Forprojektering - tre vejforbindelser i Tingbjerg, Brønshøj-Husum
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
- at forprojektering af tre vejforbindelser i Tingbjerg til efterretning, jf. bilag 1-3.
Problemstilling
Ved Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,5 mio. kr. til forprojektering af tre vejforbindelser, der skal åbne Tingbjerg op mod de omkringliggende områder.
Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger til udvalgets orientering forprojekteringens konklusioner, som danner grundlag for udarbejdelse af budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Budget 2017.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 20. august 2015 Byudviklingsstrategi for Tingbjerg-Husum. Strategien har fokus på, at området skal udvikles til en grøn, aktiv og åben boligby. Tingbjerg fremstår i dag trafikalt isoleret, og en vigtig forudsætning for, at byudviklingsstrategien kan realiseres er, at der etableres flere adgangsmuligheder og et øget flow af trafikanter gennem området.
Forvaltningen har gennemført forprojektering af tre vejforbindelse mellem Tingbjerg til Mørkhøj-kvarteret i Gladsaxe (A), Tingbjerg via Vestvolden til Bystævnet (B) samt nordvendte ramper på Hillerødmotorvejen (C), jf. bilag 1-4. Målet med forprojekteringen har været at undersøge konsekvenser og særlige opmærksomhedspunkter forbundet med nye vejforbindelser fra Tingbjerg, herunder trafikalt flow, trafiksikkerhed, indpasning i det omkringliggende landskab, fredninger samt ejerforhold.
På baggrund af forprojekteringen er det forvaltningens vurdering, at vejforbindelse A og C kan indgå ved forhandlingerne om Budget 2017.
Derimod vurderes det i forbindelse med vejforbindelse B, som løber tværs gennem Vestvolden, ikke muligt at få en dispensation fra områdets fredning.
Forprojekteringen viser, at etablering af nordvendte ramper på motorvejen kun vil have effekt på trafikmængden gennem Tingbjerg, såfremt der også åbnes trafikalt til Mørkhøj. Derfor vurderes det, at vejforbindelse A og C i sammenhæng vil skabe trafikalt flow gennem Tingbjerg, som er et vigtigt element i Byudviklingsstrategien.
Ligeledes anbefales det, at vejforbindelse D, som er en forlængelse af Kobbelvænget mod Åkandevej, tillige indgår i forhandlingerne om Budget 2017. Denne forbindelse har ikke indflydelse på flowet gennem Tingbjerg, men vurderes i Byudviklingsstrategien at skabe bedre forbindelse på tværs i Husum.
Alle forbindelserne forudsætter dialog med fredningsmyndighederne med henblik på at opnå dispensation for fredningsbestemmelserne.
Vejforbindelse A – Mellem Tingbjerg og Mørkhøj i Gladsaxe - bilag 1
Vejforbindelse A er en ny adgangsvej mellem Tingbjerg og Mørkhøj og bør etableres som en videreføring af vejprofilet i begge ender med tosporet vej med cykelstier og fortov. En trafikal åbning til Mørkhøj vil give mere trafik i form af ærindekørsel samt gennemkørende trafik mellem Mørkhøj og Hillerødmotorvejen.
Forvaltningen har undersøgt en række forskellige linjeføringer, og anbefaler en linjeføring som krydser Utterslev Mose og løber via Mørkhøj Parkalle til Mørkhøjvej, forbi Enghavegård Skole. Linjeføringen giver det det mindst komplicerede anlægsarbejde. Derudover er der ingen bygninger med facaden vendt ud mod Mørkhøj Parkalle, hvilket betyder færre ulemper i forhold til støjgener som følge af en ny vejforbindelse.
Movia har i samarbejde med Økonomiforvaltningen regnet på et muligt scenarie for, at den højklassede buslinje 2A’s rute kan forlænges til Gladsaxe Kommune ved en ny forbindelse. Beregningerne viser, at dette kan spare Københavns Kommune over 1 mio. kr. årligt, da 2A kun skal betjene dele af Tingbjerg ved en forlængelse til Gladsaxe Kommune. Samtidig skal Gladsaxe Kommune betale deres del af omkostningerne.
Vejforbindelse A har et samlet prisoverslag på 22 mio. kr. inkl. 10 % risikotillæg, som er forbundet med et kompliceret anlægsprojekt. En udgiftsfordeling mellem Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune er endnu ikke afklaret.
Vejforbindelse B – fra Tingbjerg via Vestvolden til Bystævnet i Husum – bilag 2
Vejforbindelse B vil blive en ny forbindelse mellem Frederikssundsvej og Ruten og vil således kunne aflaste Åkandevej. Derudover skaber den mulighed for en bedre busbetjening af Tingbjerg, som i dag udelukkende betjenes via Åkandevej. Dette vil betyde et øget flow af mennesker, som vil passere gennem Tingbjerg, hvilket stemmer overens med hensigterne fra Byudviklingsstrategien.
Forvaltningen anbefaler, at der etableres en ny bro over Vestvolden, som er dimensioneret til dobbeltrettet trafik med biler, busser og letbane på samme areal. Ligeledes bør fodgængere og cyklister dele arealet over Vestvolden for at minimere det samlede gennembrud af voldanlægget.
For så vidt angår fredningsforholdene, vurderer forvaltningen, at det ikke er muligt at få dispensation i forbindelse med anlæggelse af en vejforbindelse, men at den eneste mulighed for dispensation for fredningen er med en anlægslov, som kun vil blive vedtaget i forbindelse med statslig medfinansiering af den eventuelt kommende letbaneforbindelse.
Af den grund anbefaler forvaltningen, at vejforbindelse B ikke indgår i forhandlingerne om Budget 2017.
Vejforbindelse B har et prisoverslag på 28,6 mio. kr. inkl. 10 % risikotillæg, som er forbundet med et kompliceret anlægsprojekt.
Vejforbindelse C – Nordvendte ramper på Hillerødmotorvejen – bilag 3
Forvaltningen har undersøgt muligheden for at etablere nordvendte ramper på Hillerødmotorvejen for at skabe bedre tilslutning til det overordnede motorvejsnet. Da Hillerødmotorvejen er en del af statsvejnettet er der ansøgt om tilladelse fra Vejdirektoratet til opførelse af ramperne. Der forventes svar på ansøgningen inden udmøntning af Budget 2017. Ramperne finansieres af Københavns Kommune.
Etablering af ramperne vil ikke i sig selv have betydelig effekt på flowet i Tingbjerg. Såfremt der åbnes trafikalt til Mørkhøj (A), vil ramperne derimod give større fleksibilitet i rutevalg og således skabe et øget flow gennem Tingbjerg.
Vejforbindelse C har et prisoverslag på 33 mio. kr. inkl. 10 % risikotillæg, som er forbundet med et kompliceret anlægsprojekt.
Vejforbindelse D – Forlængelse af Kobbelvænget til Åkandevej - bilag 4a
Kobbelvænget er i dag lukket for biltrafik mod Åkandevej. En åbning vil give en supplerende forbindelse på tværs af Husum og aflaste Gadelandet samt styrke tilgængeligheden til EnergiCenter Voldparken. Forbindelsen er ikke forprojekteret, da den ren anlægsteknisk er vurderet ukompliceret og ikke indbefatter dialog med andre myndigheder.
Vejforbindelse D har et prisoverslag på 11,1 mio. kr. inkl. 8 % risikotillæg, som er forbundet med et relativt ukompliceret anlægsprojekt.
Økonomi
Der er ikke forbundet økonomi med denne indstilling.
Videre proces
Forprojekteringens konklusioner kan danne grundlag for et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Budget 2017.
Pernille Andersen
/ Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2016
Indstillingen blev taget til efterretning.