildelt en forholdsmæssig andel af de resterende midler dog således, at der om muligt minimum tildeles 10.000 kr.

Nedenfor vises forvaltningens forslag til fordeling af midlerne.

Arrangement

Beskrivelse

Dato (2022)

Rating (point for størrelse, åbenhed, geografisk spredning)

Foreslået støtte

1.Distortion

Musikfestival

1.-5. juni

9 points (Særlig stor 5, åbenhed 3, Rådhuspladsen Amager Vest 1)

100.000

2.Kulturhavn Festival

Kulturfestival

7-8. september

8 points (Stor 3, åbenhed 3, Kongens Enghave, Nordhavn 2)

100.000

3.Valby Kulturdage

Kulturarrangement

2.-3.september

8 points (Stor 3, åbenhed 3, Valby 2)

100.000

4.Ungdommens Folkemøde

Demokratifestival

7.-8. september

8 points (Stor 3, åbenhed 3, Valby 2)

100.000

5.Vanløse på den 2. ende

Gadefest

18. juni

7 points (Mellemstor 1, åbenhed 3, Vanløse 3)

100.000

6.Brønshøj Sommerjazz

Jazzfestival

30. juni og 2.-3. juli

7 points (Mellemstor 1, åbenhed 3, Brønshøj 3)

66.350

7.Roots & Jazz

Musikfestival

1.-10. juli

7 points (Stor 3, åbenhed 3, Nørrebro 1)

100.000

8.MakerFest Nordvest

Bydelsfestival

2.-3. september

6 points (Lille 0, åbenhed 3, Bispebjerg 3)

28.237 (ansøgt: 68.269)

9.Copenhagen Sakura Festival

Kulturfestival

23.-24. april

6 points (Stor 3, åbenhed 3, Indre By 0)

41.361 (ansøgt: 100.000)

10.Copenhagen Street Festival

Street Festival

28. maj

6 points (Lille 0, åbenhed 3, Enghave 3)

10.000 (ansøgt: 10.000)

11.Sankt Hans Utterslev Mose

Kulturarrangement

23. juni

6 points (Lille 0, åbenhed 3, Brønshøj 3)

12.691 (ansøgt: 30.682)

12.Fluid Festival

Mangfoldighedsfestival

17-20. august

6 points (Stor 3, åbenhed 3, Indre By 0)

41.361 (ansøgt: 100.000)

I alt

 

 

 

800.000

 

Politisk handlerum

Midlerne tildeles efter de vedtagne kriterier, hvor arrangementer opnår point ud fra størrelse (antal deltagere), åbenhed (gratis eller betaling) og hvor arrangementet afholdes (jf. bilag 3). Inden for de vedtagne kriterier kan fordelingen ikke foretages anderledes. Det er muligt politisk at vedtage ændringer i kriterierne, men dette er dog ikke hensigtsmæssigt under ansøgningsprocessen.

Det er muligt at ændre på den foreslåede forholdsmæssige fordeling af midlerne til ansøgere med 6 points, uden at dette ændrer på principperne.

Økonomi

Teknik- og Miljøudvalget fordeler med denne indstilling puljens 800.000 kr.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere ansøgere om betinget tilsagn om støtte efter arrangementspuljen.

Ansøgere vil blive bedt om at indsende dokumentation for arrangementets afholdelse, betaling af støtteberettigede udgifter, samt selvevaluering eller dokumentation for tilfredsstillende overholdelse af vilkår i evt. arrangementstilladelse. Herefter vil ansøgningerne blive endelig godkendt i Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2022.

 

Søren Wille

/Lena Kongsbach


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne mener, at der bør være bedre koordinering mellem arrangementspuljen i Teknik- og Miljøudvalget og de mange midler, der uddeles i Kultur- og Fritidsudvalget.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti støtter initiativer, der støtter op omkring kulturen efter de hårdere Corona tider. Men vi mener, at det vil være på sin plads hvis støtte til kulturen gives via kulturudvalget og arrangement støtte, derfor mener vi, at puljen fremadrettet bør nedlægges og kultur støtte i fremtiden uddeles af kulturudvalget.”
Til top