Mødedato: 20.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Gratis parkering til elbiler

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens anbefaling til håndtering af Socialdemokraternes medlemsforslag om gratis parkering for elbiler.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det vedlagte budgetnotat om gratis parkering for elbiler (bilag 1) tages til efterretning.

  2. at der hermed er gjort op med Socialdemokraternes medlemsforslag om gratis parkering for elbiler stillet den 22. september 2014.    

Problemstilling

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. september 2014 stillede Socialdemokratiet medlemsforlag om, ”at Teknik- og Miljøforvaltningen fremsætter indstilling til udvalget om, at elbiler friholdes for parkeringsafgifter i Københavns Kommune, så snart Folketinget har vedtaget den nye vejlov”, samt ”at Teknik- og Miljøforvaltningen redegør for, hvordan Københavns Kommune vil kunne fremme CO2-neutral, forureningsfri og støjsvage transportformer gennem større udbredelse af elektriske biler og varevogne i København.

Den nye vejlov blev vedtaget i Folketinget den 19. december 2014, men bekendtgørelsen for parkering på offentlige veje trådte først i kraft den 15. november 2015. Modsat de tidligere udkast indeholdt den endelige bekendtgørelse en begrænsning på miljørabat til parkering på 5.000 kr. pr. elbil pr. år ift. en almindelig benzin- eller dieselbil. Grundet denne begrænsning har det taget væsentligt længere tid end forventet for forvaltningen at finde en administrerbar og samtidig juridisk gangbar løsning.

I Klimaplanen KBH 2025 er målet, at 20-30 % af køretøjer i Københavns Kommune under 3500 kg skal køre på alternative drivmidler. Aktuelt kører kun ca. 1 % på alternative drivmidler.

Løsning

Forvaltningen foreslår, at der arbejdes med en model, som giver borgere og virksomheder med elbil i og udenfor kommunen mulighed for at opnå rabat på op til 5.000 kr. pr. elbil pr. år til gadeparkering, som ikke er omfattet af licenser som beboerlicenser og erhvervslicenser. Når denne grænse er nået, betaler man fuld pris. I første omgang oprettes et modul i kommunens online parkeringsbutik, der giver mulighed for at registrere sig som elbilist og bestille gratis parkeringstid til sin elbil, men på sigt arbejdes der for en løsning, som er mere integreret med digitaliseringen af parkeringssystemet.

Derudover indføres en erhvervslicens til elbiler og en ’erhvervslicens plus’ til reducerede priser inden for grænsen på de 5.000 kr. pr. elbil pr. år ift. en almindelig benzin- eller dieselbil. Delebiler med og uden fast stamplads er undtaget denne ordning, da de har licenstyper på særlige vilkår.  

Forvaltningen har indarbejdet initiativet om gratis parkering til elbiler i Roadmap for KBH2025 Klimaplanen som behandles af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 20. juni 2016. Budgetnotatet om gratis parkering for elbiler (bilag 1) vil også indgå blandt budgetnotaterne som behandles i indstillingen ”Budgetnotater til Budget 2017” på samme møde.

Medlemsforslagets andet at-punkt om fremme af CO2-neutral transport er håndteret ifm. indstillingen ’Initiativer til fremme af E-mobilitet’, som blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 24. november 2014 (2014-0103147).

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser ved selve indstillingen.

Som beskrevet i budgetnotatet (bilag 1) har projektet estimerede anlægsudgifter på i alt 0,1 mio. kr. samt heraf afledte driftsudgifter i perioden 2016-2017. Der er desuden et estimeret provenutab forbundet med projektet på i alt 15,6 mio. kr. i samme periode.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender forvaltningens indstilling, vil forvaltningens budgetnotat om gratis parkering for elbiler kunne indgå i budgetforhandlingerne for Budget 2017.

 

Pernille Andersen

                                            / Jakob Møller Nielsen     

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2016

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top